Har vi seriøst brug for flere r’n’b-sangerinder?
Man kan aldrig få for meget r’n’b! Når det er sagt, så er Charlotte Day Wilson ikke din gængse r’n’b-forførerske med flødevokal og radiovenlige, trap-klingende produktioner. Den canadiske sangerinde producerer i stedet sin musik selv, og så er hendes vokal en helt særlig slags sensuel-sørgmodig og gospel-inspireret, der kunne trække tråde til navne som Låpsley, Jessie Ware eller Rhye.
Rhye, siger du?
Sangerinden er andre steder hurtigt blevet sammenlignet med den dansk/canadiske duo, men det bunder altså i mere end bare namedropping. På førstesinglen ’After All’ lyder Wilsons Sade-dybe vokal virkelig meget som Mike Milosh, ligesom den afdæmpede lydside med jazzede elementer, håndknips og en gennemført smooth stemning også fint falder i tråd med Rhyes intelligente, soulede r’n’b.
Bliver det ikke lidt kedeligt i længden?
Wilson dyrker klart det eftertænksomme fremfor det dansable – en tilgang, hun i øvrigt har taget med sig fra tiden i sit forhenværende band, The Wayo, der dyrkede langsommelig, sjælfuld soul, som bestemt også er værd at tjekke ud. Som soloartist er der dog lidt mindre guitar og lidt mere minimal-r’n’b over projektet. ’Work’ er et glimrende eksempel på Wilsons evner som soloproducer, hvor et sørgmodigt orgel og smukke vokalharmonier går op i en højere enhed og formår at skabe en stærk melankolsk stemning med helt simple virkemidler.
OK, jeg er på! Er der mere på vej?
Pt. har Charlotte Day Wilson kun de føromtalte to singler ude, men hun er en ivrig gæstevokalist for diverse bands. De Roskilde-aktuelle venner i BadBadNotGood har for eksempel hyret hende som vokalist på nummeret ’In Your Eyes’ fra deres kommende album, ligesom Wilson også låner sin ulmende vokal til det ultra chillede nummer ’Spent Missing’ af den elektronisk-jazzede producer Froyo Ma. Ind på Souncloud med dig og lyt.
Læs også: Hold øje med Masasolo – et dansk svar på Tame Impala