Marie Key

Marie Key og hendes makker Andreas ‘Maskinen’ Sommer er på mange måder et umage par. Det er mødet mellem det krøllede og det strømlinede. På sidste års småpolitiske debut under eget navn fungerede det, men denne gang bliver det for glat.

Den tempofyldte højspændingspop kommer til at glatte udtrykket ud, fordi Keys tekster denne gang ikke er stærke nok til at stå imod. ‘På Farten’ og ‘Uopnåelig’ bliver endda så strømlinede, at man næsten tror, det er glathårede Medina, man lytter til. Og så bliver det næsten hyklerisk, når ‘Crowd’s kraftige synth peger lytteren direkte i retning af dansegulvet. For bag de tempofyldte dansetoner forsøger Key netop at overtale sin partner til at forsvinde fra festen til et sted, »hvor ingen holder øje med en gnist eller en flamme«.

Læs anmeldelse: Marie Key ‘I byen igen’

Men pludselig afbryder ‘Let som en fjer’ det elektroniske lydtæppe med noget så jordnært som en akustisk guitar og en sjælden dyb vokal fra den lille pige, mens stille, lyse synthflader sniger sig ind uden at komme i vejen. Med en efterfølgende kort fortælling om far på ‘Skagen’ kommer vi endnu tættere på, og på halvandet minut formår Key og hendes guitar således at skabe en skæring, der er både sjov, trist og charmerende. Men et samlet pusterum på fem minutter er ikke nok. Marie Key får ikke lov at skinne, for Maskinen og hans synthesizer glatter hendes krøller ud i stedet for at fremhæve dem. Og det er altså med krøller, at Marie er bedst.