FKA Twigs – englefryd og kuldegysninger
Man kunne godt blive i tvivl, om det var en koncert eller en performance, man skulle være vidne til, når man blot studerede sceneopstillingen til FKA Twigs’ første danske optræden. Med tydelig inspiration fra Ghetto Gothik-æstetikken var scenen dekoreret med gigantiske glødepærer opstillet som fakler omkring de tableauer, hendes tre musikere befandt sig bag.
Settingen mindede næsten om et øråd i Robinson, og det var da også med en vis andægtighed, at Tahliah Barnett indtog scenen i et outfit, der genkaldte Janet Jacksons ’Rhythm Nation’-dage.
Den spændte stemning blev dog brudt, da skærebrænder-synthen og den syntetiske marimba fra ’Lights On’ flænsede lydtapetet og åbnede portene til hendes urbane industrial-katedral, hvortil vi som disciple var valfartet. Alders- og kønsspredningen var påfaldende stor blandt publikum i et udsolgt Store Vega, hvilket formentlig vidner om sangerindens brede appel og store plasticitet, såvel musikalsk som seksuelt og kropsligt.
Læs anmeldelse: FKA Twigs ‘LP1’
Sidstnævnte viste Twigs også prøver på flere gange igennem aftenen, når hun med sin hypermobile motorik muterede til både en flagermus ved nattetide og en emanciperet Pinocchio og i bogstaveligste forstand inkorporerede elementer fra stilarterne locking, popping og flexing.
Samme ubesværethed fandt man i hendes stemmes bevægelighed mellem alle niveauer i registret – selv om man i første halvdel af showet godt kunne være i tvivl om forholdet mellem live-instrumenter, der primært var udgjort af trommemaskiner, og backtracket, når numre som ’Give Up’ og ’Water Me’ blev gengivet meget lig studieversionerne.
Det var også først efter aftenens foreløbige højdepunkt, en næsten kvidrende udgave af ’Pendulum’, at hun smed uniformen og skiftede persona til sit mindre kontrolbesatte jeg. Ikke blot blev sangene herfra mere akustiske og dansen mindre koreograferet – den lyssky Twigs takkede endda for fremmødet. Selv om det var kort, var det klædeligt med et menneskeligt ansigt på en næsten overnaturligt talentfuld sangerinde, der til tider var så meget i sync med sig selv, at hun risikerede at afkoble forbindelsen til publikum.
Det skete heldigvis ikke, og i stedet fandt den sidste del af koncerten sit klimaks i den afsluttende bro på ’Two Weeks’, hvor Twigs tillod sin stemme at nå oktaver, der næsten antog englefryd, og alligevel krøb ind under huden i en grad, der gav kuldegysninger af den slags, som sidder i kroppen længe efter.
Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra FKA Twigs-koncerten
Læs også: Derfor er vi så fascinerede af FKA Twigs
Læs også: FKA Twigs-interview: Fra ballerina til hyperæstetisk r’n’b-fornyer