Pixies: Paz Lenchantin har fornemt overtaget Kim Deals kreative modspil til Black Francis
»Looks like I’m going where I already been«, forkynder Black Francis på titelnummeret.
Det er i overvejende grad business as usual for den ikoniske støjkvartet på deres sjette album, der byder på et rustikt lydunivers befolket af både knastørre og forvrængende guitarer, desperado-vokal, smukke korpassager samt Pixies’ karakteristiske quiet-loud-dynamiske forløb.
Forgængeren ‘Indie Cindy’ beviste, at bandet stadig havde eksistensberettigelse trods en udgivelsespause på 23 år og bruddet med Kim Deal, der leverede betydningsfuldt med- og modspil til Black Francis.
Siden er Paz Lenchantin trådt ind i rækkerne, og hun (gen)etablerer den kreative balance til Francis med udsøgte harmonistemmer i ‘Tenement Song’ og ‘Bel Esprit’ samt ‘All I Think About Now’, hvor hun har leadvokal-rollen. Et nummer, som i påfaldende grad minder om Pixies’ gamle hit ‘Where Is My Mind?’, og sangen er da også et nik til forgangne stunder med en kær hilsen til Deal: »I remember we were happy / that’s all I think about now«.
Man trækker på smilebåndet, og eftersom Pixies’ betydning for udviklingen og -formningen af alternativ rock ikke kan underkendes, gør det sgu ikke noget, at de lader sig inspirere af sig selv.
Francis viser sig som en sangsnedker, der stadig kan skrue iørefaldende melodier sammen på de medrivende ‘Classic Masher’, Talent’ og den afdæmpede ‘Might As Well Be Gone’ – her fusioneres bandets særegne opkog af melodisk dissonans og psykedelisk poesi. Dog kollapser ‘Um Chagga Lagga’ under en lidt for bøvet omgang rockabilly, ligesom Francis’ skrigeri på ‘Baal’s Back’ bliver lidt for enerverende.
Pixies har for længst støbt et solidt alternativ rockfundament og udstukket retningslinjer for sig selv. Det handler med andre ord ikke om fornyelse. Konstruktionen er slidstærk, og ‘Head Carrier’ er et solidt bevis på et band, som er deres betydning og udtryk bevidst og således har fuld tiltro til, hvad de kan, og hvad der virker.
Kort sagt:
Med Paz Lenchantin genetableres det kreative modspil til Black Francis, som Kim Deal stod for, og med en fortsat tæft for melodisk dissonans og quiet-loud-dynamik er alt som det plejer hos det ikoniske band. Og med deres format in mente er det ganske glimrende.