Efter at være forsvundet fra offentlighedens bevidsthed i et årti er den hårdtslående engelske genre tilbage med fornyet kraft. Ført an af rappere som Novelist og Stormzy er det paradoksalt nok et fornyet fokus på genren som modkultur, der igen har fået folk til at høre efter.
En kold februaraften i London trådte Kanye West ind på scenen som aftenens æresgæst ved de årlige Brit Awards for at give en eksklusiv premiere på sin nye single ‘All Day’. Hvis de gallaklædte gæster havde forventet endnu en hyggelig popsang fra Kanyes joviale samarbejde med ærkeengelske Paul McCartney, kunne de ikke have taget mere fejl. Klædt i en sort hættetrøje slyngede superstjernen kompromisløst serier af punchlines i hovedet på publikum over en kold og minimalistisk synth-produktion, inden han igen forlod scenen med omkvædets sidste strofe, »South Side! All day, nigga«, stadig rungende i lokalet.
Egentlig refererer linjen til Kanyes rødder i de hårdt belastede kvarterer i Chicagos sydlige del, men denne aften syntes den at knytte et broderligt bånd på tværs af Atlanten. Med sig på scenen havde han nemlig haft en hær af hætteklædte og flammekasterbærende kumpaner, der ved nærmere øjekast viste sig at være cremen af den britiske grimescene. En scene, der med sine rødder i Syd- og Østlondons socialt udsatte og kriminalitetshærgede områder, har et ry som den britiske musikscenes outlaw nummer ét, og som i årevis er blevet forbigået i stilhed ved populærkulturelle begivenheder som netop Brit Awards.
Kanye Wests omfavnelse af grimescenen og dens kompromisløse udtryk på landsdækkende britisk tv var ikke tilfældig. Det var et symbolsk klimaks på et imponerende comeback for en genre, der var gledet ud af offentlighedens søgelys, men har kæmpet sig tilbage og netop nu oplever en så eksplosiv koncentration af talent, energi og budskab, at den synes umulig at holde væk fra rampelyset.
I løbet af de seneste par år har et mylder af purunge talenter skudt det ene hæsblæsende track efter det andet ud via Londons radiostationer og Soundcloud og til koncerter. Navne som Stormzy, Mez, Jammz og ikke mindst den blot 18-årige Novelist. Han er vidunderknægten, der omtales med frelserlignende termer og allerede er signet på XL Recordings. Sidste år udgav han den monumentale dobbeltsingle ‘1 Sec/Shook’ i selskab med produceren Mumdance, der øgede forventningerne til et kommende debutalbum. Især på ‘1 Sec’ træder den unge rapper virkelig i karakter med et på én gang overlegent og ubesværet flow, der får lov til at stå i centrum og skabe den rytmiske fremdrift som en perfekt kontrast til Mumdance’ massive og trommeløse bas-mur.
De unge kometer har desuden fået selskab af en gruppe veteraner med nyfunden inspiration – tunge rappere som Skepta, JME og Jammer fra det legendariske Boy Better Know-kollektiv – i den fælles kamp for den glemte grimescene.
Tilbage til den kompromisløse kerne
For der har været stille omkring grime i årevis, efter at navne som Dizzee Rascal, Wiley og Kano for 10-12 år siden første gang tiltrak sig opmærksomhed med deres barske fortællinger fra en trøstesløs verden uendelig langt fra Swinging London. I deres verden blev rap- og dancehall-traditioner forenet med de iskolde elektroniske beats fra Englands jungle, drum’n’bass og UK garage og dundrede derudaf med et hjertestopfremkaldende signaturtempo på 140 bpm.
Blandt de første numre, der fik prædikatet grime, var Wileys instrumentale undergrundsudgivelse ‘Eskimo’ fra 2002. Den kolde og mekaniske produktion står i al sin simplicitet som et slags ur-beat inden for genren og har affødt utallige remixes med forskellige rappere. Året efter udfoldede Dizzee Rascal for alvor genrens potentiale på debutalbummet ‘Boy in da Corner’. De benhårde grimebeats og Rascals brutale dokumentariske indblik i Londons baggård sendte chokbølger langt uden for Englands grænser. Endelig havde den britiske rapscene fundet sin egen identitet.
Albummet rangerer stadig blandt det nye årtusindes bedst anmeldte plader overhovedet og solgte godt, men grimescenen havde ikke travlt med at sole sig i mainstreamens opmærksomhed, og den begyndende romance døde hurtigt ud igen.
Det kan derfor være fristende at se den nye opblomstring som historien om en scene, der er blevet vækket fra de døde, men den narrativ holder ikke helt.
»Den har sådan set aldrig været forsvundet«, pointerer den engelske musikjournalist Sian Anderson med henvisning til, at både grimemusikken og -kulturen levede videre, efter den kortvarige nysgerrighed fra offentligheden døde ud for godt ti år siden.
Anderson kender grimemiljøet bedre end de fleste. Hun har arbejdet med genrens hovednavne som journalist, radiovært og igennem sit eget pr-bureau. Selv præsenterer hun sig som grimeaktivist, og det er et sigende eksempel på det sammenhold, der præger miljøet.
»Folk har skubbet på og skubbet på og skubbet på i 12-13 år. Det her er mere som et klimaks«, svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt man kan tale om en ny bølge.
Hendes billede er klart. Opblomstringen er hverken et udtryk for radikale nye ideer eller en tilegnelse af en mere kommerciel lyd. Tværtimod er rappere som Novelist eksponenter for en rendyrket tilbagevenden til grimelydens mest kompromisløse kerne.
»Grime var begyndt at bevæge sig væk fra, ikke kun de 140 bpm, men også det rå og beskidte udtryk. Det var ikke længere så dunkelt«, fortæller Anderson med henvisning til den identitetskrise nogle af genrens pionerer gennemlevede i de stille år.
Legender som Skepta og Jammer skiftede de ikoniske joggingsæt ud med Louis Vuitton og gav deres musikalske udtryk en tilsvarende makeover. Inspireret af de mange fester på amerikanske natklubber forsøgte Skepta sig endda med en nyfortolkning af C+C Music Factorys dance-klassiker ‘Gonna Make You Sweat (Everybody Dance Now)’ på singlen ‘Make Peace Not War’.
»Men da Novelist kom ud, var alle sådan, oh shit, det var sådan her grime lød i gamle dage på piratradiostationerne. Alle de gamle hoveder som Skepta blev mindet om den sult, de havde dengang, de sad på blocken med vennerne og freestylede til beats på deres telefoner. Novelist har bragt den følelse tilbage«.
Ingen bling, men ydmyghed
Det er mentaliteten om ikke bare at stå ved, men også være stolt af sine rødder, der mere end noget andet karakteriserer grimescenen lige nu. På sit brag af en comeback-single fra sidste år, ‘That’s Not Me’, rapper Skepta i omkvædet: »Sex any girl? Nah, that’s not me / Lips any girl? Nah, that’s not me / Yeah, I used to wear Gucci, put it all in the bin, ‘cause that’s not me«.
»Jeg ville bare være mig. En masse rappere er nødt til at klæde sig ud, når de laver musik, og det vil jeg ikke. Jeg vil bare være Skepta. Så når jeg laver videoer eller musik, prøver jeg at gøre det så meget mig som muligt, for jeg skal kunne optræde med det. Det er en af de mest rådne følelser at stå på scenen og spille et nummer, som du ikke engang selv kan lide«, sagde Skepta ved et Red Bull-arrangement tidligere i år.
Videoen til ‘That’s Not Me’ er en amatøroptagelse af Skepta og hans lillebror JME, der rapper nummeret ned i et sæt høretelefoner ved en mixerpult. Videoen kostede efter sigende omkring 800 kroner at producere, men vandt sidste år prisen for bedste video ved de britiske Music of Black Origin Awards. På samme måde er videoen til en af dette års mest omtalte singler, Stormzys ‘Know Me From’, en humoristisk hjemmevideo, der viser rapperen i selskab med blandt andre sin mor.
»Jeg tror aldrig, folk som Skepta, Novelist og Stormzy sidder og tænker, yeah, I’m the man. De er oprigtigt ydmyge«, fortæller Anderson.
For selv om grimekulturen ligesom hiphop er født på bunden af samfundet, undgår den at kopiere den amerikanske drøms romantisering og forherligelse af ekstrem økonomisk velstand og materiel luksus. Grimekulturens dna er i højere grad formet af behovet for altid at måtte kæmpe for sin ret til at eksistere. Derfor skal rappernes drivkraft, ifølge Anderson, snarere findes i noget så simpelt som taknemmeligheden over at kunne lave det, de elsker.
»Novelist er 18 år gammel. Han kan stå op og tage i studiet med Skepta, lave et nummer, tage ud og spille nummeret, gå i seng, stå op og gøre det hele igen uden at bekymre sig om regninger og så videre. Det er helt åbenlyst, at glæden ved at gøre det er en meget vigtigere faktor, end hvor mange penge de har«.
Men ydmygheden har intet med blødsødenhed at gøre. Den er netop et udtryk for, at rapperne altid har den barske virkelighed, de er vokset op i, i tankerne. Deri ligger der også en afgørende kontrast til den britiske hiphopscene, hvor både tekstuniverset og lyden er mere poleret og ligesom sit amerikanske modstykke ofte kredser om det søde liv.
Selv de mest populære grimenumre bygger som regel på et aggressivt eller konfronterende udtryk. Hvad enten, det er i form af eksplicit voldelige tekster om slå folk ned, eller budskabet ligger mere implicit i musikken, så er den katarsis-effekt, der ligger i at få afløb for sine frustrationer en essentiel del af genren. Sådan var det for 12 år siden, og sådan er det stadig.
Trods som drivkraft
Den tilgang gennemsyrer ikke kun musikken, men hele kulturen. Live-scenen har for eksempel en essentiel betydning for miljøet. Det er her mange af genrens største navne har opbygget deres renommé, og her musikkens øredøvende volumen og ustoppelige energi for alvor kommer til sin ret.
»Når du tager til et grime-rave, må du forvente at komme hjem med blå mærker, hvis du gør det rigtigt. Det hele handler om moshpits, om at gennemryste personen ved siden af dig, hoppe vildt rundt, smide pistolhåndtegn i luften. Det er seriøst vildt«, fortæller Anderson om stemningen ved de små arrangementer på steder som Fabric, Plan B og Brixton Jamm.
Til trods for arrangementernes popularitet præges scenen også her til stadighed af de samfundsmæssige fordomme, der har skabt scenens trodsmentalitet. Det er, ifølge Anderson, stadig få venues, der vil lægge scene til grime-shows. Det er af åbenlyse årsager et stort problem, men bidrager samtidig til at holde fast i grime som en mod- og undergrundskultur.
Rollen som underdog ses også tydeligt i den vigtige betydning, radio har haft for scenen. Det er en afgørende platform for udbredelsen af nye beats og numre og giver nye artister mulighed for at slå deres navn fast.
I årevis var grime bandlyst fra Londons etablerede radiokanaler, og derfor etablerede miljøet sig via piratradiostationer, der transmitterede ulovligt. Mest berømt er kanalen Rinse FM, som på grund af sin store popularitet måtte skjule sine antenner for politiets helikoptere, der endevendte London for at finde kanalen. Først for to år siden fik kanalen licens til at sende officielt. I mellemtiden er etablerede kanaler som BBC 1 og 1 Extra så småt begyndt at spille grime, men Rinse FM er stadig det primære omdrejningspunkt, som et symptomatisk billede på en kultur, der er bygget på ideen om, at den letteste vej frem er at klare sig selv.
Så selv om Sian Anderson både er begejstret og spændt over udviklingen, trænger grimementaliteten også tydeligt igennem i hendes svar på spørgsmålet om, hvor genren vil bevæge sig hen i løbet af de næste par år.
»Vi aner det ikke. Selv de ting, der er sket de seneste par måneder med Kanye og så videre – ingen vidste, at det ville ske. Det skete bare. Men vi har Jammz, Mez, Novelist, Boy Better Know, Fabric, Brixton Jamm og så videre. Vi har nok til at forsætte med at gøre det, vi gør, og vokse. Ligegyldigt om mainstreamen er med om bord eller ej«.
Novelist spillede i weekenden til Offspring Festival i Tivoli, og den 18. september kan du opleve Stormzy til en Soundvenue Session i Pumpehuset.
Læs også: Her er de syv vigtigste rappere i grime-scenens renæssance