Kisses

Sætter man stemningen på den Los Angeles-bosatte kæresteduo Kisses’ andet album op imod albummets titel, minder helhedsbilledet lidt om den trøstesløse atmosfære i Bret Easton Ellis’ 80’er-gennembrudsroman, ’Less Than Zero’.
Forsanger Jesse Kivel og keyboard-kæresten Zinzi Edmundson lader i hvert fald til at tilbringe deres L.A.-dage i en umiddelbart døsig og småkynisk hjerte/smerte-sorgtilværelse langs vindstille palmetræsboulevarder, forladte poolkanter omgivet af væltede solstole og brugte, sammenkrøllede plastikølkrus, eller på ensomme vandringer langs skvulpende strandkanter.

Det 80’er-agtige synthunivers virker først sorgløst, men når teksterne træder frem, bruser melankolien og teenagemodløsheden frem fra baggrunden bag Edmundsons konstante trykken i bund på samtlige af keyboardets plingende effektknapper. Duoens tykt retro-indhyllede lydbillede minder om Museum of Bellas Artes’ duvende bløde og glitrende lo-fi-popunivers, og de gennemkitschede synths fungerer godt på eksempelvis den John Hughes’ske ’highschool-er-en-bitch’-ode ’Air Condition’ og på ’Up All Night’, mens både ’The Hardest Part’ og ’Huddle’ bliver en kende for monoton stilstandspop.

Læs anmeldelse: Kisses ‘In the Heart of the Nightlife’

Kivels vokal lyder mere end nogensinde som Jens Lekmans på ’Funny Heartbeat’, der samtidig også er albummets lille stjerne med en karakteristisk quirky popmelodi, tørre trommer og smilfremkaldende skæve orgelklimterier.

Kisses kæmper med at falde i forudsigelighedens fælde, når de vælger at lade musikkens omdrejningspunkt være så 80’er-refererende og teksterne samtidig ikke bibringer universet noget nyt. Albummet er et fint lille eskapistisk bekendtskab, der ikke skærer eller hager sig fast, men derimod glider forbi uden særlig stillingstagen eller handlingsaktivitet – akkurat som tilværelsen for persongalleriet i ’Less Than Zero’.