Young Magic

Genrekrydsning på højt plan, der bindes sammen af Melati Malay rumklangsindpakkede vokal.

Efter en 30 sekunders ambient intro sætter Brooklyn-baserede Young Magic i gang med slæbende jazztrommer og en basgang, der i sin funky minimalisme giver mindelser om Connan Mockasins titelsang ’Forever Dolphin Love’. Når en rumklangsindpakket kvindevokal kort tid efter blander sig med blide klokkestrøg og en sitar, er resultatet noget nært overvældende rart. Og så er vi endda kun nået til førstesinglen ’Fall In’.

Young Magic, der udgøres af den indonesisk-fødte sanger Melati Malay og den australske producer Isaac Emmanuel, har siden debutalbummet ’Melt’ fra 2012 haft travlt med at turnere og indsamle lyde på deres rejser. ’Breathing Statues’ er en sammensætning af disse audiosouvenirs fra destinationer, der tæller Marokko, Tjekkiet og Island, og resultatet er en ekstremt indbydende lydkollage af bløde teksturer, trippede beats og kuriøse samples.

Læs anmeldelse: Young Magic ‘Melt’

Den overordnede stemning er malet i mørke og skæve strøg. For eksempel bidrager dét, der lyder som en japansk koto, til melankolien på ’Foxglove’, og herefter optrapper et bagtæppe af små metalliske støn uhyggen på den dystert housede ’Something in the Water’. Så, lige før det når at kamme over i ensformigt chillwave, kaster de sig ud i en tilbagelænet duet på den synthpoppede ’Holographic’, for dernæst at lade Isaac kaste nogle nedpitchede rim på den bastunge ’Mythnomer’.

Det er altså genrekrydsning på et virkelig højt plan, men fordi Young Magic denne gang har ladet Malays sang og en forfriskende harpe binde albummet sammen, er udtrykket langt mere samlet og melodisk stærkt end deres konsekvent kalejdoskopiske, men også rigtig fine debut.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Young Magic. 'Breathing Statues'. Album. Carpark.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af