Kele

Det kom som et chok for mange Bloc Party-fans, da forsanger Kele Okereke på sin solodebut ’The Boxer’ (2010) sprang ud som fuldblods-electroproducer og ikke mindst, da han året efter fulgte albummet op med den EDM-stinkende ep ’The Hunter’. Nu er der gået fire år og et Bloc Party-album, og desværre savner man i den grad en chokeffekt – noget overraskende eller noget, der i hvert fald ikke lyder så poleret som den kliniske og sterile electrohouse, der bliver præsenteret på Kele andet soloalbum.

Jovist har briten stadig sin særegne stemme og sine kuldslåede kærlighedssange at bygge på, og det er et godt udgangspunkt. Men, når de gode hooks mangler, og Spank Rock-producer Alex Epton ikke formår at bryde de stringente synthstrukturer op med nogle overraskende og svulstige elementer, som han ellers har for vane, så bliver albummet i overvejende grad et søvndyssende bekendtskab. Alt for mange numre, som for eksempel åbneren ’First Impressions’ lyder som noget, der kunne gøre sig som baggrundsmusik til et konformt modeshow.

Ét nummer giver dog i den grad kulegysninger og håb for, at Keles kreative flamme ikke er slukket fuldstændig. På ’Like We Used To’ lyder han – forstået i bedste mening – som en spøgelsesagtig udgave af sig selv, hvilket passer perfekt til beskrivelsen af et forhold, der er gået i følelsesmæssig tomgang. Når det så bliver suppleret af et minimalt og nedbarberet houseudtryk med kun strøvise antydninger af melodiske anslag, så begynder det pludselig at blive interessant. Ellers er det som om, at Epton og Kele har anstrengt sig for meget på at lave en voksenudgave af moderne electrohouse.

Læs anmeldelse: Bloc Party ‘Four’