Tiden er de senere 70’ere, og som en naturlig udvikling springer postpunken ud – en mere eksperimenterende udgave af punkens renhed, der med fikspunkter som desillusion og tristesse har for vane af udforske sindets mørkeste afkroge. Siden slut-90’erne har en lang række bands formidlet lyden videre i den såkaldte postpunk-revival, men mange af de originale bands har været så toneangivende, at lyden ofte har været svær at puste nyt liv i.
Lige præcis det formåede Viet Cong dog som det første band i lang tid med deres debutalbum fra januar, og torsdag aften kan canadierne opleves på Loppen i København. I den anledning giver vi her et lynkursus i postpunkens lyksaligheder med en gennemgang af ni essentielle album fra guldalderen 1978-1982.
1. Wire ‘Chairs Missing’ (1978)
Et særkende ved postpunk er bands i konstant, rivende udvikling. Derfor er det også sigende, at man allerede kort tid efter Sex Pistols’ gennembrud mærkede de første skvulp til punkens næste bølge. Wire udsprang af den oprindelige engelske punkscene, og deres debutalbum ‘Pink Flag’ (1977) er da også 21 lynhurtige knaldperler fordelt på 35 minutter. Men allerede på kvartettens andet album, udgivet blot otte måneder senere, udforskede de et mere eksperimenterende og atmosfærisk terræn. Med varieret instrumentering (blandt andet synthesizere og fløjte), implementeret i et råt in your face-udtryk, står ‘Chairs Missing’ som en af postpunkens grundsøjler.
På trods af deres punkrødder lod Wire sig inspirere af progrock, ligesom ‘Chairs Missing’ besidder et avantgarde-orienteret touch ikke ulig samtidige amerikanske bands som Devo og The B-52s. Derudover er Colin Newman og Graham Lewis’ überbritiske fraseringer hørbare i 90’ernes britpop-bølge.
Læs om flere essentielle postpunk-album på de følgende sider.
2. Joy Division ‘Unknown Pleasures’ (1979)
På deres debutalbum indkapslede Joy Division den stemning af trøstesløshed, som prægede unges fremtidsudsigter i forhold til den massive arbejdsløshed, England oplevede i slut-70’erne. Producer Martin Hannett skabte et distinkt lydbillede med lyden af knust glas, fusionen af naturlig og efterbehandlet rumklang og ting som en spraydeodorant, der anvendes percussivt i ‘She’s Lost Control’. En perfekt ramme for kvartettens effektive virkemidler og Ian Curtis’ dystre lyrik.
Joy Division var et arketypisk postpunk-band. Stephen Morris’ maskinelle trommebeat, Bernard Sumners tonalt enkle guitarspil i baggrunden for Peter Hooks fremtrædende bas, samt ikke mindst Curtis’ patosladede barytonvokal har om noget dannet skole og i visse tilfælde obstrueret efterfølgende bands i at finde deres eget udtryk indenfor genren. Således stærkt og centralt står Joy Division også i dag, hvor ‘Unknown Pleasures’ er et helt uomgængeligt album, ikke blot som postpunk-hovedværk, men som en absolut klassiker i rockhistorien.
3. Gang of Four ‘Entertainment!’ (1979)
Ligesom Joy Division inkorporerede Leeds-kvartetten Gang of Four dansable elementer i deres udtryk. Dog i mere udtalt grad med Dave Allens bas som leadinstrument akkompagneret af Andy Gills staccato-guitar, hvis rytmiske krumspring ofte truer med at vælte læsset på debutalbummet. Hvilket kun bidrager til at holde nysgerrigheden fanget. Instrumenternes karakteristiske groove har inspiration fra både funk og reggae, og forsanger Jon Kings tekster er samfundskritiske – omhandlende både konflikten i Nordirland, forbrugskultur samt mediernes fremstilling af politiske demonstrationer.
På trods af, at Andy Gill er eneste tilbageværende originale medlem, er Gang og Four stadigt i fuldt vigør og har netop udsendt deres niende album ‘What Happens Next’. Efterdønningerne af gruppens udadvendte variant af postpunk kan høres hos både Franz Ferdinand og Arctic Monkeys, og Kurt Cobain inkluderede i øvrigt ‘Entertainment’ på en liste over sine all time-favoritalbum.
4. Bauhaus ‘In the Flat Field’ (1980)
Muligvis foranlediget af Joy Divisions succes med singlen ‘Love Will Tear Us Apart’ blev Bauhaus’ debutalbum en mindre kommerciel succes og landede som nummer 72 på den engelske albumhitliste. En bedrift for et band, som kompromisløst og suverænt stod for det kreative udtryk i tilblivelsen. Ingen producer til at influere retningen, men derimod kvartettens tro på egne evner til at afdække sindets afkroge med tyngde og mørk kraft.
Karakteristisk for Bauhaus er en udpræget rå lyd med distortion på såvel David J’s bas som på Daniel Ashs guitar, hvorover Peter Murphy lader sin weltschmerz-vokal gjalde. Tekstmæssigt er vi også ude i postpunkens dyrkelse af desillusion og tristesse: »In my yearn for some cerebral fix / transfer me to that solid plain / hammer me into blazen pain«, lyder det i titelnummeret. Foruden postpunk-stemplet anses Bauhaus som bannerførere for goth rock.
5. The Cure ‘Faith’ (1981)
Et karakteristika ved postpunken er, at den ikke behøver brage afsted med frenetisk fart. I stedet dvæler musikken ofte ved og forstærker stemning og udtryk ved at gå ned i bpm-gear. The Cure anvendte denne tilgang med stærk effekt på deres tredje album, hvor bassist Simon Gallup og trommeslager Lol Tolhurst skabte de ideelle udfoldelsesrammer for Robert Smith. Ligesom hos Joy Division har guitaren her ofte en sekundær rolle, og er på ‘All Cats are Grey’ og ‘The Funeral Party’ helt erstattet af keyboardflader.
‘Faith’ var albummet, hvor The Cure fandt den identitet, som har positioneret dem blandt rockhistoriens vigtigste bands, ligesom det indvarslede postpunkens genremæssige afart, goth rock. Smiths vision for ‘Faith’ var i øvrigt, at albummet skulle lyde ‘funereal’ – dette ordspil på begravelse og autencitet kan læses som et credo for postpunk-disciplene og deres typisk dystre afsæt.
6. Siouxsie and the Banshees ‘Juju’ (1981)
Blandt London-kvartettens adelmærker er en udtalt lyst til at udforske det soniske og rytmiske parameter, hvilket skaber en unik interaktion mellem trommeslager Budgie og guitarist John McGeoch, hvor diverse percussion-effekter og håndklap går hånd i hånd med intrikate guitarmønstre og huggende akkorder – samtidig med at en stærk popsensibilitet strømmer gennem det bastante udtryk. En kreativ disposition, som ikke alene kvalificerer deres fjerde album på denne liste, men også blev kommercielt honoreret idet ‘Juju’ gik ind på en syvendeplads på den engelske hitliste.
Siouxsie and the Banshees’ udtryk har udkrystalliseret sig i mange retninger. Både 90’ernes dreampop og den feministiske riot grrl-bevægelse lod sig inspirere, ligesom gruppens rytmisk funderede udtryk og Siouxsie Siouxs kraftfulde vokal i de senere år har resoneret hos såvel landskvinderne Savages som danske Nelson Can.
7. The Birthday Party ‘Prayers on Fire’ (1981)
Selv om postpunk på verdenskortet hovedsaligt kan lokaliseres til England, fandt den også en markant medspiller down under. I Melbourne fandt The Birthday Party sammen og vakte hurtigt opsigt, ikke mindst takket været forsanger Nick Caves desperat dramatiske vokal og uforudsigelige sceneoptræden. Flankeret af sin senere makker i The Bad Seeds, guitarist Mick Harvey, væltede de på debutalbummet rundt i et småpsykotisk og charmerende virvar af støn, klaver, blæsere, dissonante guitarer og en halsbrækkende rytmesektion.
Faktisk er ‘Prayers on Fire’ en reaktion mod den engelske postpunk, som Cave og hans slæng ikke nærede høje tanker om. Derfor gik de bevidst i en mere ekstrem retning, hvor det var energien fra deres liveoptrædener, som skulle indfanges, snarere end et bredt spektret atmosfærisk lydbillede. Australiernes postpunk besidder lige dele uregerlig vildskab og nihilistisk arrogance, hvis efterdønninger vi i dag blandt andet oplever hos Iceage.
8. The Gun Club ‘Fire of Love’ (1981)
‘Fire of Love’ er, ligesom The Birthday Party, et fint eksempel på, at postpunk ikke er restringeret til, at man skal stirre udover en grå britisk storby for at finde inspiration. Men at man med den største selvfølgelighed kan bidrage til genren ved at dosere sit hjemlands musikalske arv i et sprudlende opkog. Hvilket er lige præcis, hvad L.A.-bandet The Gun Club gjorde på deres overrumplende debut. Hvor de engelske postpunk-bands dyrkede en maskinel minimalisme, syder og bobler det i Jeffrey Lee Pierces sangskrivning, som er en pærevælling af sydstatsblues, punk og garage.
Såvel punkens godfather Iggy Pop som Jack White har i uforblommede vendinger lovprist The Gun Clubs fortræffeligheder. Hvis blueslegenden Robert Johnson eftersigende solgte sin sjæl til djævelen, lyder Pierce som én, der frivilligt lod sig besætte.
9. The Fall ‘Hex Enducation Hour’ (1982)
Ikke færre end 66 musikere har defileret gennem The Fall i bandets karriere med forsanger/sangskriver Mark E. Smith som eneste gennemgående medlem, hvilket har resulteret i en række udgivelser, hvor diversiteten har skinnet igennem. Bandets udgangspunkt i punk/postpunk-scenen har dog altid været et pejlemærke, og The Falls fjerde album er obligatorisk pensum indenfor genren.
Den konventionelle rockbesætning udvides med både båndmanipulation og diverse percussion-instrumenter, ligesom nysgerrigheden pirres af de lyriske betragtninger: »The Eastern Bloc rocks to Elton John«. Smiths idiosynkratiske, rablende ordstrøm tilsat skramlende og minimalistisk akkompagnement har inspireret kontemporære åndsfæller som Parquet Courts og Ought.
En morsom anekdote til slut: Soul-højborgen Motown (af alle pladeselskaber!) udviste interesse i bandet, men efter at have hørt ‘Hex Enducation Hour’ skrev de prompte tilbage: »Vi ser intet kommercielt potentiale i dette band overhovedet«.
Læs også: Kom med på et trip: 10 essentielle album fra syrerockens guldalder