Vild med Mark Ronsons ‘Uptown Funk’? Få mere med de her 10 groovy mesterværker

UptownFunk-717x375
Mark Ronsons bibeskæftigelse som dj og pladesamler
kommer ham til gode på hans nye album ’Uptown Special’, for der er i den grad tale om en mand, der kender sine klassikere. Hvor megahittet ’Uptown Funk’ åbner op for et ocean af associationer til 80’ernes mere elektronisk orienterede funk, trækker et nummer som ’Feels Right’ tydelige tråde tilbage til James Brown. Nogle af referencerne er således meget eksplicitte, mens andre er mere subtile, men fælles for mange af numrene på albummet er det, at funken får fortrinsret.

Hvis man har lyst til at gå Ronson i bedene, kan man derfor passende starte med disse ti klassiske plader fra 70’erne og 80’erne.

1. James Brown ‘In the Jungle Groove’ (1986)

Det er ikke første gang i karrieren, at Mystikal er blevet sammenlignet med James Brown, men det må alligevel siges at være en mindre genistreg af Mark Ronson at hente den detroniserede New Orleans-rapper frem fra gemmerne (og tremmerne), for han lader ikke legenden meget efter, hvad angår bid og nerve. Vil man have syn for sagen, skal man bare lytte til opsamlingspladen ’In the Jungle Groove’, der indkapsler den klassiske James Brown-lyd med de usvigeligt groovy trommer og den overlegne timing, og hvorpå den Mystikal-gæstede ’Feels Right’ fra ’Uptown Special’ snildt kunne have figureret.

Få meget mere funk på de følgende sider.

2. Stevie Wonder ’Original Musiquarium’ (1972)

’Original Musiquarium’ er egentlig en delvis opsamlingsplade, der afrundede Stevie Wonders klassiske periode og introducerede en mere kommerciel, men også mere succesfuld tid. Albummet indeholdte dog også fire nye numre, hvoriblandt ’That Girl’ har været angivet som eksplicit inspiration til ’Uptown Special’ af Mark Ronson, der har Stevie Wonder som sit absolutte forbillede. Det må derfor også beskrives som noget af en landvinding, at han har fået den legendariske musiker til at medvirke på albummet og indramme det med sin mundharmonika-signatur på henholdsvis introen ’Uptown’s First Finale’ og outroen ’Crack in the Pearl, Pt. II’.

3. Chaka Khan ‘I Feel For You’ (1984)

Ronson og hans co-producer Jeff Bhasker gik angiveligt efter en sanger, der kunne indfange en ung Chaka Khan på nummeret ’I Can’t Lose’, og man må sige, at det lykkedes med den kun 23-årige præstedatter Keyone Starr (som de i øvrigt fandt ved en rejse gennem det sydlige USA). Hverken hvad angår stemmeføring eller musik er der således langt fra ’I Can’t Lose’ til ’This Is My Night’, ’Caught in the Act’ og titelnummeret fra Khans progressive ’I Feel For You’-plade, der omfavnede en mere elektronisk baseret funk med hjælp fra blandt andre Melle Mel og Stevie Wonder.

Prince20141
4. Prince ’For You’ (1978)

Mark Ronson har selv erklæret, at det er en tilfældighed, hvis ’Uptown Funk’ har nogle ligheder med den Minneapolis Sound, som Prince populariserede, på trods af at størstedelen af verdens anmeldere har bemærket koblingen. Nuvel, hvis man godtager argumentet fra Ronson, kunne sammenligningen givetvis forklares med Bruno Mars’ og co-produceren Jeff Bhaskers tilstedeværelse på nummeret, idet de også arbejdede sammen på førstnævntes seneste plade, der har flere Prince-lignende numre – ikke mindst singlen ’Treasure’, som i stil minder om ’Just As Long As We’re Together’ fra Prince’s noget oversete, men voldsomt melodiske debutplade.

5. Quincy Jones ’The Dude’ (1981)

Mark Ronson er vel det nærmeste, man kommer en nutidig Quincy Jones med begges kærlighed for et funky groove, men også tilbagelænet jazzfusion. Lytter man til instrumentalnummeret ’Velas’ fra ’The Dude’ er det heller ikke svært at høre, hvor Ronson har fundet inspirationen til introen og outroen på ’Uptown Special’.

Selv om den amerikanske legende normalt spænder over et større genrerepertoire, og nogle af hans derfor fans kritiserede ’The Dude’ for at være et knæfald for en mere iørefaldende easy listening-stil, står albummet stadig som et hovedværk i Quincy Jones’ diskografi med gæster som Stevie Wonder, Michael Jackson og ikke mindst den underkendte keyboardspiller Rod Temperton, hvis aftryk på arrangementerne Ronson også kigger til på numre som ’Uptown Funk’ og ’Heavy and Rolling’.

6. Cameo ’Word Up!’ (1981)

Der gik ikke lang tid fra udgivelsen af den hyperpopulære ’Uptown Funk’ til, at fans begyndte at udrede singlens musikalske referencer, og en af de første, der dukkede op, var 80’er-funkbandet Cameo med deres dansegulvsorienterede electrofunk, der – selv om det umiddelbart ikke lyder sådan – er spillet med rigtige instrumenter.

På trods af, at Cameo har vundet fans hos alt fra Mariah Carey til Korn (der har lavet et cover af ’Word Up!’), og OutKast engagerede bassisten Aaron Mills på deres ikoniske ’Stankonia’-plade, har bandet aldrig opnået samme anerkendelse, som mange af deres samtidige.

7. Zapp ’Zapp’ (1980)

Ligesom med Minneapolis har Dayton også haft en blomstrende funkscene, der tæller prominente navne som Bootsy Collins, Slave og ikke mindst familiebandet Zapp, der bestod af de fire Troutman-brødre samt Gregory Jackson og Bobby Glover. Gruppens bumpende talk box-funk er blevet samplet utallige gange og var blandt andet med til at danne grundlag for 90’ernes G-funk. Lyt for eksempel til deres største hit ’More Bounce to the Ounce’, der blev samplet på Tupac og Dr. Dre-klassikeren ’California Love’, og også agerer tydelig inspiration for ’Uptown Funk’ med dens hærdebrede basslicks og electrofunkede attitude.

8. Steely Dan ’Aja’ (1977)

Ser man bort fra singlerne ’Uptown Funk’ og ’Feel Right’, der tydeligt trækker på henholdsvis James Brown og Dayton Funk som Bootsy Collins, Slave og Zapp & Roger, er Steely Dan måske den mest gennemgående reference på hele ’Uptown Special’ med den funkede jazzrock, de næsten er blevet synonym med.

Indflydelsen er tydeligst på ’Summer Breaking’, der har store musikalske ligheder med Steely Dans ’Do It Again’, men også ’Daffodils’ og ’Crack in the Pearl’ har elementer af bandets lyd. Deres album ’Aja’ er da også gået over i musikhistorien som et af de mest velproducerede gennem tiden, og derfor er det heller intet under, at Ronson har kigget hertil.

9. Teena Marie ‘It Must Be Magic’ (1981)

Det er ikke helt ved siden af at kalde Teena Marie for den hvide Diana Ross. Dels fordi meget af hendes indledende materiale oprindeligt var skrevet til dronningen af Motown, og dels fordi mange lyttere fejlagtigt antog, at hun var sort på grund af hendes sjælfyldte klang.

Selv om Ronson selv har angivet Chaka Khan som inspiration for ’I Can’t Lose’, kan man som lytter også roligt kigge til ’It Must Be Magic’, hvis man søger noget af den samme nerve og energi som hos Khan. Førstesinglen ’Square Biz’ tager næsten pusten fra en som lytter, og er – ligesom resten af albummet i øvrigt – skrevet og produceret af Teena Marie selv.

10. The Time ‘What Time Is It?’ (1982)

Sammen med producerduoen Jimmy Jam & Terry Lewis er The Time måske de fremmeste repræsentanter for den Minneapolis Sound, som Prince og hans entourage populariserede i slut-70’erne med minimalistiske trommemaskiner, accentuerede synths og fremtrædende guitarriff, som det også høres på ’Uptown Funk’.

Både Jam & Lewis var da også medlemmer af The Time, alt imens Prince varetog det meste af produktionen og fremfører næsten-hittet ’777-931’ egenhændigt, selv om han formelt set ikke var med i gruppen.

Læs anmeldelse: Mark Ronson ‘Uptown Special’

Læs også: Video: Se Mark Ronson og Bruno Mars funke den op hos Ellen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af