Rockfirkløveret udgav i maj en af årets bedste danske plader og optrådte kort efter på Roskilde Festivals hovedprogram. Vi mødte dem før festivalen, hvor de havde lige så travlt med eksamener og tykke bøger som med at tænke på musik.
Martin Rehof er lidt forvirret, fortæller Frederik Lind Köppen. Det er derfor ikke så underligt, at den lyshårede forsanger ikke er dukket op til mit første møde med Communions på Vinstue 90 på Frederiksberg.
»Han er ikke så god til at finde rundt i København, men han har lige fået en iPhone, så han burde godt kunne finde herhen«, tilføjer trommeslageren.
De er ellers begge indfødte københavnere, men sammen med sin far, mor og lillebror, Mads Rehof, flyttede Martin til Seattle i 1998. På det tidspunkt var de to brødre et og fem.
I dag er de i 18 og 22 og udgør halvdelen af det københavnske rockband Communions, der tidligere på året udgav ep’en ’Communions’, som gør op med den skramlede punklyd fra deres debut-ep, ‘Cobblestones’, fra sidste år. Udtrykket er nu mere friseret, velproduceret og endnu mere melodiøst, så et Madchester-band som Happy Mondays rumesterer i baghovet, når man hører åbningsnummeret ‘Forget It’s a Dream’. Stemningen er sommeragtig og længselsfuld, og det er, som om de nye numre ikke bare præsenterer en ny lyd, men en ny æra for det fremadstormende band.
Det er en fredag eftermiddag i maj, solen skinner, og vinstuens andre gæster er trukket ud på fortovet, hvor de sidder og griner bag solbriller. Indenfor er der næsten tomt, men luften er tæt fra Frederik Lind Köppens hjemmerullede cigaretter. Han drikker Guld Tuborg fra flaske.
Mens vi slår tiden ihjel, indtil Martin dukker op, fortæller Frederik om sit universitetsstudie. Han læser teologi. Ikke fordi han vil være præst, han er slet ikke kristen, men fordi han hellere vil læse et eviggyldigt filosofisk studium og blive »et dannet menneske« end læse noget forbigående kommunikationspladder og »lære, hvordan man vinkler en Facebook-opdatering«. Frederik har kortklippet hår, og hans tætte t-shirt afslører et virvar af tatoveringer på armene.
Efter en lille halv time dukker Martin op, og der udveksles kram og tak-for-sidst-høfligheder. Forsangeren med lyse, tilbageredte lokker beklager ventetiden, men »det gør ikke en skid, mand«, beroliger Frederik gadedrengehjerteligt.
Frederik er ikke den eneste i bandet, der er seriøs omkring sin skole: Martin læser engelsk på universitet, mens Mads, der spiller bas, og Jacob van Deurs Formann, der spiller guitar, går i gymnasiet. Det er eksamenstid i disse dage, og derfor er det begrænset, hvor meget tid drengene tilbringer i øveren.
»En gang hver anden uge, hvis vi er heldige«, lyder det fra Martin, men der opstår lidt diskussion, om det virkelig kan passe, at det er så lidt. Det ender med, at de aftaler at mødes og spille i weekenden.
»Men altså, vi skal til at skyde en musikvideo til ‘Forget It’s a Dream’ fra den nye ep. Så det er ikke, fordi der er stilstand, men når det kommer til at lave originale ting, har vi simpelthen ikke haft tid til det. Vi har skullet prioritere det faglige. Det er meget vigtigt for os alle sammen. Lige på det punkt kan det godt være, at vi skiller os ud fra alle mulige andre bands«.
Er det noget, I er enige om?
»Vi vil i hvert fald alle fire gerne færdiggøre det, vi har gang i«, svarer Frederik. »Men altså, hvis vi får et eller andet helt fantastisk tilbud, så kan vi selvfølgelig godt pisse og skide lidt på det. Nu må vi se«.
Under Posh Isolations vinger
Communions opstod i begyndelsen af 2013. På det tidspunkt var Martin den eneste, der havde forladt sine teenageår, og han kendte Frederik fra gymnasiet. Martin havde skrevet en håndfuld næsten færdige sange, som han ikke helt vidste, hvad han skulle bruge til. Da han hørte, at Frederik og hans ven Jacob havde et projekt i gang ude i Mayhems øvelokaler, tøvede han ikke med at komme forbi og sige: »Hey, skal vi ikke prøve at spille noget musik sammen?«.
»Og så blev deres projekt ligesom også til mit projekt. Men det blev også noget helt andet, fordi jeg havde skrevet nogle sange, som jeg havde tænkt skulle være mit projekt«, fortæller han efter at have købt en flaskeøl og sat sig.
»Martin kom med kompositionerne, og vi spillede dem bare«, fortsætter Frederik. »De blev ikke mere nuancerede af, at vi øvede dem igennem. Der kom ikke mere bas eller mere guitar. Vi spillede bare«.
Kort efter i Frederiks lejlighed indspillede de nogle sange på hans gamle HP-computer, der var ved at falde fra hinanden. Alle strengeinstrumenter optog de med en usb-mikrofon, han havde købt for 500 kroner. Det var den ikke værd. Ikke desto mindre blev det til ep’en ‘Cobblestones’, som kom til at lyde skramlet rå og punket, men det var ikke så vigtigt. Det vigtige var, at drengene nu opfattede sig selv som et egentligt, sammenhængende band: De havde sgu indspillet en ep.
På en eller anden måde fik Loke Rahbek fra det danske pladeselskab Posh Isolation fat på deres skrabede optagelser, og han ringede med det samme til Frederik for at holde et møde med bandet.
»I spiller rigtig smukke rocksange«, fortalte han ifølge Martin det unge band – hvilket egentlig undrede dem, for på pladen lød de jo slet ikke, som de skulle. Men på den anden side gav det mening, for selskabet havde ikke udgivet særlig meget rockmusik, og måske var det sådan her, Posh Isolation-rock lød. I hvert fald blev Communions signet og lærte begrebet hype at kende.
»Det er nok vigtigt at sige, at hvis det ikke var fordi, det var blevet udgivet på Posh Isolation, havde vi måske ikke lavet det her interview«, smiler Frederik og uddyber: »Der sidder folk og gokker over alle de udgivelser, de kommer med, så allerede på det her tidspunkt var vi garanteret, at nogen ville lytte, fordi der simpelthen findes folk, der køber alt, hvad de udgiver. Det gav os en unik chance for at komme ud til nogen«.
Martin supplerer: »Netop fordi folk dyrker det pladeselskab på sådan en nærmest kultisk måde, hvor de bare opkøber alt, tror jeg, der var mange, der var nødt til at give os noget interesse, udelukkende fordi vi var udgivet på Posh Isolation. Men fordi lyden så var mærkelig i forhold til alt andet på pladeselskabet, kom der en eller anden form for koncentreret opmærksomhed«.
På det tidspunkt udgav Posh Isolation stort set kun industrial, mystiske lydlandskaber, noise og en smule hardcore punk.
»Set i bakspejlet var det heldigt, at vi havde så få midler. Og at Posh Isolations viste os interesse«.
Træt af Mayhem-mærkatet
»Hvis det her skal være et langt interview, giver du så ikke den næste øl«, spørger Frederik pludselig. Jo, siger jeg, og han takker og spørger høfligt, om han må få den nu. Og ‘høflig’ virker til at være nøgleordet. Selv om de ligner en flok forkælede storbytjekkede rockstjerner in spe, er Communions sådan en flok drenge, man har lyst til at hænge ud med. Det er også sigende, at deres egen oplevelse med de ‘kultiske’ fans endte med, at Frederik viste et par franskmænd rundt i København.
Sidste år, da Communions skulle spille en koncert i Nantes i Frankrig, fik de øje på to fyre, der med høj cigarføring kom gående ned ad gaden. Den ene var klædt ud, så han lignede Frederik på en prik. Det var to mænd, der havde nørdet Posh Isolation så meget, at de kendte drengenes navne, og alle navnene på deres sange. Senere, da de var på besøg i København, forbarmede Frederik sig så og tilbragte noget tid med dem, hvor han blandt andet viste dem pladeselskabets beskedne lokaler i Blågårdsgade på Nørrebro.
Stadig i dag bliver der næsten altid sagt »Mayhem« eller »Posh Isolation«, når der siges »Communions«, og bandet bliver tit slået i hartkorn med andre bands fra miljøet omkring spillestedet og selskabet. En sammenligning, de selv synes, er latterlig, eftersom der er meget langt musikalsk fra Lower og Iceage til Communions. Men samtidig er det en sammenligning, som de efterhånden har lært at leve med.
»Jeg tror faktisk, vi var mere trætte af det i begyndelsen. Altså, vi kan jo ikke rigtig komme uden om, at vi kommer fra det samme – men med den nye ep kan vi bevise, at vi er noget andet end det«, siger Mads.
»Ja, i starten var der decideret lydmæssige referencer i medierne, som aldrig nogensinde har passet«, siger Frederik og fortsætter: »Men i dag bliver der mere refereret til os som et band, der kommer fra et sted, hvor også de her bands kommer fra. Og det har jeg det fint med. Selv om det kan virke unødvendigt«.
De understreger, at de ikke forsøger at vriste noget mærkat af sig, og at referencen jo i øvrigt ikke er forkert: De forskellige bands kender hinanden, de hænger ud sammen og er endda blodsbeslægtet, da Jacobs bror spiller i Lower.
Communions insisterer på ikke at definere deres lyd og heller ikke tale for meget om musikken. Andre må sætte dem i boks – selv siger de bare, at de spiller »guitarpop«.
»Vores lyd er nok det sidste, vi nogensinde taler om. Vi stræber ikke efter et defineret udtryk«, siger Frederik.
»Men kernen er«, siger Martin. »At vi har det klassiske setup: To guitarer, bas og trommer, og vi bruger nogle helt klassiske popstrukturer«.
Ingen venner i Danmark
Selv om Martin Rehof kun er 22, føler han, at han har levet to liv. Mindst. Et par uger efter guldøllene på Vinstue 90 møder jeg ham igen, denne gang i hans hjem i Indre København. Eller jeg møder ham foran hans hjem, for han råber mig an, da jeg kommer cyklende på gaden. Han har lige været nede og købe en sixpack Carlsberg til interviewet. Lidt rock’n’roll er man vel.
Forsangeren har en beigefarvet trenchcoat på og ligner en lille formue, som han låser sig ind i den lille lejlighed i det eksklusive Nyboder-kvarter. Det er hans kærestes mor, der ejer den, forsikrer han, så det er derfor, han har råd til at bo sådan et sted.
De har været i gang med at tilbygge en hems, hans kæreste, moren og ham. De to kvinder pusler stadig rundt i køkkenet, da vi ankommer. Det er hyggeligt og måske næsten borgerligt. Det er Martins liv i dag. For syv år siden kom han tilbage til København efter 11 år i USA. Det var der, han havde fået sin første rokketand, sit første skateboard, sin første guitar, sit første kys, sin første brandert. Han havde fået en flok venner, som alle sammen hørte punkmusik og var »sådan lidt anderledes«. Han havde stået på skateboard og lavet ballade, som unge drenge gør, men han havde også levet et ret godt liv. På mange måder et klassisk amerikansk forstadsliv, hvor faderen arbejdede hele tiden, og moren var hjemmegående, og hver dag kørte drengene til skole i en stor bil. Ægte amerikansk tryghed.
Men i 2009, da han var tilbage i København, var han desillusioneret. Han kendte ingen i den by, han var født i, og som det nu var bestemt, at han skulle leve sin ungdom i. Det eneste, han havde med, var musikken.
»Det var virkelig svært at komme til Danmark, hvor jeg pludselig ikke kendte nogen mennesker og skulle starte helt forfra«.
I løbet af sine tre år på Christianshavns Gymnasium havde Martin ikke rigtig kunne indstille sig på, at det var her, han skulle være.
»Jeg har hele tiden haft angst for at føle mig hjemme nogen steder. Jeg er bedre til det nu, men jeg tror, det har gjort, at jeg aldrig rigtig har følt mig helt som en del af der, hvor jeg er. Og det har påvirket min tilgang til musikken, at jeg ligesom aldrig har prøvet at spejle mig særlig meget i mine omgivelser«.
Arbejder på debutalbummet
Han blev dog påvirket, første gang han oplevede miljøet omkring Mayhem. Han var til et par arrangementer derude, og det rå miljø og det faktum, at det hele var så selvorganiseret, havde en enorm tiltrækningskraft på ham.
»Det mindede ikke om noget, jeg kendte, for jeg havde aldrig været en del af det der noise- og industrial-miljø. Det havde en eller anden magi over sig, måske var det det ukendte, der gjorde det interessant«, siger Martin.
Derfor følte han sig mere hjemme i København, da Communions blev et band og rykkede ind i Iceage og Lowers øvelokale.
»Det var ikke sådan, at vi startede et band og vidste, hvordan man spiller sammen. Det, tror jeg, var en god ting. Jeg har aldrig sunget før, og det har virkelig været en proces for mig at prøve at finde ud af, hvordan jeg kan skille mig ud – og hvordan vi kunne skille os ud som band«.
Hvordan gør I så det?
»For mig handler det meget om sangskrivningen. Det handler mere om at skrive nogle virkelig gode sange end om at skabe noget, der er mystisk eller… chokerende. Som meget af det punk, som jeg måske prøver at tage lidt afstand fra, er. For mig har det også været noget med at glemme der, hvor jeg kommer fra«.
Hen over sommeren håber han på at få skrevet sange nok til, at bandet kan indspille et debutalbum.
»Jeg kan ikke bare sætte mig ned med målet om, at der skal ske noget. Jeg kan sagtens bruge en hel dag på bare at sidde og spille musik uden noget mål. Og så nogle gange, så kommer der noget. Men det er ikke ligesom min disciplin omkring skolen, hvor jeg kan sætte mig ned og lave opgaver«, siger han.
»Men faktisk er det også vigtigt for mig at have to verdener, så jeg ikke kun har en fuldstændig ekstatisk måde at leve på hele tiden. Jeg har brug for begge dele. Jeg har brug for at bruge mig selv til noget og dyrke forskellige dele af mit liv«.
Vil gerne spille store koncerter
Lige om lidt skal Communions spille på Roskilde Festival. Hypen vokser, men tilbage på Vinstue 90 på Frederiksberg forklarer drengene, at de aldrig kommer til udelukkende at spille musik – eller udelukkende at læse bøger.
»Jeg tror, man bliver et halvt menneske af kun at lave det ene eller det andet«, siger Martin, som suppleres af Frederik: »Det er vigtigt at have den der dualisme. At du har en side af dig selv, der fordyber sig i skrifter, viden og indsigt, og samtidig en del af dig selv, der giver plads til den der udløsning. Jeg tror, den menneskelige eksistens består af begge dele, og det ene kræver det andet«.
Hvad drømmer I om?
»At blive en meget dygtig teolog og spille noget rigtig fed musik«, siger Frederik og tilføjer: »Og være rigtig god ved mine venner«.
»Jeg vil ikke udelukke, at jeg…«, begynder Martin, men afbryder sig selv. »Eller. Det kunne være fedt, hvis man kunne turnere rigtig meget og spille rigtig mange store koncerter. Jeg vil ikke have noget imod at blive et stort navn og spille store koncerter. Men jeg tror ikke rigtig, vi tænker over det så meget. Vi er glade for at spille musik og gå i skole lige nu. Og har det sjovt med det. Der er ikke så meget tanke i det på den måde«.
Frederik nikker. »Vi tager det bare dag for dag«.
Men er I klar til Roskilde?
»He«, griner Martin og siger, at det er en vigtig koncert, og at han selvfølgelig er vildt nervøs, men at der altså er en del andre ting at tænke på lige nu.
»Ja, Roskilde er det sidste, jeg tænker på nu«, siger Frederik. »Jeg tænker kun på at bestå latin og almen filosofi«.
Communions spiller på lørdag til Knife Fest på Bolsjefabrikken.
Læs anmeldelse: Communions på Roskilde Festival