Cheff Records – eksamensaften for rødderne

Cheff24

I aftenens anledning sendte Soundvenue to anmeldere til at tag-teame Cheff-showet.

Nicolai Torp: »I aften beviser vi, at vi ikke er en døgnflue«, proklamerede TopGunn fra scenen. Og den udsolgte og stort anlagte Cheff-aften virkede netop også som en art eksamen, mere end en kulmination på drengenes hektiske ridt gennem hype, damer, succes, nedture, skandaler, rus og radiohits de seneste par år. Kan de holde sig interessante, når nyhedsværdien fordamper? Kan de stå skulder ved skulder og levere et vægtigt show, der ikke blot går op i røg? Hvad har Cheff at byde på som samlet hold?

Christian Wolkoff: Et manifest, kaldte TopGunn det også. Og Cheff har overlevet mere end én sommer, som konkurrenterne ikke kan i netop hans sang ‘Døgnflue’. I øvrigt en af de dejligt bastunge riddims, som TopGunn og Klumben hovedsageligt stod for, hvor det stod klart, hvorfor Danmark sidste år velvilligt lagde sig ned til danskhall. Koncerten virkede dog også ufrivilligt tilbageskuende, og hvor manifestet helst skulle sprede sine ringe og pege mod en fremtidig dominans, haltede det nye materiale oftest efter. Og hvad er der så tilbage udover greatest hits?

NT: De fungerede til gengæld godt. Med Eloq bag pulten var Kidd første mand på scenen (der med sin stilladsindretning, runway og backdrop af guldlameller fremstod som en sød skoleforestillingsudgave af forbilledernes scenografi), og han leverede ‘Kysset med Jamel’ og ‘Ik’ lavet penge’ med enorm entusiasme.

Cheff23

CW: 100 procent. Kidd virkede sulten eller bare ekstremt fokuseret på at give et godt show, hvilket gennemsyrede hele aftenen. Der var (næsten) ingen slinger i valsen, når det kom til at sammenstykke et show, der tog både musikken, festen og publikum seriøst på samme tid. At Kidd spillede det syrede slowjam ’16’ var for eksempel fedt, og er han forresten blevet en gentleman? ‘Din’ var blevet til ‘vores’ i ‘Ik’ lavet penge’s »men så er hash og mad på vores regning skat«. Man frygtede lidt, at koncerten var startet med klimaks, men TopGunn fulgte fornemt efter.

NT: TopGunn fungerede for mig langt bedre på scenen, end på debuten ’21’, hvor særligt hans småbanale, driftstyrede tekster irriterer mig. Men hans effektivt vuggende produktioner, smurt med et ekstra lag bas, og hans nuttede forhåndsundskyldning til sin mor i publikum gjorde, at han havde mig med, selv da han havde fjæset helt oppe i bagdelen på en twerkende danserinde under ‘Liderlig’.

CW: TopGunn er en entertainer og har charmen og glimtet i øjet med sig hele vejen. Hvilket man desværre ikke kan sige om Sukker Lyn, der fulgte efter. Det var som om, han manglede den selvironi, der gør, at hele hustler-stilen bliver underholdende og ikke bare forceret. Eloq laver fremragende crunk som baggrundstapet, men Sukkers diskografi mangler hooks og omkvæd – det hele kan ikke blive drevet på bare energi, selv om det nu lykkedes til dels på ‘Jagter ik’ penge’. Abbaz tog til gengæld tingene old school. Tilbage til 90’erne, først med (måske) en gangsta rap-hyldest til Terror Squads ‘Lean Back’ om at være »tilbagelænet i en rover«, og herefter en næsten R. Kelly-agtig slowjam-session med to sange blot ledsaget af en akustisk guitar. Luften gik rimeligt meget af ballonen, men props for modet.

Cheff19

NT: Heldigvis tog Klumben, der noget uventet er blevet Cheff-crewets største stjerne, så over med sine træfsikre hits, melodiske flow og stoiske ro, bakket op af Raske Penge og bandet 80’erne, imens Eloq tog sig en pause bag pulten. De fleste havde nok set det show flere gange før, for det var allerede banket på plads på Roskilde Festival sidste år, men det sad endnu engang lige i skabet. Og så skulle de måske have lukket festen der?

CW: Det havde ikke været helt dumt. Eloq er mere end habil til at skabe en fest alene bag pulten, men hans solokvarter virkede mere som en nødvendighed. Her var trap og endda et forpustet stykke med hardstyle, men det bidrog ikke rigtigt med noget til aftenen som helhed og var mere et slags intermezzo, inden hele Cheff-crewet obligatorisk, men alligevel lidt overraskende, til slut indtog scenen i samlet flok med tre posse-cuts. For mig lød de dog ens, famlende og (måske) forhastet konstrueret til lejligheden.

NT: Ja, komplet antiklimaks. Strukturen i hele showet, der gav hver enkelt kunstner en solotur i rampelyset og understregede, at de alle skærer deres egen stilistiske rille i Cheff-vinylen, fungerede så fint, men fællessangene til sidst var buldrende og skingre – som om alle råbte i munden på hinanden.

Læs også: Voxpop og billeder fra Cheff-showet i Store Vega

CW: Som Abbaz havde sagt tidligere, er Cheff (selvproklameret) de bedste, fordi medlemmerne laver forskellige ting hver for sig. Blandingsproduktet fungerede ikke og var sådan set en lidt ærgerlig slutning på en aften, hvor drengene beviste, at de kunne levere.

NT: Skal vi vende tilbage til eksamensmetaforen, så var det absolut en sympatisk og bestået indsats, der knaldede alle beskyldninger om døgnfule-status i gulvet. Men showet formåede ikke at vise, hvad der skal holde os til Cheff-ilden i fremtiden.

Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af