Christian Hjelm – før vi blev fulde
Der skal to til at lave en teenagekåd og våd tungeslasker. Sådan en med bøjle og pizza. Christian Hjelm var klar fra starten. No wonder! Han kom direkte fra gigs i Vejle, Vordingborg og Rønne – steder i Danmark hvor fadøl og altfortærende tungesnav er landsbydiktaturets lov.
Nu stod han så på scenen i Jazzhouse som en anden TV Shop-sælger – skiftevis kæk, smilende, stolt og svedende – i mens han prøvede at overtale alle de stille følsomme digtertyper til en gedigen møsser.
»I skal bare lige i gang«, forklarede Hjelm os, efter at vi havde nynnet fraværende med på ’Alibi’, en sang han fem minuttet tidligere forventningsfuldt havde kåret som en af pladens sikre singler.
Læs anmeldelse: Christian Hjelm ‘Før vi blev lette’
Mosh-pit og stagediving ville han også gerne have os til. »I det mindste bare lidt dans«, prøvede han før “Det andet led”. Ved håndsoprækning var ni friske. Men kun på at danse. I stedet måtte bandets fire musikere, som spillede bravt, og Hjelm selv, som sang godt hele aftenen, skabe noget tju-hej og dynamik for os. Bevares – vi ville trods alt gerne underholdes.
Der var dog momenter af elskværdig kemi. Som da ’Scenen skifter nu’ med sit tunge mellemspil gearede koncerten ned i BPM, og startede en enormt lækker pulje af sange, hvor ’Fri leg’ og dens opløftende melankoli og barndomsminder blev aftenens klimaks. Under fællessangen kyssede vi faktisk lidt.
Det er enormt befriende at se en musiker, der konsekvent opfølger hver eneste af sine sange med en tilfreds mine, som havde han lige serveret os ’Stairway to Heaven’. Sådan en er Hjelm. En underholder der utroligt gerne vil, og bestemt kan, men aldrig helt klart fik provins-hul igennem. Det var ikke bandets skyld, og spørgsmålet melder sig, om Jazzhouse er stedet til moderne røvballepop og kærlighed? Eller om markedsteltet på Store Torv i Rønne nu engang ikke er dér, hvor man lander sig den næringsrige tungeslasker?