Parquet Courts

Okay. Vi har efterhånden fået etableret, at Parquet Courts – trods deres dovenlarsede image, hvor det, at billedsiden til deres seneste single er en kattevideo ikke løfter mange øjenbryn – faktisk har pissehamrende travlt, lige fra det punkede tempo i mange af deres sange, til frekvensen af deres output.

Fire udgivelser på fire år er imponerende. Men når man kaster et hurtigt elevatorblik på gruppens tredje album, så kunne man ønske sig, at Brooklyn-outfittet måske stoppede op, trak vejret og så sig lidt omkring.

Det, de i forbifarten har glemt, er især at skrive sange. Der er simpelthen intet på albummet, der når højdepunkterne på gennembruddet ‘Light Up Gold’ til sokkeholderne. Og det selv om Parquet Courts har styr på eksekveringen, lige fra deres lyd over frontmand Andrew Savages speed-prædikende vokaler til den velsammenspillede rytmesektion, der forankrer gruppen perfekt i alle tempi. For ‘Sunbathing Animal’ forsøger sig nemlig også med at afveksle det tjeppe tempo med slackerrock-sløve adspredelser strøet ud over skivens tre kvarter.

Læs anmeldelse: Parquet Courts ‘Light Up Gold’

Problemet er bare, at der ofte ikke er meget at eksekvere på, og vi har efterhånden hørt Parquet Courts høvle uinspireret rundt i lidt for mange et-to-akkorders minimalrock-skæringer til, at det forbliver spændende over endnu et helt album. Der er dog enkelte undtagelser, der redder helheden fra at være gennempinlig.

Åbneren ‘Bodies’ er skivens catchy højdepunkt, som får en til at længes efter ‘Light Up Gold’, mens ‘Dear Ramona’s tilbagelænede sludren-nede-på-gadehjørnet fortælling er underholdende, og ‘Ducking & Dodging’ demonstrerer, hvordan førnævnte, monomane formel kan løftes til mere end meningsløs hoppen på stedet.