Depeche Mode

33 år er gået, og legendariske Depeche Mode udgiver med ‘Delta Machine’ deres 13. fuldlængde. Velvalgt titel til et album, hvor man ikke et sekund er i tvivl om, at lydmaskine-entusiasterne igen er på spil. Samtidig har pladen dog en betydelig rå Delta blues-inspireret kant, der på mange måder dominerer mere end deres velkendte, glam’ede synthpop.

Dave Gahans velkendte vokal åbner albummet med ordene »welcome to my world«, som en dør til Depeche Modes hjem. Og det er faktisk lidt som at komme hjem, for ‘Delta Machine’ er klart et af de bedste album, Depeche har bedrevet i mange år. Det favner mange genrer, fra techno over pop til rock’n’roll og blues, men specielt spændingen mellem en rå desillusioneret lyd og den euforiserende synthpops høje toner er slående. Selvfølgelig med en dyster melankoli, der gennemsyrer samtlige numre.

Læs anmeldelse: Depeche Mode ‘Sounds of the Universe’

Den rå bluesinspiration er med dreven slideguitar mest tydelig på ‘Slow’ og singlen ‘Heaven’, men pladens udstikker, som man kan elske eller hade, er ‘My Little Universe’. Et minimalistisk og techno-eksperimenterende nummer med disharmoniske synthskæringer og dybe soniske bølger.

Albummet afslutter passende med ‘Goodbye’, hvor ord som ’desire’ og ’soul’ i bedste Depeche Mode-stil optræder hyppigt indover velkendte guitarloops og maskinelle, elektroniske lyde.

‘Delta Machine’ viser, at Depeche Modes lyd altid er original omend velkendt. Om man er til den rå og bluesprægede stil er et spørgsmål om smag.