Anne Linnet

Med det pumpende klubalbum ’MDNA’ fra tidligere i år gjorde Madonna et lidt fesent forsøg på at være ung med de unge. Resultatet var forceret, men hvad skal en aldrende popstjerne da også gøre for at følge med tendenserne og, selvfølgelig, pladesalget.

Anne Linnet har rundet de 59 somre, og har på sit nye album fundet formlen: Hun laver et album med klubmusik! Så meget for opfindsomheden. De to kvinder er dog gjort at samme stjernestof, der på en eller anden måde altid får sejlet skibet i havn, og det er da også Linnets notorisk cool stemme der bærer det hele, frem for de forudsigelige og synth-indsvøbte produktioner, der lyder som en småkitschet blanding af Robyn og Melodi Grandprix.

Læs anmeldelse: Anne Linnet ‘Anne Linnet’

Sådan er det dog ikke hele vejen, og de mere afdæmpede sange som ’Jeg har set dem komme’, titelnummeret og den helt nedbarberede ’Ved verdens ende’ er Linnet når hun er bedst, tilmed med funderende tekster, der i nutidens poplandskab får Rasmus Seebach og Medina til at lyde som pixi-bøger.

På den anden side forfalder numre som den pumpende ’Kysser som en drøm’ og den popskabelonfødte ’Hvis jeg møder dig igen’ til samme anspændte resultat som Madonna. Som om at albummet for hver en pris vil tvinge folk til at danse.

Klubben er ikke umiddelbart naturligt habitat for Linnet, og så virker det som en fejlslagen satsning at lege med forvrængende auto-tune, for det ødelægger i sidste ende det, albummet handler om: Stemmen. Og den er her stadig.