Mark Ronson

5 6
Overlegne gæster og lutter singlemateriale på Mark Ronsons funkdrøm af et album.
Mark Ronson

Der er mange ting, der kunne gå skævt med Mark Ronsons fjerde album. Allerede på papiret lyder prospektet som en opskrift med et mylder af faldgruber: Stjerneproducer inviterer et væld af gæster i studiet for bare at jamme den lede, fede funk dagen lang. Og hvor mange gange har vi ikke tidligere fået med skuffejernet af pikspillere, der bare har brugt prominente features som tvivlsomme krykker for at holde selv det spinkleste materiale oprejst?

Heldigvis er gæsterne på Ronsons første album i næsten fem år ikke bare salgsorienteret pyntenips eller hækspoilere på en kynisk produceruniform, og heldigvis er Mark Ronson heller ikke din gennemsnitlige, småfedtede studierotte, men en velverseret musiker og sangskriver i sig selv. Således udfolder helheden sig som en gedigen og gennemført funkskive med en klar, skarp vision. Albummet katapulterer med stor succes lytterens tankesæt årtier baglæns i tiden og iscenesætter de indbudte gæster i en sammenhæng, så man ikke skulle tro, at de havde lavet andet end at hænge på Ronsons skuldre som verdens cooleste backingband.

Selvfølgelig er Stevie Wonder på overlegen hjemmebane, når han udlåner sin nærmest varemærkeberettigede mundharmonika-lyd til albummets bogstøtter, ‘Uptown’s First Finale’ og lukkeren ‘Crack in the Pearl pt. II’. Men selv fisk fra markant fjernere vandhuller synes som skræddersyet ind i baglommen på Ronsons funky stretchbukser – såsom Tame Impala-frontmanden Kevin Parker med sit karakteristiske, humlebi-summende guitarlir, der svøber flere af skivens numre i lyserøde, fuzzpelsede fjerboagevandter – mest markant på ‘Leaving Los Feliz’, som han også synger på.

Ronson har ganske enkelt forstået at plukke de rette mennesker til de rette roller, og han behandler dem både med respekt og som de virtuose forlængelser af deres instrumenter, de er. Det er i tilgift et blåstempel, at selv enere som den rabies-bjæffende rapkøter Mystikal kan få lov at rulle svaberen helt ud, uden at helheden lider under ham.

Hvad mere er: Hvert enkelt nummer på albummet føles nærmest singleværdigt i sig selv. Hvis Daft Punk kunne forføre hele verden til at sluge deres pseudopatinerede disco råt med ‘Random Access Memories’, så er der simpelthen ingen grund til, at denne plade ikke også skulle kunne blive en regulær kioskbasker. For her er der virkelig tale om noget, der transcenderer funkens vanlige, udslidte mælkechokolade-adjektiver – det lækre og cremede. Det er funk med følelse og finesse – og det er oftest afvæbnende veldrejet.

Læs også: Er du vild med Mark Ronsons ‘Uptown Funk’? Få mere med de her 10 groovy mesterværker

Mark Ronson. 'Uptown Special'. Album.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af