Freddie Gibbs

Freddie Gibbs har leget avantgarde med Madlib, hængt ud med New York-traditionalister på en plade med Statik Selektah, og siden han er på Young Jeezys pladeselskab, har han også forsøgt sig med samtidens sydsstatsrap. Men hans nye mixtape er i høj grad en tilbagevenden til lyden fra ‘midwestboxframecaddilacmusic’, den 30-årige rappers indtil nu bedste plade.

Trommerne er østkysthårde, men aldrig opmærksomhedsstjælende, og sampletapetet er detaljerigt og tilbagelænet uden at blive vestkyst-dovent. Ligesom Rick Ross på ‘God Forgives, I Don’t’ sætter mixtapet en rå og majestætisk stemme i centrum, og omgiver den med bløde højkvalitetsbeats, der ikke stjæler opmærksomheden fra hovedpersonen.

Også gæsterne er velvalgte: Rappere som Curren$y, Jadakiss eller Dom Kennedy kommer fra forskellige steder, både musisk og geografisk, men har alle distinkte stemmer og et udtryk der, som Gibbs’, ignorerer krav om større mainstreamsucces.
Mixtapets hovedperson har stadig kun ét flow, ét toneleje og meget få emner. Hans styrke er ikke originalitet eller variation, men at han har mestret et udtryk til perfektion. Der er noget decideret vestkystagtigt over den meget alvorlige gangsta-etos og hans insisteren på permanent usmilende trussel-rap.

Stilen virker klassisk, endda tidløs, hvis man kan sige det i en genre, der har eksisteret i 25 år, men når Gibbs er bedst, fornemmer man, at han har destilleret genrens grundkomponenter til en yderst potent mixtur. Ingen genreleg, eksperimenter eller glimt i øjet. Bare hårde rim. Men forventer man andet af en rapper, der bruger udtryk som ‘thuggin’, som om Tupac aldrig døde?