Karen O

Borte er den attitude- og modebevidste rockdiva, og i hendes sted står en ekspressiv sangerinde med betænkeligheder mod at lade sit følelsesliv rase af sted med hende.
Karen O
Foto: Barney Clay

Hør hele albummet HER.

Kærlighed er en kompliceret størrelse, og det er forstadiet, forelskelsen – den gryende, den stormende og den som aldrig udvikler sig – der er omdrejningspunktet for Karen O’s første soloalbum med den passende titel.

Og vi kan lige så godt få det clearet med det samme: Hvis man forventer et album i dur med Yeah Yeah Yeahs’ cool, stramme og strømlinede rock, bliver man slemt skuffet.

Albummet er derimod skramlet lo-fi-pop, undfanget i Karen O’s soveværelse, hvor melodierne smager mere af demoagtige skitser end færdige sange. Med en gennemsnitlig spilletid på halvandet minut fremstår albummets 15 numre som vignetter – på tegnebrættet og i stadig udvikling – forankret i samme tematik.

Den kompakte og lettere ufærdige form er også albummets force og medvirker til, at der bliver holdt skarpt fokus og skåret ind til benet. Her er ikke tid til at trisse tøvende rundt om den varme grød: »Love’s a fuckin’ bitch / it’s gonna leave me blue«, proklamerer hun kontant i den asiatisk-klingende ‘Rapt’.

I det hele taget gør albummets ramme modtageren mere lydhør over for teksterne. »The worst is gonna come out slow / cold, let her walk away / young, never love again«, lyder det i ‘Visits’, hvor Karen O nærmest på forhånd afskriver forelskelsen, mens hun i den melodiøse ‘King’ synger: »Is he walking on the moon / I hope I don’t find out too soon«. En koncis registrering af ønsket om at bevare idealet flettet ind i bevidstheden om, at det kan briste, når forelskelsen har lagt sig.

I de summende kassettebåndsagtige optagelser gemmer sig en række underfundige elementer, der både fremhæver charmen og æstetikken i projektet og understreger melodiernes styrke. Blandt andet på ‘Singalong’, hvor ustemt guitarspil, lidt fløjteri og to vokaler småfalsk netop lægger op til, at man stemmer i. Og den fremragende ‘Body’, hvor sangerinden både illuderer ensom-cowboy-på-prærien-stemning med stemmen og lader noget, der lyder som en distortet el-tandbørste, agere knitrende baggrundskulisse, mens bjældeklang er det rytmiske fundament.

Borte er den attitude- og modebevidste rockdiva, og i hendes sted står en ekspressiv sangerinde med betænkeligheder mod at lade sit følelsesliv rase af sted med hende. Det klæder Karen O at fremstå så sårbar og i lo-fi-gevandter, bedst som man troede, at man havde rubriceret hende.

Dette hamskifte fortjener respekt, og ‘Crush Songs’ anbefales til enhver, som mærker en stikken i hjertet – enten af glæde eller skuffelse. Albummet favner de stadier, som udgør enhver forelskelse.

Karen O. 'Crush Songs'. Album. Cult/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af