Best Coast
Det er ikke tilfældigt, at Charles Manson og hans medsammensvorne hærgede i efterveerne fra ’The Summer of Love’, og det er ikke tilfældigt, at begge fænomener fandt sit udspring i Californiens evige sol. Californien er populærkulturens overbefolkede Shangri-la, et sted hvor man kan realisere sine hedeste drømme og gennemleve det ultimative mareridt.
Best Coast er så lidet subtile, at de kalder deres nye (tredje) album for ’California Nights’, og hermed åbner de en hel verden af associationer, allerede inden man har lyttet til en tone – og det må omtrent være hensigten. Efter den bølge af lo-fi-pop fra navne som The Drums og Wavves, der for hvad der allerede føles som en evighed siden knyttede an til populærmusikkens ’californisering’ – med alt hvad det indebærer af sol, sommer, strand, surfing, sex og stoffer – er ideen om et Best Coast-album i 2015 ærlig talt ikke vildt ophidsende.
Beth Cosentino og Bobb Bruno overrasker dog, ikke så meget melodisk eller lyrisk (hvor Californien-auraen stadig hænger som en tyk dunst), men ved at have tilført sangene et branket sukkerlag af produktionstyngde. Her er en mur af tommetykke guitarriff, der har givet bandet et væsentlig mere muskuløst, og mindre uhøjtideligt-dagdrømmende, udtryk.
Inspirationen fra 90’ernes drømmepop og lo-fi er blevet suppleret med powerpop, The Bangles’ 80’er-poprock og den 1960’er-pigegruppe-charme, som Cosentino oser af – ikke mindst på et nummer som ’Run Through My Head’ med ’sha-la-la’-backingkor og det hele. Det nummer lyder ikke så lidt som The Raveonettes anno ’Pretty in Black’.
Sangskrivningen kan ved de første par gennemlytninger virke skabelon-tilskåret, men ved nærmere bekendtskab vækkes sangene til live. Melodierne får flere kanter, vokalen lyser op, guitarerne knaser, spinder, skryder og bruser, så man fyldes med velbehag. ’Jealousy’, ’When Will I Change’ og ’Fine Without You’ er fine sange, der giver appetit på mere.
Lyden er lidt ensformig over 12 sange, og lydmassivet tjener i den forbindelse til at ensrette snarere end differentiere sangene, men på titelnummeret viser Best Coast tillige en dybde og en teksturrigdom, som ellers ikke har været duoens varemærke.
Så selv om al denne sværmen for Californien som en totem for ungdomsfantasier er tyndslidt, så slipper Best Coast mere end hæderligt fra deres dans om guldkalven.
Kort sagt:
Best Coast er et levn fra den seneste californiske lo-fi-bølge anno 2009, men formår på deres tredje album at hæve barren med melodisk potent guitarpop, der skamløst reproducerer sol-sommer-og-strand-æstetikken, men også giver den en tyngde, som den tidligere har manglet.
Læs anmeldelse: Best Coast ‘Fade Away’