Spoon

Længe frygtede man, at Texas-kvintetten var dømt til i al evighed at lide anmelderdarling-forbandelsen, hvor et velfortjent bredere gennembrud ville udeblive, og bandet i stedet måtte affinde sig med at være for de få indforståede.

I 2007 kom gennembruddet imidlertid med albummet ’Ga Ga Ga Ga Ga’, som blev en større succes, selv om det ikke var helt så respektindgydende som Spoons tidligere meritter. De opadgående salgstal og den nedadgående formkurve fortsatte på ’Transference’, som var lyden af et inspirationsstagneret orkester, der virkelig trængte til en pause.

Pausen har varet fire år, så i den forstand burde batterierne være genopladet, men afbrækket har desværre ikke gavnet tilstrækkeligt på nærværende album, hvor det sangskrivningsmæssige momentum, de skæve små indfald og den fede lyd, der førhen var allestedsnærværende hos gruppen, ikke er så præsent, som man kunne ønske det.

Gruppen har ellers hyret garvede Dave Friedmann til at producere. Hans bidrag er imidlertid resulteret i et grødet, poleret og temmelig ufarligt lydbillede, der ofte er mere behageligt end egentligt vedkommende.

Når det så er sagt, er her dog langtfra tale om den rene elendighed. Numre som den desperat pulserende ’Rainy Taxi’, den suggestivt flakkende ’Outlier’ samt det kækt løbske titelnummer besidder nogle af de kvaliteter, som man værdsætter gruppen for. Men har man et Spoon-album mellem hænderne, forventer man lidt mere end blot det jævnt udmærkede.