Nada Surf

Nada Surfs sidste regulære studieudspil, ‘Lucky’ fra 2008, led under at de efterhånden midaldrende medlemmer af trekløveret ikke formåede at forlige deres modenhed med den ungdommelige, ligefremme collegerock-formel, de bekender sig til. Deres rene cover-affære ‘If I Had A Hi-Fi’ har måske i mellemtiden sat ting og sager på plads for Matthew Caws og hans to kumpaner. Det syvende album byder i hvert fald på klædelig fart over feltet og et par friske overhalinger af genrens kæpheste.

‘Jules and Jim’ forvandler kækt rollerne fra François Truffauts trekantsdrama af samme navn til følelsestilstande i en ny fortælling om den gammelkendte kjærlighed mens ‘No Snow on the Mountain’ giver parforholdet snekæder på. Det er subtile, men yderst originale måder at forny den ellers forstenede og pladderromantiske måde at skrive lyrik på, med jeg’et og dig’et som henholdsvis afsender og modtager. ‘The Moon Is Calling’s nærmest panteistiske billedsprog i lyrikken får tillige vinger af et forholdsvist enkelt musikalsk greb, nemlig at vers og omkvæd holdes i to forskellige tonearter. Det er som om sangen får sig et ekstra gear, når refrænet kicker ind.

Omvendt huser albummet også lodrette pinligheder som den tåkrummende, midtvejskrise-osende ‘Teenage Dreams’, som i sin nakkeost-hørmende forlorenhed proklamerer at det aldrig er for sent. Eller hvad med den bovlamme, konfliktsky glaskæbe-ballade ‘Let the Fight Do the Fighting’? Kvalmende, ganske enkelt.

Størstedelen af dette udspil udgøres dog af solidt midterbanemateriale, der effektivt demonstrerer, at Nada Surf succesfuldt har splejset det evigt friskfyrs-agtige og guitar-fikserede powerpop-drive sammen med en MILF-moden afrundethed. Det er præcis, hvad de trængte til.