Burial

På den mystiske London-producers nu fjerde ep i streg lyder alt umiddelbart som det plejer, med op-pitchede vokal-samples, metalliske lydeffekter og brusende hvid storbystøj som de genkendelige elementer.

Men herfra stikker det hele heldigvis af i helt nye retninger, og det står hurtigt klart, at ’Rival Dealer’s tre numre vil komme til at redefinere Burials image, selv om ep’en egentlig peger i to vidt forskellige retninger. Titelnummeret ligger ud med et jungle-inspireret breakbeat og en spøgelsesagtigt hvinende synthflade, mens anden halvdel tonser derudaf med et – for Burials vedkommende – brutalt anmassende firefjerdedels beat akkompagneret af en flosset bas. Pludselig befinder Burial sig faktisk midt på dansegulvet.

Læs også: Året der gik: De 10 bedste udenlandske ep’er

Det kunne tyde på, at det har været en skræmmende oplevelse, for resten af udgivelsen bevæger sig i en fundamentalt anden retning og er udtryk for det reelle nybrud i Burials lyd. Det er som om, at titelnummeret fungerer som løfteraketten ud af den menneskefjendske storbymelankoli og tager os med til det sted, som Burial egentlig helst vil være. Allerede mod slutningen af ’Rival Dealer’ pibler nænsomme og blide melodier frem. På mellemspillet ’Hiders’ slår det lette, men stadig dybt melankolske tema ud i lys luge og eksploderer mod slutningen i M83’ske dimensioner, der sagtens kunne have varet en hel del længere.

Over 13 minutter fuldender ’Come Down to Us’ forvandlingen med et ringlende hiphop-groove som det gennemgående skelet. Burials nyfundne omsorgsfulde hjerte stikker næsten af med ham til tider, men han formår stadig at hoste op med et basgrynt hist og her, så der ikke går totalt intergalaktisk Kumbaya i den. Anti-mobbe-musik har Burial kaldt sin nye ep, og det er en god betegnelse for, hvem Burial altså også er.