Mac Miller
Amerikanske college-drenge hører hiphop til deres ‘frat parties’, så det var vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før en collegeknægt selv greb mikrofonen. Mac Millers ‘Donald Trump’ er den såkaldte ‘frat raps’ største hit: Letfordøjelig festmusik, der efterligner radio-rappen. Men Pittsburgh-rapperens nye album lefler ikke længere for festens laveste fællesnævner. I stedet vrimler det med absurde, halvt-sammenhængende tekster, sløve hashhoved-flows og depressive bekendelser.
Indflydelserne er nemme at gætte: De fleste af dem gæster pladen. Odd Future-rapperne Tyler og Earl bidrager med bipolar pendlen mellem udadrettet aggression og indadvendte bekendelser, mens Black Hippy-medlemmerne Ab-Soul og Schoolboy Q demonstrerer, at man kan være en syret slemdreng uden at forfalde til klicheer.
Men Mac Miller er ikke bare en kurator med de rigtige venner. Han mumler sine komplekse rim på en nørdet og samtidig overlegen måde, der minder om MF Doom, og siger ting som »asian bitches love me / I look like David Duchovny« eller »who are you kidding / your flow’s borscht«.
Den tidligere frat-dreng springer også ud som producer: Han behersker klassisk østkystlyd, men leger også med skæve og skramlede konstruktioner. Ligesom Dilla-disciplen Flying Lotus, der i øvrigt også bidrager med et beat. Derudover er der en veludført trap-variation (‘Watching Movies’) og et par døsige (Clams Casino-agtige) numre med summende lyde og stemmefiltret sang.
Førhen endimensionale Mac Miller er pludselig en fuldstændig uforudsigelig rapper/producer, der hænger med slemme drenge som Odd Future og galninge som Action Bronson. Forhåbentlig bliver han i det dårlige selskab.