Shura – britisk hovednavn skuffede ikke
Det var med alle sophisti-poppens signaturelementer, at Shura indtog Trailerpark som festivalens største og mest overraskende booking.
Her var både elektroniske trommesæt, synths i flertal og måneskinsguitar, og selv om den engelske sangerindes inspirationskatalog efter sigende er bredere end som så, var det tydeligt, at hun var indlejret i en stolt britisk tradition for melankolsk pop med tråde tilbage til Everything But The Girl og Prefab Sprout.
Det lod dog ikke til at ligge hende til last, for Shura formåede i den grad at opdatere og gøre 80’ernes ellers lidt ilde sete genre relevant med repetitive sekvenser og effektbetonet guitarspil, som gav hendes ellers fortrinsvis afdæmpede sange en dansegulvsvenlig versionering.
På den måde fik hun også fremdraget klubpotentielle elementer i de fleste af sine numre og bygget aftenens set op mod klimakset i den afsluttende ’White Light’, som i aftenens anledning blev leveret i en næsten dancepunket version med stroboskoplys og lazersynths.
En anden genistreg var det kombinerede cover af to af fordums måske mest kitschede one hit wonders, nemlig Fine Young Cannibals’ ’She Drives Me Crazy’ og Wheatus’ ’Teenage Douchebag’, der i Shuras forening fik fjernet al ironisk distance og i stedet fik teksterne til at fremstå nærværende autentiske.
Læs anmeldelse: Karl William på Trailerpark – ingen svinkeærinder