Andrew Bird

Andrew Bird laver ikke stemningsfuld musik, der kan køre i baggrunden, mens man læser til eksamen eller laver mad. Så skal man i hvert fald tage til takke med en middelmådig karakter eller en sløj omgang boller i karry, for ‘Break It Yourself’ er musik, der stjæler opmærksomheden og kræver koncentration.

Det skinner nok engang igennem, at Andrew Bird er uddannet violinist og trækker på sin forkærlighed for alt fra irsk folkemusik til klassisk musik. ‘Danse Caribbe’ mikser eksempelvis traditionel caribisk musik med en drilsk violinsolo og vækker minder om en tone af melankolsk rastløshed, amerikanske Beirut har som kendetegn. Andrew Bird er allerstærkest når han rammer et rent udtryk og lader sine gode sange vokse sig stærke, som på den skrøbelige ‘Fatal Shore’.

Til tider bliver det hele lidt for eklektisk og gøglet, og man får fornemmelsen af, at über-musikalske Bird gerne vil vise hele paletten frem og mangler lidt fokus. Denne anmelder foretrækker sin Andrew Bird mere straight up som ‘Eyeoneye’ end som på ‘Hole In the Ocean Floor’, hvor strygerstykket ingen enden vil tage. Men som med andre legesygere enere i musikhistorien veksler man ofte mellem fascination og irritation, når han folder sit musikalske landskab ud, og det er på en eller anden måde charmen ved Andrew Bird.