Gooms – virtuost samspil og kompleks popsensibilitet

I musikprogrammet Cubase findes en effekt, som hedder ‘The Not So Clever Neighbour’, der skifter toneleje i vokalen, så den bliver afgrundsdyb og snøvlende. En tilsvarende effekt benyttede sanger og guitarist Aske Zidore sig hyppigt af, da Gooms præsenterede deres legesyge og komplekse psychedelia på Atlas.

Efter Oh No Onos opløsning har Zidore slået pjalterne sammen med Suni a Argjaboda, Jens Ramon og Lasse Bækby Buch, og disse betjener henholdsvis guitar/vokal, bas/guitar og trommer. Aldeles virtuost, hvor særligt Buch var som en multifacetteret blæksprutte med komplekse trommefills og opfindsomme mønstre.

Gooms var som et halsbrækkende møde mellem Ariel Pink og Animal Collectives eksperimenterende agenda og en mere mathrock-orienteret tilgang. Det resulterede i en koncert  domineret af temposkift og indtil flere leadforløb på guitarerne mellem Zidore, Argjaboda og Ramon.

Det blev i momenter lidt for indforstået, men numre som ‘Hippieweekend’, ‘Dumpster Juice’ og ‘Slick Giego’ stak positivt ud. Sidstnævnte var den, som tydeligst trak tråde tilbage til Oh No Ono med sin iørefaldende pendulering mellem synkoperinger og umiddelbar popsensibilitet.

Afslutningsnummeret var helt nyt og lå i farezonen for at falde til jorden. »Vi fucker sikkert op«, som Argjaboda proklamerede. Men det gjorde de naturligvis ikke. Dertil var instrumentbeherskelsen og samspillet mellem de fire for overlegent.

Gooms viste sig som et spændende bekendtskab, omend de lidt for spacede elementer med fordel vil kunne tøjles i et strammere sæt fremadrettet.

Læs anmeldelse: Rangleklods på Spot – klubstemning med organisk puls

Læs også: Spot Festival: De fem bedste nye bands vi så fredag