Weezer

»Rocking out like it’s ’94 / let’s turn up the radio / turn off those stupid singing shows«, lyder det i den forrygende førstesingle ‘Back to the Shack’ fra Weezers niende album.

Det kan godt være, at Rivers Cuomo og co. er tilbageskuende, men det er dog primært på tekstsiden. Selv om bandet opererer med de samme musikalske dyder som i deres storhedstid, melodiøs powerpop draperet i fuzz-guitarer, lyder det ganske forfriskende, og Weezer formår i momenter at fremstå vitale som et ungt band sulten efter at indtage verden.

Veloplagtheden kan også tilskrives, at bandet atter har allieret sig med Ric Ocasek, som producerede de to selvbetitlede ‘Weezer’-album, den blå debut og den grønne treer, bandets mest succesfulde og stærke udspil.

Dette samarbejde har stimuleret Cuomos sangskrivertalent, som altid har evnet det øjeblikkeligt catchy. ‘Ain’t Got Nobody’, ‘The British are Coming’ og ‘Foolish Father’ går rent ind og vil behage såvel gamle fans som nye tilkommere.

De lettere kitschede elementer, der altid har været en charmerende del af bandets udtryk, er også tilstede her med det gadedrengeagtige fløjteri i ‘Da Vinci’. Dog får disse lige vel meget sendetid, når bandet spiller med teaterrock-musklerne i den opulente trilogi ‘The Wasteland’/’Anonymous’/’Return to Ithaka’ og ‘I’ve Had It Up to Here’, hvor kærligheden til Queen, hair metal guitar-shredding er åbenlys.

Men alting bliver som bekendt godt til sidst, og selv om vi ikke skriver 90’erne længere, har Weezer med indeværende album stadig berettigelse på den alternative rockscene.

Læs anmeldelse: Weezer ‘Hurley’