Alphabeat

Alphabeat har taget eksprestoget tilbage til poppens hovedstad. Den elektriske europop fra forgængeren ’The Spell’ er gudskelov blevet hjemme – til gengæld har et par plastikpalmer nu sneget sig med i kufferten.

Denne gang er det nemlig hoppende percussion og sydlige guitartoner, der kommer en tur i popmaskinen. Opskriften indeholder dog fortsat Alphabeats hemmelige krydderi i form af et utal af »uh-uh’er«. Sagt på en anden måde: De pletvise eksotiske ingredienser er føjet til en ellers uændret popopskrift. Helt slemt er det dog ikke, og for eksempel ’Since I Met You’ formår med et løbsk keyboard at rykke lidt i både skabelonerne og dansefødderne.

Læs anmeldelse: Alphabeat ‘The Spell’

Efter de første fem numre går det dog for alvor galt. Det næsten seks minutter lange titelnummer bliver plastret til med alverdens elektroniske virkemidler, man ville ønske aldrig var opfundet, mens ’Vacation’ flyver os til Sunny Beach med congas, bølgelyde og et omkvæd, der aldrig kommer til at rime på ’Fascination’. Den slår dog ikke afslutteren ’Love on the Line’, der forsøger sig med klichéfuld 80’er-pop og en kærlighedstekst, der er så påtaget glædesstrålende, at selv den største romantiker ville springe af toget.

Alphabeat-ekspressen kører endnu en gang for hurtigt og glemmer at tage højde for, at der også er forhindringer på vejen. ’Express Non-Stop’ kommer således til at fremstå som et forsøg på at følge sandsporene fra The Eclectic Moniker – Alphabeat farer bare vild et sted mellem stranden og diskoteket.