Lone

Lones verden er pakket ind i glanspapir glitrende i alle regnbuens farver. De første toner på åbneren ‘New Colour’ varsler en opdagelsesrejse, der spiller på alle tangenter med bløde, klimtrende synthesizere, som bobler frem og tilbage i høretelefonerne. Det hele er så legende let, og hvorfor skulle det egentlig ikke være det? På dette nummer som på resten af pladen sammensætter Lone så et lettere euforiserende lydbillede af ubekymrede synthesizerlege.

Det ville være oplagt at placere Lone i kassen med maksimalistiske synthpionerer, men selv om sammenligningen med specielt Rusties ‘Glass Swords’ er oplagt, trækker musikken her i en anden retning. Kompositionerne er tæt pakkede med lag på lag af digitale kruseduller, men resultatet er mere melodisk, mindre overdrevet, mere finpudset og mindre fjollet. Mest imponerende er dog den mængde idéer, den britiske producer albummet igennem får vist frem. Det er svært at konkurrere med Rusties høje tempo, men Lones kreativitet gør, at albummet bliver ved med at lyde så afsindigt dragende.

Udover højdepunkterne ‘The Animal Pattern’ og ‘Raindance’ ligger bundniveauet højt gennem hele pladen, og selv om Matt Cutler kunne have sorteret et par af de mere overflødige numre fra, er der ingen tvivl om, at han på sit femte album som Lone rammer så mange af de rigtige tangenter, at man let kan tilgive resten.

Lone. 'Galaxy Garden'. Album. R&S.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af