John Grant er skarp, sjov og melodisk appellerende på strittende album nummer tre

John Grants andet soloalbum, ’Pale Green Ghosts’, resulterede i en højst uventet (men velkommen!) nominering til Grant som ’Best international male solo artist’ ved Brit Awards 2014 – i selskab med Timberlake, Drake, Bruno Mars og Eminem.

Titelnummeret på denne efterfølger fører lytteren direkte ind i hans både giftiggrønne og blodrøde hjerte på en måde, så hans relativt brede gennembrud på én gang forekommer logisk og dybt forunderligt. Det er en besk (og befriende) kommentar til hans egen HIV-diagnose: »There are children who have cancer / and so all bets are off / ’cause I can’t compete with that«.

Musikken ånder med det bedste fra stilen fra den ornamenterede folkrock på 2010-solodebuten ’Queen of Denmark’, men i en mere vibrerende, sitrende aftapning, hvor strygere, blæsere og korstemmer skifter temperament flere gange undervejs.

De efterfølgende ’Snug Slacks’ og ’Guess How I Know’ er Grants måde at sige ’fuck dig!’ til lytteren på. De lyder som temmelig fjollede outtakes fra en kasseret ’Flight of the Conchords’-episode. Grants syrlige vid og citeringsværdige onelinere (han namechecker Orson Welles, Joan Baez, Angie Dickinson, GG Allin, Patty Hearst og mange andre…) kommer til sin ret, men det er næsten for meget af det gode. Musikken bliver lidt for firkantet – autodidakt på den klodsede måde. Grant er ingen David Bowie, der kan bøje musikken af led og få det hele til at tage sig lækkert og originalt ud.

Forsøget på at lave bad-ass-spoken word og spæde det op med hård rock og stiv disco med industrielle undertoner er kun for alvor smittende på ’You and Him’, hvis omkvæd (der indledes med de meget Grant’ske linjer: »You and Hitler ought to get together«) er svært at lade være med at skråle med på.

Andetsteds forsøger ’Down Here’ sig med pulserende bas og en udvasket electronica, der fungerer som et ironisk modsvar til lyrikkens eksistentielle kvababbelser (»all you do is learn how to die«). Balladen ’Global Warming’ er pustet op med Grants trademark wit, på en måde, så hans sangskrivermetode lige pludselig virker tilforladelig og gennemskuelig. Hvilket nok ikke var meningen.

De afsluttende ballader ’Geraldine’ (om den afdøde amerikanske skuespillerinde Geraldine Paige) og ’No More Tangles’ er grandiose finpudsninger af ’Queen of Denmark’-stilen, men trods deres individuelle fortræffeligheder er de også med til at understrege, at Grants nye album stritter i lovlig mange retninger og aldrig rigtig finder en identitet som værk.


Kort sagt:
Den syrlige, men elskelige brumbasse leverer et tredje soloalbum, der musikalsk er all over the place – skiftevis eksperimenterende og storslået, firkantet og tungt. Grant er fortsat skarp, sjov og melodisk appellerende, men doseringen – og den musikalske ledsagelse – stritter i alle retninger.

John Grant. 'Grey Tickles, Black Pressure'. Album. Bella Union/Border.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af