Local Natives – den rette opskrift

Da ’You & I’ åbnede koncerten på Lille Vega tirsdag aften, var det som om, at al den lyd, Local Natives nogensinde har skabt, kom ud i én omgang. Nummeret blev til et tykt og omfavnende lydbillede med en bas, der fik brystet til at give efter, og med et støjrockinferno som afslutning.

Der blev generelt skruet en tand op for intensiteten det meste af sættet igennem. På ’Wide Eyes’ var den firstemmige vokalharmoni så kraftfuld, at de efterfølgende guitarer næsten eksploderede i kampen om ikke at falme i sammenligning, og på ’Bowery’ gav gulvet adlydende efter straks efter ordene »Can’t tell if the ceiling is rising / or if the floor is falling down«.

Læs anmeldelse: Local Natives ‘Hummingbird’

Som det ofte sker for grupper, der optræder med en spritny toer i bagagen (’Hummingbird), var der størst reaktion blandt publikum, når det var debutpladen ’Gorilla Manor’s numre, der spillede op til dans. Folk buhede ligefrem trofast med, da keyboardet introducerede ’Airplanes’, ligesom det tydeligvis kom bag på bandet, da Lille Vega fortsatte ’åh-åh’erne et par minutter efter, at ’Who Knows, Who Cares’ havde spillet sidste node.

De støjende outroer blev mod slutningen et lidt for hyppigt virkemiddel. Det var derfor et altafgørende afbræk, da ’Colombia’ med en smukt syngende Kelcey Ayer og bløde trommer skabte koncertens flotteste øjeblik.

Selv om det ofte var efter samme opskrift, fik Los Angeles-kvartetten skabt en koncert, der rev originalskæringerne ud af albumformatets konforme riller og gav den folkede lyd et nyt og mere løssluppent liv. Det er en koncerts fornemmeste opgave, og den opgave mestrede Local Natives til fulde.