Jonas Alaska

Jonas Alaska lægger ikke skjul på sine inspirationskilder: Bob Dylan, The Beatles, Nick Drake, Neil Young. Alle de store. Intet mindre. Dermed så meget lettere at forholde sig til nordmanden, hvis ganske klassiske blanding af pop, folk og visetradition er gået rent ind i hjemlandet og nu skal prøve sig i udlandet.

Det er netop i forlængelse af ovenstående, at man skal finde Alaskas største styrke: Nemlig at han siger tingene ligeud. Simpelt og ærligt. Både musikalsk og i teksterne. Her er ingen kringlede udredninger om det postmoderne samfund, men simple historier fortalt i øjenhøjde. For eksempel om, hvordan alting bare giver mere mening på bagsædet i en bil på ’In the Backseat’, ledsaget af sagte fingerspil, lidt banjo og et saloon-piano.

Vokalen er oftest helt i fokus, og selvom Jonas Alaskas stemme er ganske uskadelig, har den et vist form for nærvær, der blandt andet gør daggryshymnen ’Morning Light’ og den guitarbårne og underspillede ’October’ ganske rørende i deres enkle ret.

Alaska er bedst når han skruer ned for charmen, lader mundharpen og hammondorglet stå, og i stedet fokuserer på stemmen, de gode melodier og de fængende omkvæd, som der faktisk er mange af. Måske er det hatten, men der går lige lovlig meget western i den nogen gange. Ikke at der er noget galt i det, det overskygger bare hans rigtige styrker.

Dette er måske ikke albummet der får dig til at vælte bagover i hængestolen, men nogen gange er simple, gode sange hvad der skal til. En mere end godkendt debut.