1. Mew ‘Satellites’
Man skal have et hjerte af sten, hvis man ikke fik bare en lille klumb i halsen, da Mews comebacksingle ‘Satellites bragede ud af højttalerne første gang. Alle var tilbage: Bo Madsens intrigante guitarfigurer, Silas Graaes bombastiske trommer, Jonas Bjerres’ umiskendeligt følsomme falset, og som toppen af kransekagen den hjemvendte søn, Johan Wohlert, hvis bas giver ‘Satellites’ sin helt speciele fremdrift.
Det her var Mews første single i seks år – majestætisk og storladent, men med følelserne uden på tøjet. Selve lyden var en slags tilbagegåen til ‘And the Glass Handed Kites’ – en musikalsk slipstrøm, som Mew i vores optik hellere end gerne må lade sig forføre af igen. ‘Satellites’ peger frem mod albummet ‘+ –’, der lander den 27. april.
2. Kanye West ‘Only One’
Noget af det mest forunderlige ved Kanye er, hvordan han efter mere end ti år i gamet kan blive ved med at overraske. I stor stil endda. Her skal vi tilbage til nytår, hvor Yeezy slog sig sammen med ingen ringere end Paul McCartney til den blide ballade ‘Only One’, der er noget af det ømmeste, vi nogensinde har hørt fra Chicago-sønnen. Sangen er skrevet ud fra vinklen af Wests afdøde mor, Donda, der kigger ned på sine to engle: Kanye og datteren North West, som også spiller en stor rolle i den mere end nuttede musikvideo.
Singlen var et direkte modsvar til det frembrusende, voldsomme ‘Yeezus’-album, og diskussionen gik straks på, om familielivet havde gjort Kanye blødsøden. Det spørgsmål må man vente på det fulde album med at få besvaret, men sikkert er det, at rapperen i øjeblikket virker til at have lagt megalomanien på hylden til fordel for babydun. Om man blev rørt eller ej, er én ting sikkert: Nysgerrigheden blev på ny vakt til live, og vi ser frem til endnu et år i Kanyes tegn. På godt og ondt.
3. Mark Ronson feat. Mystikal ‘Feel Right’
Det Bruno Mars-gæstede kæmpehit ‘Uptown Funk’ var et naturligt højdepunkt på Mark Ronsons vanvittigt sjove og vanvittigt groovy ‘Uptown Special’-album, men en anden genistreg var inkluderingen af den gamle rapkøter Mystikal, der på ‘Feel Right’ nemmest kan beskrives som komplet manisk, når han skiftevis speedsnakker og råber linjer som »still rapping, slapping kittens and grabbing my crotch«.
Hornene sidder dertil lige i skabet, mens guitarriffet lyder som den musikalske ækvivalent til Prince på et dansegulv. Mystikal sad fra 2004 til 2010 i fængsel for at have tvunget sin hårstylist udi seksuelle ydelser, så det var på sin vis også et goodwill-gamble af Ronson at hive den udskældte rapper med på så stort et popalbum. En chance, der, hvis man udelukkende fokuserer på musikken, resulterede i en funky energiudladning af de helt sjældne.
4. ASAP Rocky ‘Lord Pretty Flacko Jodye 2’
»I’m a Lord motherfucker, better greet him if you see him«, lyder det på ‘Lord Pretty Flacko Jodye 2’.
Det virker som om, at ASAP Rocky er i et humør, hvor han føler sig lidt tilsidesat. Man skal efterhånden tilbage til januar 2013 for at finde hans debutalbum ‘Long.Live.ASAP’, og i en hiphop-virkelighed, hvor nye rappere popper frem hurtigere end ukrudt i dine bedsteforældres have er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. I det her tilfælde er resultatet dog sundt, for det virker til at have gjort noget ved ASAP, der lyder mere sulten end i lang tid på det to minutter lange track, der blev sluppet omkring nytår.
Der er kun én fashion killer, kun én rapper, der går i Raf Simons-udgaven af Stan Smith-skoen, og kun én sand hertug indenfor hiphoppen. Tracket er produceret af Chicago-duoen Nez & Rio, og den beskidte bund er det perfekte akkompagnement til Rockys ganske triumferende spankulering tilbage i spotlyset. Spørgsmålet er, om han har nok ammunition til at lege med i et år, der efter alt at dømme byder på nye album fra Kanye, Drake, Kendrick og Chance the Rapper?
5. Beyoncé ‘7/11’ (DJ Mustard remix)
DJ Mustard havde hiphop-verdenen i sin hule hånd hele vejen igennem 2014, men begyndte året med at overføre sin karakteristiske lyd til et par højtprofilerede remixes. Produceren havde fingrene i Ty Dolla Signs ‘Stand For’ og Rihannas ‘FourFiveSeconds’, men klarest strålede hans mere end klubvenlige remix af Queen B’s ‘7/11’, der fik strøet lidt sennep over sig med gennemborende synths, dundrende trommer og et tempo, som selv Beyoncé ville blive forpustet af at danse med til. Dijon McFarlane, som DJ Mustard er født, havde allerede bevist, at hans minimale hiphop-produktioner var lyden af lige nu, og det her hektiske remix beviste, at der ikke var nogen grænser for, hvad Mustard kunne snuppe og omdanne til sit eget.
6. Tobias Jesso Jr. ‘How Could You Babe’
Tobias Jesso Jr. er en gammel sjæl fanget i en (nogenlunde) ung krop. Hans vidunderlige barcroon sidder lige i skabet: Svingende, et eller andet sted smånaivt, men stadig emmende af levet liv på trods af, at krøllerne dækker over 29 somre. ‘How Could You Babe’ er Jessos indtil videre helt store kærlighedsøjeblik – en skrålende erklæring til kvinden i hans liv: ‘Hvordan fanden kunne du finde sammen med ham den anden?’ Gospelkoret og det tungsindige piano er én ting, men noget af det smukke ved Jesso Jr. er, hvordan det ikke bliver flæberi.
Teksten er sådan set dybt ulykkelig – »when I found out you’d gone and met a new man / I felt so lonely that I cried, I cried, I cried / how could you babe?« – men der er noget med hans levering, James Brown-skriget til sidst, der bare gør det fandens groovy. Og dén modsætning er fantastisk.
Tobias Jesso Jr.’s album ‘Goon’ er ude den 16. marts og kunne meget vel gå hen og blive en af årets allerstærkeste debuter.
7. Frank Ocean ‘At Your Best (You Are Love)’
Lad os bare være ærlige: Når et nyt Frank Ocean-track rammer internettet smider vi alt, hvad vi har i hænderne. Med ‘At Your Best (You Are Love)’ var der dog (desværre) ikke tale om en forsmag på et kommende album, men et cover af The Isley Brothers’ gamle kærlighedserklæring, som Aaliyah også fortolkede på sit debutalbum. Franks åbenrigtige udgave udkom dagen efter, at Aaliyah ville have haft fødselsdag, og den nedbarberede ballade skal nok ses som en hyldest til den afdøde r’n’b-sangerinde. Her er ikke meget andet end et piano til at ledsage Oceans vokal, der dog bærer sangen inderligt fremad fra den ene falsetstrofe til den anden. En fin mellemstation inden en rigtig single. Som til gengæld gerne på lande snart. Meget snart…
Lyt her:
8. Natalie Prass ‘My Baby Don’t Understand Me’
Det er altid fantastisk at opdage nye kunstnere, hvis musik går lige i hjertekulen. Specielt hvis det drejer sig om musikere, der først lige er kommet i gang, og i endnu højere grad, hvis debutproduktet virker næsten for perfekt til at være en jomfrurejse. I så fald kan man nemlig oveni musikken gå og fryde sig over, hvad fremtiden kommer til at bringe.
Sådan var det med Natalie Prass, der efter en tid som backup-sangerinde for Jenny Lewis udgav sit debutalbum, der var lavet i tæt samarbejde med high school-vennen Matthew E. White, hvis pladeselskab Spacebomb også stod for det praktiske. Prass bevæger sig i en blid bue udenom alt, der emmer af zeitgeist, og står i stedet som eksponent for en klassisk sangskrivertradition, der er ren himmerige i al sin 70’er-vellyd.
Det er svært at vælge, men singlen ‘My Baby Don’t Understand’ er måske højdepunktet med sin melodramamatiske, men alligevel nemt relaterbare tekst om kærligheden, der med tiden driver ud i sandet. Nogle taler om en mindre form for retrobølge med 70’erne som yndet musikalsk rejsemål, men det handler ikke rigtigt om at gå på rov i fortiden, men om at gå tilbage (eller frem) til et stadie, hvor den gode sang ene og alene er i centrum.
9. Rangleklods ‘Lost U’
Rangleklods har været rimelig fraværende siden debutalbummet ‘Beekeeper’ fra 2012, men i mellemtiden er der altså sket ting og sager for bagmanden Esben Andersen. Han har for det første fået nyt pladeselskab, danske Tambourhinoceros, men allervigtigst udvidet projektet, der med inkluderingen af Pernille Smith-Sivertsen nu officielt er en duo.
‘Lost U’ er første single fra det kommende album ‘Straitjacket’ (ude 18. maj), og viser et udvidet fokus såvel som en helt basal stigning i kvalitet. Det er klubmusik til høretelefonerne med rytmebunden, der næsten klinger som de der hule plastikrør, man bankede på ude på Experimentarium som barn. Smith-Sivertsens spinkle falset smyger sig om de hidsige synthstykker, der lyder bestemte i deres forsøg på at overtale lemmerne til at få motion, og der er i det hele taget pakket et hav af ideer ned over selve grundtracket. Det skal blive spændende at høre, hvad duoen har til os over et helt album.
10. Björk ‘Black Lake’
Internettet kan som bekendt være et ondt sted, og man fik medlidenhed med Björk, da hendes album ‘Vulnicura’ blev leaket kort tid efter, at det overhovedet var blevet offentliggjort. Den islandske sangerinde plejer altid at gøre et stort nummer ud af selve udgivelsesprocessen, men denne gang ramte albummet råt for usødet – det var bare at lytte og forholde sig til det virvar af komplekse følelser, der sprang ud af det hjerteskærende omdrejningspunkt: Bruddet med kunstneren Matthew Barney.
Albummet, der kronologisk beskriver Björks emotionelle proces, er en historie for sig, men måske stærkest står midterstykket ‘Black Lake’ – en ti minutter lang og hele vejen igennem intens blanding af strygere og bidske, elektroniske beats. Sangen omhandler eftersigende Björks følelser to måneder efter bruddet, og er stedet, hvor hun langer ud efter Barney – hendes ‘diss’-track, er ‘Black Lake’ blevet kaldt. Beskyldninger, men også forvirring og frustration. En gribende magtesløshed.
Tjek for eksempel disse to linjer:
»I did it for love / I honoured my feelings / you betrayed your own heart / corrupted that organ«.
»You fear my limitless emotions / I am bored of your apocalyptic obsessions / did I love you too much?«
‘Black Lake’ gør ondt, og det er ikke overraskende, at Björk har svært ved bare at tale om musikken. Hendes interview med Pitchfork er dybt rørende, og har man sat sig ind i albummet, er det svært ikke at få samme klump i halsen, som hun selv gør flere gange undervejs.
Sangen kan ikke streames på internettet. Køb albummet – det kan anbefales.
Læs også: De her 10 album skal du høre i februar