The Walkmen – skødesløs skønhed
Med hænderne i lommerne iført et sæt lettere nussede jeans og habitjakke lignede Hamilton Leithauser mest af alt en lærer, der var dybt træt af at undervise. Det – og den lettere træge start med ’Heartbreaker’ – var dog ikke noget det relativt talstærke publikum i Amager Bio skulle lade sig narre af, for da forsangeren og resten af de efterhånden rutinerede The Walkmen endelig fik åbnet for posen, leverede de en imponerende pragtpræstation.
Sjældent har Leithauser sunget så fremragende som denne tirsdag aften, og de desperate råb om en bedre fremtid har aldrig lydt mere inderlige end på den version af ’In the New Year’, som de diverterede Amager-spillestedets gæster med.
Læs anmeldelse: The Walkmen ’Heaven’
Højdepunktet var ubetinget den fine ’We Can’t Be Beat’ fra seneste udspil ’Heaven’. Med fabelagtig backup-vokal fra bandmedlemmerne voksede sangen fra modløs melankoli til triumferende optimisme i en fem minutter lang glidende bevægelse. En lille time var i første omgang alt hvad Leithausers hårdtprøvede stemmebånd kunne holde til, men efter en ihærdig indsats fra publikum lykkedes det at hive new yorker-bandet ind til en slurk hvidvin og et par numre mere, hvoraf selv den gamle traver ’The Rat’ lød ligeså rablende energisk som for ti år siden.
Den taberromantiske mytologi om The Walkmen, som bandet der aldrig fik det store gennembrud, da de havde chancen, kan være nok så forjættende, men gårsdagens koncert viste, at den voksne version af Walkmændene er skødesløs skønhed og slidte stemmebånd, når det er allerbedst.
