10. Erykah Badu ’But You Caint Use My Phone’
Årets måske mest uventede mixtape kom fra Erykah Badu, der med udgangspunkt i sit eget remix af Drake’s ’Hotline Bling’ skabte et slags telefonmusik-koncept-mixtape. Det lyder lige så strålende som man kunne forestille sig – Badu nynner og messer sig igennem en række telefonsituationer uden nogensinde giver udtryk for, at hun egentlig er stået op af sengen endnu. Det er ubekymret og ubesværet – den perfekte slags telefonopkald altså.
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
9. Chief Keef & DP ’Almighty DP’
2015 har været et kaotisk år for Chief Keef. Han fik en pladekontrakt med en ret suspekt græsk milliardær, som han netop er blevet droppet af igen, og han forsøgte at give koncerter som hologram i sin hjemby med det resultat, at de blev lukket ned af politiet efter kun ét nummer. Samtidig udgav han en masse mixtapes og album, der som sædvanligt var ujævne og svære at finde rundt i.
Men det, der stak ud, var ’Almighty DP’ – samarbejdet med produceren DP, der har stået bag nogle af de bedste Chief Keef-sange i den seneste tid. Sangene varierer fra det lavmælt truende som ’Fool Ya’ og ’TEC’ til sukkersøde popsange som ’Don’t Love Her’ og ’Know She Does’. Andre ting, som ’Need It’ og ’Runnin’’, er skæve, mærkeligt melodiske eksperimenter. Resultatet er et mixtape, der er typisk Keef anno 2015: Usammenhængende, til tider uforståeligt, men konstant udfordrende og originalt.
Download ‘Almighty DP’ HER.
8. Gaika ’Machine’
Det er som om mixtape-titlens ’Machine’ vågner omkring et minut inde i det andet nummer ’Heco’. Pludselig bliver beatet til en slags metallisk march, mens Gaikas vokal taktfast accelererer intensiteten. Herfra mister mixtapet stort set aldrig pusten: Det ruller fremad med mekanisk og elektronisk præcision og har til tider nærmest militante undertoner – lydbilledet er ikke helt ulig den slags rungende mareridtsmusik Kanye West og Travis Scott laver sammen, mens vokalen trækker på dancehall og en række andre indflydelser. Death Grips kunne være en anden sammenligning, men britiske Gaika er frem for alt i sin helt egen cyborg-grime-verden.
Lyt og download nedenfor.
7. King Louie ’Drilluminati 3’
På trods af lokal anerkendelse og en Drake-anbefaling virker det usandsynligt, at Chicago-rap-godfatheren King Louie nogensinde for alvor når ud over sin hjembys grænser. Og det er måske okay, for gennem de seneste par år er hans musik blevet mørkere og mere mærkelig: Voldsom og samtidig sløv til en grad, hvor musikken føles som at falde i søvn efter for meget narko.
’Throw Ya Sets Up’ er nok den langsomste og ondeste drill-sang i år, mens ’Ballin’ og ’Where I Come From’ kombinerer minimale produktioner med nogle af Louies mærkeligste flows og stemmelejer til dato. Det hele er stadig meget lokalt – det hele drypper af Chicago-slang og slæbende drill-beats. Og i Chicago er der ingen, der kommer tæt på King Louie.
Download ‘Drilluminati 3’ HER.
6. J Hus ’The 15th Day’
Der sker alt for meget hos J Hus til, at man kan klassificere ham. Han er blevet kaldt grime, road rap og alt muligt andet, men sandheden er, at når man lytter til ’The 15th Day’ bliver man transporteret fra sindssygt catchy og Fetty Wap-agtig sangrap og de hårdeste grime-vers på denne side af Skepta til en slags hyperpoppet dancehall, der kunne gøre Major Lazer jaloux.
Den her 19-årige London-rapper suser rast- og frygtløst gennem sit mixtape – nogle gange løber sproget nærmest fra ham på en Young Thug-agtig måde, som når han rapper »zim zimmer / who got the keys to the bimmer?« på hittet ’Dem Boy Paigon’. J Hus har uden tvivl grime-elementer, men i et år, hvor den meget alvorlige, aggressive grime har fået meget opmærksomhed, er det spændende at høre et så hæmningsløst poppet og alsidigt mixtape.
Download ‘The 15th Day’ HER.
5. Drake & Future ’What a Time to Be Alive’
Drake og Future er vel mere eller mindre tidens største popstjerne-rappere, så derfor er det ret sjovt, at deres fælles mixtape er alt andet end pop. Det blev lavet lynhurtigt af de to rappere og Futures hof-producer Metro Boomin, der samtidig er auteuren bag den nye Atlanta-trap: En hypnotisk, døsig og fascinerende størrelse, som aldrig lige så åbenlyst melodisk eller inviterende som Future eller Drakes mest poppede øjeblikke.
I stedet er det her Drake på besøg i Futures verden, hvilket er resulteret i en udgivelse, der først forvirrede mange, men som faktisk er utrolig langtidsholdbar. Første gang, man hører ’I’m the Plug’ eller ’Jumpman’, lyder det måske som monotone, cirkulære tracks, der ikke bevæger sig. Men jo længere tid, der går, jo mere synker man ned i det her univers – indtil det punkt, hvor det går op for en, at det her mixtape er langt mere end den ’why not’-agtige fodnote i rappernes karriere, som man først troede.
4. Kevin Gates ’Luca Brasi 2’
Kevin Gates har været ude for en del kontroverser i 2015, hvilket blandt andet skyldes, at han aldrig holder igen på sociale medier – heller ikke, når det handler om meget personlige forhold. Han har fortalt, at han kan lide at ’eat booty’ og er også åben omkring at have et seksuelt forhold til sin kusine.
Han er altid ærlig og åben – han kan simpelthen ikke lade være. Og det kan man mærke i hans musik: Han skinner altid igennem helt ekstremt klart, som om han bare mener det hele lidt mere end alle andre. På ’Luca Brasi 2’ er han desuden lykkedes med sine tre mest catchy og euforiske tracks i form af ’Out the Mud’, ’I Don’t Get Tired’ og frem for alt mesterstykket ’John Gotti’. Det er alt sammen sange om at lykkes, selv om alle odds er imod en. Det er en klassisk hiphop-trope, men hos Kevin Gates er det som om, man hører de her budskaber for første gang.
OBS: ‘Luca Brasi 2’ udkom i december 2014, men efter vi havde udgivet det givne års mixtape-liste. Derfor hører mixtapet hjemme her.
Download ‘Luca Brasi 2’ HER.
3. Chinx ’CR5’
Chinx blev dræbt, lige da han havde ramt et kreativt højdepunkt i sin karriere, der antydede, at han kunne være blevet en værdig efterfølger til idolet Max B – den livstidsfængslede rapper, der opfandt en rapstil så smooth og tilbagelænet, at han gav den navnet wavey. Chinx var en del af French Montanas Coke Boys-crew, der i sin tid opstod med hjælp fra Max B, og på hans sidste udgivelse ’CR 5’ (en forkortelse af ’Cocaine Riot’) voksede han langt ud over rollen som Montanas løjtnant og fremstod som Max B’s sande arving.
’Young Abu Dhabi’ er en surrealistisk og næsten Cam’Ron-esk fortælling om at hænge ud med sheiker i Dubai, mens ’Numbers’ har en episk kvalitet, der giver følelsen af at være usårlig. Det var Chinx desværre ikke. Han blev skudt ihjel, og derfor er ’CR 5’ et sørgeligt værk, der udstiller hvor stort et talent, der er gået tabt. Hans posthumt udgivne albumdebut, ’Welcome to JFK’, holder i øvrigt samme niveau, hvilket ikke gør det hele mindre trist.
Download ‘CR5’ HER.
2. Future ’56 Nights’ + ’Beast Mode’
Futures 2015-album ’Dirty Sprite 2’ var et perfekt destillat af den lyd, som rapperen havde arbejdet hen imod på mixtape-trilogien ’Monster’, ’Beast Mode’ og ’56 Nights’: Mumlende, hostesaftssløve flows over melodiske og nuancerede beats af Atlantas producer-elite omkring Metro Boomin, Zaytoven og 808 Mafia.
Det er en radikal afsked med de euforiske trap-hymner og kærlighedssange, som Future oprindelig baserede sin lyd på – det her er snarere lyden af alt, der går i opløsning og flyder ud i et mudder af stripklubber, hostesaft og røg. Det er lyden af Future, der synker længere og længere ned i sin lyd, og der er ikke andet at gøre end at tage en Xanax-pille og en slurk hostesaft og flyde med.
Download ’56 Nights’ HER og ‘Beast Mode’ HER.
1. Young Thug ’Slime Season 1’ + ’Slime Season 2’
I 2013 udgav Young Thug sit skøreste og mest kaotiske mixtape med ’1017 Thug’, og i 2014 fik han popsucces med hits som ’Danny Glover’, ’Stoner’ og frem for alt ’Lifestyle’ med Rich Gang-samarbejdspartneren Rich Homie Quan. Men det var i 2015, at Atlanta-rappens store excentriker begyndte at finde en ny stil, der var mere subtil, teknisk verseret og sammenhængende. På ’Barter 6’ fra april og især på de to ’Slime Season’-mixtapes – der udkom kort efter hinanden i efteråret – er Young Thug ikke længere kun en genial gæsterapper eller en manisk hitskaber, men en artist, der skaber helstøbte værker. Det er lyden af en rapper, der tøjler sine maniske sider for at skabe noget større.
’That’s All’ og ’Hey I’ er rapperens ømmeste kærlighedssange til dato, ’Stunna’ er hans hylende, men stadig majestætiske version af bombastisk trap, og ’Best Friend’ er intet mindre end årets skæveste og måske bedste rapsang. Alle de her sange er ekstremt originale, men Young Thug er ikke længere nødt til at være højtråbende eller skinger for at få lytterens opmærksomhed. I stedet bliver man suget ind af subtile beats og hypnotiserende flows. Før var Young Thug som en ånd, der fløj ud af flasken, hver gang han rappede – nu er hans musik mere et slags ’Alice i Eventyrland’, man falder ned i.
Download ‘Slime Season 1’ HER og ‘Slime Season 2’ HER.
Læs også: Musikårets 10 skøreste beefs