Musikårets 10 skøreste beefs

Dødstrusler, bitchfights og slåskampe – vi ser tilbage på musikårets vildeste beefs.

Action Bronson

 

1. Ghostface Killah vs. Action Bronson

»Lad være med at få mig til at hænge dig i et reb, sprætte dig op som et svin og lade dig bløde ud«. Det var de helt tunge skyts, der blev hevet frem, da Wu-Tang-medlemmet Ghostface Killah så sig sur på sin såkaldte fat fuck af en kollega, Action Bronson.

Stridighederne kom sig af en tilsyneladende forholdsvist uskyldig kommentar, Action Bronson kom til at fyre af i et interview med ESPN. I interviewet påtalte journalisterne den efterhånden utrættelige sammenligning mellem Bronson og Ghost (en stilistisk og vokalmæssig sammenligning, både Bronson og Ghost har anerkendt, og som med årene hverken er blevet mindre sand eller mere original), hvortil Bronson lidt for letsindigt svarede:

»Det er efterhånden ligegyldigt for mig. Folk vil altid lave sammenligninger, uanset hvad. Jeg er bare glad for, det er med en af de største. Han (Ghostface. red.) rapper ikke sådan her længere«.

Til trods for, at Bronson prompte forklarede, at det blot var ærlig snak og på ingen måde et ‘shot’ mod the Ghost, valgte Gud og hver mand (eller rettere: Ghostface og skandale-glade medier) at overhøre konteksten og fokusere på ‘shottet’ – at Ghostface ikke rapper som Bronson længere. Og sådan en formulering kommer man ikke langt med i hiphop-land.

Ghostface Killah skød straks igen og leverede seks og et halvt minuts voldsomme svinerier – absurd akkompagneret af Teddy Pendergrass’ smooth 70’er-track ‘Be For Real’. Foruden det ovenstående citat fik den hårdføre Wu-Tang-rapper desuden understreget, at »du kan aldrig fucke med min pen – mit sværd, min klinge – jeg er for nasty til dig. Det er fucking derfor, du ser op til mig, og du lyder som mig«.

Som respons på den gennemkogte aggressions-fond tyede Bronson til Twitter for at give en uforbeholden undskyldning: »Når du tager fejl, tager du fejl, og jeg tog fejl. Jeg undskylder for kommentarerne. Jeg vil altid være et ‘stand up human’. Masser af kærlighed«.

Et par måneder senere gav Ghostface endelig beef’en et par kortfattede ord med på vejen. Et styks afkølet rappers summa summarum: Sket er sket, »Just keep it moving and sh*it like that«.

Listen fortsætter på de følgende sider …

Drake beef

 

2. Drake vs. Meek Mill

Som så mange andre fejder i den kulørte kendisverden, startede den efterhånden semilegendariske Drake vs. Meek Mill-beef i Twitter-regi. Philly-rapperen Meek Mill fik nemlig rodet sig ud på dybt vand i strid modvind, da han på Twitter klandrede Drake for at have begået hiphoppens ultimative synd; ikke at have skrevet sine egne tekster.

Drakes påståede mangel på rapkundskab skulle ifølge Meek Mill være forklaringen på, at Drake ikke gav Mills album ‘Dreams Worth More Than Money’ (som Drizzy selv på nummeret ‘R.I.C.O.’ bidrager med linjer til) et promoverende tweet med på vejen – fordi Mill og hans crew havde gennemskuet situationens sande sammenhæng: At Drizzy benytter en såkaldt ghostwriter.

»A rapper with a ghost writer? / what the fuck happened?«, kunne man (med King Kendricks ord) passende spørge sig selv i kølvandet på Meek Mills (våde)-skud. Med popo’en i vandskorpen prøvede han sågar at undskylde sin selvudnævnte ‘crazy ass going on Twitter’ med et shoutout til Drake om, at han blot var blevet oprevet som fan.

Prikker man til en af branchens større rap-bjørne, kan man dog være ganske sikker på, at det giver genlyd i hiphop-skoven. Og det gjorde det i særdeleshed også her. Mens den prikkede bjørn slumrede lidt endnu, blandede adskillige kollegaer (og ikke mindst en gedigen fanskare) sig i hans sted – heriblandt ‘If You’re Reading This It’s Too Late’-samarbejdspartnerne Quentin Miller og Noah ’40’ Shebib, der forsøgte at mane ghostwriter-rygterne til jorden. Som sagt med Shebibs ord: »So if someone wants to be upset that Drake made a great album, go for it, get mad all day lol! but don’t ever question my brothers pen«.

Men desværre for Meek Mill sov bjørnen ikke evigt. Drake vågnede op til dåd og tog til solidt genmæle i form af de to comeback-tracks ‘Charged Up’ og ‘Back to Back’ (begge er på alle måder en tekstnær granskning værd, da de er fulde af underholdende punchlines) – hvortil Meek Mill svarede med en diss-regn i form af ‘Wanna Know’.

Ovenpå diss-dansen valgte Drake at spille op til sin del af beef’en ved en stor OVO-fest i Toronto, alt imens kaskaden af memes, der var blevet leveret i beef’ens navn, spillede med musklerne på bagtæppet. Halvanden måneds tid senere leverer Drake dog det endelige dødsstød, idet han kun har følgende ord til overs for Mill: »Don’t worry, he’s dead already« (K.O. – indsæt selv mic-drop).

Collateral damage: Stakkels Nicki Minaj endte i kampens hede med at blive godt, gammeldags ‘caught in the middle’. Nicki er nemlig ikke kun Mills kæreste – hun har også været tæt knyttet til Drake i mange år (hvorfor de tilmed også er på lapdance-basis). Den stakkels klemmelus-Minaj så dog helst bare, at beef’en fik sig en ende: »De er mænd, grown-ass mænd. (…) Jeg hader det. Jeg får det dårligt af det. Man har aldrig lyst til at blive stillet i en situation, hvor man skal vælge side mellem folk, man elsker. Det er åndssvagt«.

Nicki

 

3. Nicki Minaj vs. Miley Cyrus (feat. Taylor Swift)

Mens kæresten droppede disses af Drake, havde Nicki Minaj travlt med at sætte et par kolleger på plads. Ved årets MTV Video Music Awards-uddeling måtte den bootyfagre rapper og hendes ‘Anaconda’ nemlig se sig forbigået for en nominering i kategorien ‘Best Video’. Dette fik miss Minaj til at ty til Twitter, hvor hun udtrykte sin frustration over den manglende nominering – og langede ved samme lejlighed ud efter musikindustriens tendens til køns- og racediskrimination (blandt andet med tweetet: »Sorte kvinder influerer popkulturen så meget, men bliver sjældent belønnet for det«).

»Hvis din video hylder kvinder med meget slanke kroppe, bliver du nomineret for ‘årets video’«, var blandt ordene, Nicki skød ud i cyberspace. Ord, som umiddelbart utilsigtet ramte Taylor Swift hårdt i forbifarten og udløste ‘bad blood’ mellem divaerne. Dog blev blodet lynhurtigt tørret af begges hænder, og for at lægge beef’en endegyldigt i jorden, optrådte de to sangerinder da også i bedste slyngveninde-stil sammen ved selve VMA-showet.

Men selv om der var fryd og gammen i Minaj og Swiftens bff-regi, var Nickis sure opstød ingenlunde glemt. Miley Cyrus havde nemlig allerede i et New York Times-interview givet kommentarerne et par nedgørende ord med på vejen, idet hun mente, at Nicki havde ladet sagen handle om sig selv frem for race og køn, som det egentlig burde handle om. »Not to sound like a bitch, but that’s like, ‘Eh, I didn’t get my VMA’«, snappede Cyrus, indikerende at Nicki havde lavet en forkælet Minaj-ificering af hele fadæsen.

Men man messer ikke med Minaj uden at få svar på tiltale – eller i hvert fald et par attitudefulde flade. Ved VMA-showet, som Miley Cyrus agerede overgearet værtinde for, greb Nicki Minaj nemlig mikrofonen ved modtagelsen af sin ‘Anaconda’-VMA – en pris, hun vel at mærke modtog for Best Hip-Hop Video (og ikke Best Video) – og afsluttede en ellers ganske sober takketale med ordene: »This bitch had a lot to say about me the other day in the press. Miley, what’s good?«.

Til trods for det lille smil, der løber over rapdivaens læber, er der hardcore bitchslappin’ attitude for alle pengene. Ikke mindst idet hun ytrer ordene (der desværre ikke kan høres af publikum): »Don’t play with me, bitch«. Auch.

Hører man til den del af publikummet, der finder fejden en smule forvirrende (eller ønsker man blot bitchfight’en simplificeret en kende), kan man heldigvis med fordel nyde Jimmy Kimmels skarpe sammendrag af optrinnet – emoji-style.

Damon Albarn

 

4. Damon Albarn vs. Adele

Under tilblivelsen af Adeles succes-comebackalbum ’25’ skulle Damon Albarn eftersigende have givet sit besyv med på fem af skivens numre. Dog bar samarbejdet ingen album-værdig frugt, men derimod en hel masse beef.

Den gavtyv’ede Blur-frontmand udtalte i et interview til The Sun, at han fandt sangerinden ‘meget usikker’, og at han efter første ’25’-lyt syntes, at hendes arbejde var meget ‘middle of the road’ – hvilket med andre (fordanskede) ord vil sige, at hun har leflet for det brede publikum fremfor at følge større kunsteriske ambitioner.

Dette fik dog lynhurtigt Adele til at bide fra sig med et par ord om Albarn-samarbejdet: »Det endte med at blive sådan et ‘lad være med at møde dit idol’-øjeblikke. Og det mest triste er, at jeg var en virkelig stor Blur-fan, da jeg voksede op. Men det var trist, og jeg fortryder, jeg hang ud med ham«.

Hele fejden tog dog en noget overraskende drejning, idet Albarn til slut valgte at afvise hele affæren: »Det er ikke engang sandt. Det er utroligt, hvordan folk vil løbe med noget, der ingen troværdighed har, gøre det til en historie og så iagttage reaktionen«. Det kan dog være lidt svært her at skelne skidtet fra kanelet, idet Albarn i forbindelse med førstnævnte kommentar blev beskrevet som værende ‘tipsy-looking’ i det givne gerningsøjeblik. En beskrivelse, der ikke umiddelbart kan siges at være helt fremmed for den gode Albarn. Så deeeeet…

Bieber

 

5. Justin Bieber vs. Nirvana-fans

Bieber, Bieber, Bieber. Om og om igen prøver han med ihærdighed og iver som en hel Glee-club at vinde coolness-point – og det har han efterhånden fortjent et ‘A for effort’ for. Men selv om det er lykkedes ham at (over)vinde vidt og bredt i løbet af året, er der stadig visse territorier, den gode Biebs endnu ikke har vundet.

Dette blev gjort ganske klart, da popstjernen i løbet af året gentagne gange tog sig den flabede frihed at iklæde sig en Nirvana-t-shirt. En af gangene var ved årets American Music Award-show, hvilket medførte en vred Twitter-storm af den anden verden.

Blandt de mere (eller mindre) sobre Twitter-kommentarer, fandt vi blandt andet: »Kurt Cobain ville vende sig i sin grav, da Justin Bieber viste sig i en Nirvana-t-shirt«, »Justin Bieber har ingen ret til at have en Nirvana-bluse på« og »Justin Bieber iført en Nirvana-bluse er det værste, der er sket, siden coleslaw«. Av, av, av.

Heller ikke da Bieber prøvede sig med en Metallica-t-shirt, gik det helt som ønsket. Her bad Metallica-fans først og fremmest den stakkels Biebs »take off the Metallica shirt you dweeb« – og kaldte ham desuden en »vanære for musik«.

Hverken Bieber – eller for den sags skyld hans stylist, der desuden har udtalt, at Biebs selvfølgelig er Nirvana-fan – har dog et ‘Sorry’ til overs for de vrede rockfans. Til gengæld besvarer enkefrue Cobain aka. Courtney Love Nirvana-shirt-gaten med et par velfortjente coolness-point til Biebers konto.

4170060-8831283607-LIl-W

 

6. Lil Wayne vs. Cash Money Records

Lil Wayne var kun ni år (!), da han blev signet til Cash Money Records i 1991. I løbet af de mere end to årtier, Weezy har brugt i stalden hos Cash Money, har han som pladeselskabets flagskibs-kunstner rystet blandt andet 11 studiealbum, 19 mixtapes og 192 singles af sig.

Men 2015 blev året, hvor Lil Wayne fik nok. Grundet interne stridigheder, efter sigende involverende adskillige manglende millioner (for både ‘Tha Carter V’ samt underselskabet Young Moneys indtjeninger, hvoraf en betydelig andel burde tilskrives Wayne), tilbageholdelse af finansielle dokumenter samt benspænd for udgivelsen af ‘Tha Carter V’, valgte Weezy at sagsøge hele firmaet og dets ejere, brødrene Ronald ‘Slim’ Williams og Bryan ‘Birdman’ Williams. Foruden sin uforbeholdne frihed sagsøgte Weezy familieforetagendet for 51 millioner dollars i cash/money.

Søgsmålet gav ikke kun genlyd i mediebilledet, men også på Lil Waynes mixtape ‘Sorry 4 The Wait 2’, hvor Weezy dropper linjerne: »I’m sorry for the wait / Tha Carter gon’ be late so I cooked up a tape / the garden’s full of snakes so I had to escape«.

Beef’en er for længst trængt ind bag retssalenes fire vægge, hvorfra det lyder, at det ikke kun er Lil Wayne, der er blevet snydt. Efter sigende skulle Cash Money også stå i massiv gæld til kunstnere som Drake, Tyga og Nicki Minaj. Modsvarende klandres der fra Cash Money-fronten, at flere af deres kunstnere ikke har opfyldt deres kontraktbundne forpligtelser – eksempelvis Lil Wayne, der på syv år skulle have nået 21 albumudgivelser, hvilket ikke blev realiseret.

Det er næppe naivt at forudse, at fejden kommer til at fortsætte langt ind i 2016, hvis ikke endnu længere.

Earl
BONUS:
Det er ikke kun Lil Wayne, der har været godt træt af sit pladeselskab. Earl Sweatshirt så sig nemlig sur på Columbia Records, idet de mildest talt messede med annonceringen af rapperens andet studiealbum, ‘I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’. Mens Earl havde set frem til at slippe førstesinglen ‘Grief’ via sin hjemmeside uden yderligere informationer, kom Columbia til at røbe så godt som alting – bortset fra førstesinglen: Titel, trackliste, cover og releasedato.

»Jeg var helt ødelagt. Den dag var jeg klar til at slå nogen ihjel… Intet gik efter planen. Jeg blev så ked af det, fordi jeg føler, det er mit første rigtige album. Det er det første album, jeg fuldstændig kan stå inde for. Jeg har aldrig før været så transparent med mig selv eller min musik, så når de (pladeselskabet, red.) ikke tog det så seriøst, som jeg selv, kunne jeg ikke lade være med at føle, de ikke respekterede mig«, lød det hudløst ærligt fra den skuffede rapper.

crystal_castles

 

7. Crystal Castles vs. Crystal Castles

I september sidste år forlod Alice Glass Crystal Castles, hvilket skulle blive bandets endeligt. Tonen har sidenhen ikke været just venlig mellem frøken Glass og instrumentalist/producer Ethan Kath, men da Kath i juli udsendte nyt materiale under det hedengangne Crystal Castles-alias, og dermed pustede liv i duoen uden Glass, blev tonen direkte godt, gammeldags grov.

På Kaths nye nummer ‘Frail’ er Alice Glass skiftet ud med en spritny sangerinde (der muligvis i virkeligheden er Kath selv), som synger under navnet Edith. Udover dermed indirekte at fortælle Glass noget i retning af »don’t you ever for a second get to thinking you’re irreplaceable«, klapsede han også Glass af med direkte at sige: »Hun medvirkede ikke på Crystal Castles’ bedst kendte sange« og »folk gav hende ofte anerkendelse for mine tekster og det var fint nok, jeg var ligeglad«.

Alice Glass var dog ikke længe om at gribe tastaturet og tweete skarpe hilsner direkte tilbage, såsom: »for the record, jeg skrev næsten alle teksterne i mit tidligere band og størstedelen af de vokale melodier«, »jeg var medstifter af Crystal Castles og formede lyden og æstetikken lige fra begyndelsen«, »manipulerende statements om mine bidrag til bandet styrker kun min beslutning om at gå videre til nye ting«.

I et interview med Pitchfork uddyber Ethan Kath dog duo-bruddet med forklaringen om, at Glass forlod foretagendet med en Twitter-opdatering – uden diskussion. Han udtalte desuden, at hans egne ord ikke var ment negative, men blot refererede til nogle af Glass’ egne tidligere udtalelser. »Jeg ønskede hende det bedste trods alt, jeg vil altid elske hende og ønsker oprigtigt, hun gør det godt og bliver glad«.

Den mæglende udtalelse har dog tilsyneladende ikke lappet sår i Kath og Glass’ forhold, men Kath spiller ikke desto mindre ufortrødent videre under Crystal Castles-aliasset.

Kanyee

 

8. Kanye vs. Glastonbury-fans

Kanye West. Kendt af alle, elsket af mange og hadet af godt og vel 136.081 Glastonbury Festival-fans.

En dedikeret festivalgænger ved navn Neil Lonsdale brød sig mildest talt ikke om, at Kanye skulle agere hovednavn på den britiske festival tidligere på året, hvorfor han startede en underskriftindsamling imod netop dette. Målet var at skaffe 150.000 underskrifter i håbet om, at Glastonbury ville skifte Kanye ud med et rocknavn i stedet.

Lonsdale lancerede kampagnen med præsentationen: »Kanye West er en fornærmelse for musikfans over hele verden. Vi bruger hundredevis af pund på at deltage (i Glastonbury Festival, red.), og når vi gør det, forventer vi et bestemt niveau af underholdning. Kanye har været meget udtalt om sit syn på musik. Han burde lytte til sine egne råd og give headliner-pladsen videre til nogen, der fortjener den!«.

På trods af, at kampagnen næsten nåede sit mål i forhold til underskriftindsamlingen (omend næppe i forhold til aflysning af selve koncerten), indtog YeezusGlastonbury-scenen. Men grundet et jammerligt Queen-cover (der på alle måder kan kandidere til et af dette århundredes største musikbommerter) endte der sandsynligvis med at være mere end 136.081 mennesker, der ville ønske, han aldrig havde spillet netop denne koncert. Om ikke andet må der være 136.082 styks, hvis Freddie Mercurys hektiske roteren i graven tæller for noget.

black-keys

 

9. Jack White vs. Patrick Carney

Ingen beef-gennemgang uden Jack White og/eller mindst ét The Black Keys-medlem. I år var det uvenskabet mellem White og Black Keys-trommeslageren Patrick Carney (tv.), der brød ud i lys lue af hidtil uset styrke.

Da vi forlod uvennerne i 2014, havde Jack White netop klandret The Black Keys for at være en ærgerlig kopi af ham selv, mens Patrick Carney havde kaldt White et røvhul. Men ifølge Carney skulle White i år have skruet sit beef-game op og indbudt til en decideret nævekamp.

Carney og White rendte ind i hinanden på en bar i New York. Hvad der præcis hændte på baren, skal vi ikke gøre os kloge på, men ifølge en række tweets fra Carney var der slåskamp i luften: »Not the best drummer but a passionate one. anyway Jack White. A 40 year old bully tried to fight the 35 year old nerd«.

Jack White afviste dog prompte, at han på nogen måde skulle have indbudt til fight club (eller bitch fight, om man vil): »Der var ingen, der prøvede at slås mod dig, Patrick. Ingen rørte eller mobbede dig. Du blev stillet et spørgsmål, du ikke kunne besvare, så du gik din vej. Så stop med at beklage dig til Internettet og tal ansigt til ansigt som et menneske. End of story«.

Men kender vi de nævenyttige knægte ret, er det næppe enden på dén komedie…

BONUS: Det var bestemt ikke kun i Patrick Carneys selskab, Jack White blev en anelse bitter i løbet af året. I forbindelse med offentliggørelsen af en tour-rider, hvorpå der indgik en meget detaljeret opskrift på guacamole, fik White endnu engang nok af mediernes latterliggørelse. Han skrev derfor et langt brev (næsten på længde med guaca-opskriften) adresseret til ‘journalister og andre folk, der leder efter drama eller en diva’ om opskriftens sande oprindelse akkompagneret af en utrættelig omgang småspydige udredninger. #guacgate

Father-John-Misty

 

10. Father John Misty vs. tilværelsens ulidelige lethed

Egentlig har han ikke som sådan langet ud efter nogen specifikt. Og alligevel har han langet ud efter alt og alle – og garanteret på langt flere måder, end vi endnu har gennemskuet.

Det synes at forholde sig således, at der i essensen af Father John Mistys eksistens brænder en uudslukkelig kimsen, en ubestrideligt konsekvent modvilje og en dybtliggende, inderlig træthed over tilværelsen med alt (eller rettere: alle) den indebærer. Faderens æstetiske omverdens-ambivalens fornemmes i hele hans sarkastiske væsen, der næres af afskyen ved det simple og af alt, der tilnærmelsesvis kan forekomme letbenet. Af menigmand og dennes ganske gemene smag. Simpelt-fucking-hen.

I løbet af året har han drillet Ryan Adams med sit Taylor Swift-coveralbum, på ‘The Memo’ revsede han både reklamebranchen og kunstverdenen, mens han har gjort sig udi adskillige spydigt sarkastiske kommentarer og samfundskritiske spidninger – og i al beskedenhed gjort sig til et af musikbranchens absolut besværligste bjerge at bestige i interviewmæssigt øjemed.

Med andre ord ville Father John Misty nok egentlig bare gerne sige en enkelt ting til os alle sammen (hvis han gad): »Why don’t you move to the Delta?«.

Og ja. Vi labber det skamløst i os.

Læs også: Året ifølge Father John Misty: »Sociale medier giver folk én grund til at hænge sig selv«

Læs også: Året der gik: Kanyes største WTF-moments – rangeret

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af