2 Chainz

Idet excentrikere og auteurs har overtaget overgrundshiphoppen er der opstået et vakuum omkring positionen som ligefrem hitlisterapper. Derfor, og gennem en tilsyneladende ustoppelig strøm af gæsteoptrædener, er en klassisk B-rapper som 2 Chainz snublet ind i rollen som hovedperson på Def Jams sensommer-blockbuster-album.

Albummet er stort anlagt Atlanta-lænende samtids-poprap. Gucci Manes producere, Drumma Boy og Mike Will, har poleret deres udtryk uden at miste den melodiske sensibilitet, de skylder deres succes. Mike Wills ‘Wut We Doin” går fra undersøiske ekkoer til en slags melodisk hiphop-marchmusik, og der er masser af plastisk-melodiske synths og effektive trommer – egentlig skræddersyet til tidligere samarbejdspartnere som Atlanta-rapperne Gucci Mane eller Future. I stedet får vi hele den aktuelle A-række af hippop-stjerner. Albummet vil være globalt, ikke regionalt.

Læs også: Se videoen til 2 Chainz og Kanye Wests ‘Birthday Song’

Nicki Minaj-gæstenummeret er faktisk vellykket. Minajs nuancefixerede stemmeleg er antitesen til Chainz’ bjæfferi – de komplementerer hinanden. ‘Extremely Blessed’ er i princippet et The-Dream-nummer, og virker fint som forret til det (forhåbentlig!) snart kommende album. Lil’ Wayne dukker også op, søvnig og uengageret, som Wayne har været siden 2010. Ja, de er der allesammen.

2 Chainz’ succes har især ligget i hans gæsteoptrædener. Men når han ikke har nogen at stjæle scenen fra, virker han tit malplaceret på den. Hans stemme er genkendelig uden egentlig at være karakteristisk, og hans Lil Wayne’ske punchlines (»You the realest nigga breathin’ if I hold my breath«) er acceptable, men sjældent mindeværdige. Skal noget accentueres, accelereres og/eller hæves stemmen – »Titty-fuck / chestnut«. Effektivt, men ultimativt unuanceret. Mistanken breder sig: 2 Chainz ikke har mere end 2 tricks.