Meninger er der nok af hos 38-årige Rasmus Poulsen, som under sit alias Raske Penge var med til at starte bølgen af dansksproget dancehall for tre år siden med sine fængende numre.
Nu har han alle meningerne på opsamlingsalbummet ‘Indtil nu’, der udkom for halvanden uge siden. Og som man kan høre på nye skæringer som ‘Ik stol på dem’, ‘Tabernes planet’ og ‘Blæst igen’, så har han stadig ikke tænkt sig at holde meningerne for sig selv.
Danske politikere er korrupte. De misbruger magten og er ikke til at stole på. Landets journalister er ikke bedre. De er sensationshungrende, og de sløser med fakta og overdramatiserer i jagten på den gode historie. Og nå ja, regeringen burde legalisere hash og hårde stoffer, så man ikke behøver at være krimi-nimi-nel, når man ryger den fede.
Men samtidig virker det, som om Raske Penge på de nye numre vil tages mere alvorligt end tidligere. Væk er de fjollede rim, der gjorde ‘Faxe Kondi’ til en landeplage, og de opløftende beats, vi kender fra ‘Rundt’, er erstattet af mere dystre rundgange.
Er Raske Penge den samme musiker i dag som i 2011?
»Da jeg startede, famlede jeg mig lidt frem. Jeg var ikke sikker på, om musikken var god eller ej, så jeg pakkede det ind i humor. Hvis musikken ikke var rigtig god, så var den i det mindste lidt sjovt. Nu synes jeg selv, at musikken er god, så nu prøver jeg at finde ud af, hvad det er, jeg vil med det. Og jeg ønsker, at teksterne tydeligt siger det, jeg tænker. Det hele er blevet lidt mere dystert, men jeg prøver stadig at lave det lidt sjovt«.
Hvornår besluttede du, at du ville skrive tekster om politiske emner?
»Det har altid været en ambition for mig at lave tekster, der kommenterer på virkeligheden. Det har været det, jeg elskede ved rapgrupper som Public Enemy og X Clan. Det ville klinge hult for mig at bruge så lang tid på at skrive tekster, hvis de ikke har et budskab«.
Du har tidligere sagt, at det er okay, at musik ikke har politiske budskaber. Mener du stadig det?
»Der er en historisk tomhed i musik. Som musiker har man indflydelse på sit publikum, og det er ærgerligt, hvis man ikke bruger den mulighed. Men jeg kan også se en tendens til, at danske musikere begynder at råbe op nu, og det har jeg savnet helt vildt. Vi befinder os i en periode med en ekstremt vækstorienteret og egoistisk regering. Der skæres ned flere steder, for eksempel på miljøområdet, og det betyder, at mere humanistisk orienterede musikere begynder at skrive om det. Jeg elsker for eksempel S!vas og hans crew for deres vrede og stærke sammenhold, som bunder i en slags systemkritik«.
Folketingets tidligere formand, Mogens Lykketoft, har sagt, at din tekst om korrupte politikere i ‘Ik stol på dem’ er noget vrøvl…
»Jeg kan godt forstå, at Lykketoft følte sig provokeret af den sang, men jeg mener stadig, at der er masser af korruption i Danmark. Korruption er ikke kun bestikkelse, det er også magtmisbrug. Og det er magtmisbrug, når regeringen for eksempel lukker Irak-kommissionen«.
Har du oplevet meget kritik mod dine tekster?
»Der har været nogen, som har spurgt, hvordan jeg kan blive ved med at skrive om hash, når vi har så mange fans, som er børn. Det er fedt, når folk vil diskutere, men jeg synes ikke, jeg glorificerer hash. Og i stedet for at målrette min musik mod et bestemt publikum har jeg forsøgt at være tro mod det, jeg synes er sjovt at lave musik om«.
Har dine forventninger til din musik ændret sig, efter du har fået succes?
»Det ville være løgn at sige andet. Når man har succes med et eller andet er det svært at lade være med at være sulten efter mere i samme stil. Og når ens succes har været fucking ’Faxe Kondi’ dér i 2012, så kan alt andet godt være lidt en skuffelse. Jeg er forhåbningsfuld med mine nye sange, men det er jo ikke sikkert, man rammer sådan en landeplage igen, vel?«
Læs anmeldelse: Raske Penge ‘Indtil nu’