Den parykklædte sangerinde har i flere år ageret sangskriver for flere af popindustriens allerstørste stjerner. Nu er Sia på vej med albummet ‘This Is Acting’, der består af sange, som næsten alle er blevet afvist af stjerner længere oppe i systemet. Det fortæller hun om i et stort interview med Rolling Stone Magazine, hvor hun blandt andet kommer rundt om, hvordan det er at arbejde med Adele og Beyoncé. Vi har samlet nogle af de bedste citater her.
Om at vælge det rigtige nummer til artisten:
»Jeg får omtrent 20 eller 30 tracks om ugen fra mine producervenner, som håber, at jeg vil skrive tekst og melodi til det. Jeg skriver derhjemme, optager demoer af det og får en tekniker til at komme over. Hvis jeg ved, at Rihanna leder efter en single, så vælger jeg tracks, der kunne være et Rihanna-agtigt jam og starter skriveprocessen over det. Melodien kommer først, og så vælger jeg et emne til teksten ud fra en liste i min telefon. […]
Så kigger jeg på mine noter og kigger efter ideer, der føles som den specifikke artist. Jeg har måske noget, der hedder ‘bubble gum’, og så tænker jeg: ‘Det er ikke Rihanna, men nok for en yngre artist’. Eller jeg har et emne som ‘sprut’ og kan forestille, at hun kunne synge noget om, at nogen ikke kan holde sprutten indenbords. […] Det er cirka sådan, jeg gør. Jeg er ofte galt på den, og så ender sangen op et andet sted, og nogle gange ender den op i skraldespanden«.
»Du kaster sådan set spaghetti på væggen og håber, det sidder fast. Du starter med den person, du virkelig kan høre og mærke vil være den bedste. Hvis de afslår, begynder man at tænke mere bredt og kreativt. ‘Måske kan hende her gøre det rigtigt’ eller ‘hun prøver at flytte sig et andet sted hen, så måske det vil fungere’. Eller ‘det her er for frækt til den her artist, men hun prøver at lave mere voksne plader, så måske vil hun have noget mere forførende’. Det er som et puslespil, hvor man skal finde ud af hvor alle brikkerne skal hen. Og nogle gange er en sang for god til at give væk«.
Om at gennemskue hvad folk kan lide:
»Det er knald eller fald, og jeg tror, at årsagen til, at jeg er succesfuld er, at jeg er produktiv og ikke nødvendigvis en fantastisk sangskriver. Jeg tror, jeg er en god kurator, for jeg ved hvordan man vælger numre, der føles som hymner eller har en opløftende kvalitet i omkvædet. Det virker som om offentligheden tager godt imod sange om frelse, overvindelse, at alt nok skal gå eller at noget bare er sjovt. Så ja, jeg mener, mine evner er den her upbeat kuratering, hvor jeg vælger de rigtige numre og så prøver at forstå viljen eller naturen i populærkulturen«.
Om at være cheesy:
»Jeg synes, at den popmusik, jeg skriver, er forfærdelig cheesy. […] For mig er ‘Titanium’ [med David Guetta] meget cheesy. Og ‘Wild Ones’ [med Flo Rida] er bestemt 100 procent cheese. Det var ret konfronterende at begynde at skrive på den måde. Jeg havde aldrig tænkt eller ønsket, at de sange skulle høres, fordi jeg følte, at de udvandede min kredibilitet, når de var så cheesy. Jeg ville have andre til at synge dem, og jeg ville bare have checken i sidste ende. Det viste sig dog, at begge sange virkelig hjalp mig med at sikre min plads som popsangskriver, og deres succes hjalp med at erodere mine følelser af usikkerhed om hvor cheesy, de var«.
Om en skrivesession med Kanye:
»Tja, han var der ikke! De lokker mig ind i en session ved at sige ‘Rihanna vil i hvert fald være der’ eller ‘Kanye vil i hvert fald være der’, men det er lattervækkende, for jeg dukker op, og det gør de så godt som aldrig. Så jeg gik i studiet for at skrive for Rihanna med Kanye, og ingen af dem dukkede op, og jeg blev i mindre end en time«.
Om sin rolle i samarbejdet:
»Jeg valgte de folk, vi arbejdede med [på albummet], og jeg valgte de folk, fordi de er så enormt talentfulde og tjekker deres ego, før de kommer ind af døren og tillader mig at være artisten. Når jeg så bringer en anden artist ind, tjekker jeg mit ego og er en hjælp for dem og tillader dem at være artisten. Men i tilfældet med Adele ved jeg ikke, om jeg helt gjorde det, eller om jeg gjorde det succesfuldt. Måske er det derfor de sange endte på mit album og ikke hendes, fordi det var min stemme mere end hendes«.
Om ikke at være analytisk:
»Jeg overtænker det ikke. Hvis et ord eller en sætning lyder dum, så ændrer jeg det. Jeg er ikke analytisk«.
»Katy Perry er meget dominerende og ekstremt analystisk. Jeg stoppede inden for en time af vores første session og sagde: ‘Kan vi blive enige om, at det her ikke fungerer? Hele vores sangskrivningsdynamik?’ Og hun svarede: ‘Jeg elsker det. Det er som et puslespil eller en krydsord’. Jeg sagde: ‘Men det her er kedeligt for mig. Analysen er totalt kedelig for mig. Det føles som fjenden af kreativitet’. Det var fedt, at vi kunne have den samtale om, hvorfor vi skrev på så forskellige måder. Jeg er glad for, at vi ikke gav op, for jeg fik faktisk en sang ud af det, og vi fik grinet af det […]«.
Om at skrive for Beyoncé:
»Processen er i sidste ende som en skrivecamp. Hun flyver os allesammen ind og sætter os sammen. Vi bor alle i et hus sammen – cirka fem producere og fem toplinere. Hun besøger hvert rum, bidrager og fortæller os hvad hun føler og ikke føler. Lyrisk, melodisk, det hele. Hun er meget som Frankenstein, når det kommer til sange. Hun siger: ‘Jeg kan lide verset der. Jeg kan lide pre-omkvædet der. Kan du prøve at mikse det med det?’ I sidste ende havde hun omkring 25 af mine sange på hold, og det glædede mig at få et par tilbage. Der er i hvert fald en på albummet«.
Du kan læse det fulde interview hos Rolling Stone HER.