Vi sidder i et slot af blødt, minimalistisk design og knækkede jordfarver. Vi er på det femstjernede Nobis Hotel ved havnen i det råkolde Stockholm. Fra loftet i lobbyen hænger runde designerlamper som rolige planeter i deres egen atmosfære af varmt lys. Ud til vinduet sidder vi, en håndfuld journalister, bænket på en lige række og venter. Det føles ceremonielt på sin egen afslappede måde. Ikke kun på grund af den uhøjtidelige luksus. Også ritualet i at sidde sammen og se rækken skrumpe ind mens journalisterne, en efter en, forsvinder og kommer tilbage fra deres 30 minutters audiens hos en normalt usandsynlig og lyssky vært – The xx.
Det føles også ceremonielt at gå turen fra lobbyen, med toilettets lavendelcreme på fingrene, og snakke om musik med en midaldrende svensker i en postkasserød polo, der fører op ad trappen, rundt om et par hjørner og hen til suiten, hvor han banker på.
Et par minutter går foran en halvåben dør, mens den røde polo flagrer ind og ud og venligt minder journalisten på den andens side om, at »en halv time må desværre være en halv time«. Ritualet foregår konsekvent, i rutefart, og med en rar svensker som budbringer.
Det føles især ceremonielt, fordi det selvfølgelig er en musikalsk begivenhed, hver gang de tre stille englændere udgiver en nyt album. De har, på denne interviewdag i november, kun udgivet to. Med ’I See You’ bliver det til tre plader på otte år, og indtil videre har de kun oplevet succes. Hvorfor? Fordi The xx kan det, som alle musikere drømmer om at kunne. De formår at udvisker grænserne mellem alternativ musik og radiohits. De får nørderne og anmelderene til at klappe i deres bløde hænder og får de almindeligt dødelige musikelskere til at synge med til radioen.
Deres debut, ’xx’, blev udgivet i sommeren 2009 og blev modtaget med stående ovationer fra musikpressen. Et år efter vandt de så Englands mest prestigefyldte musikpris, Mercury Prize – en ære, som tidligere var tilfaldet koryfæer som PJ Harvey, Portishead og Pulp. Det var stort.
Alle ville have en bid, og The xx blev hurtigt et popkulturelt eksempel på, at jo mindre vi ved om et band, jo mere drages vi. Medierne kastede sig over de tre introverte teenagere – Jamie Smith, Oliver Sim og Romy Madley Croft – hvis dybt personlige sange havde ramte et nyt og ukendt land i musikken.
Det var de catchy guitarmelodier og vokalernes særegne, næsten gennemsigtige hvisken om tvivl, kærlighed og angst. Det var produktionerne, der formåede at blande sig perfekt med tunge beats, trommemaskiner og storladne elektroniske produktioner. Det var især eksekveringen af en lyd, der var så stilsikker og usandsynlig gennemført, at det var svært at tro på, at en teenagetrio fra London stod bag. Det hele førte til myten om The xx.
Med tryghed og åbenhed som målet
Romy virker mild og sky på samme tid. Øjnene flakker, og hun slår dem ofte ned, når hun taler. Men med de små ivrige nik og sine lange svar inviterer hun indenfor. Hun er glad for, at jeg spørger ind til albumtitlen, fordi den netop siger noget om den åbenhed, der har været helt fundamental for arbejdet med ’I See You’.
Romy: »Titlen handler om at turde være sårbar, når man er sammen med andre mennesker, og om at lade sig selv blive set. Men ligeså meget om selv at se andre. Vi vil alle gerne ses og forstås og har et menneskeligt behov for det. Det skaber tryghed«.
Da de indspillede debutalbummet var det en regel, at de skulle kunne spille alt live. Det begrænsede dem, da de endnu ikke var særligt gode til at spille på deres instrumenter. Dengang spurgte folk tit om, hvorfor deres lyd var så minimal og så simpel.
»Det var egentlig bare vores egne begrænsninger som musikere, som dikterede det, og ikke en lyd, vi besluttede os for,« fortæller Romy.
Da de gik i gang med efterfølgeren, ’Coexist’, meldte tvivlen sig. De var nede på jorden igen efter at have turneret verden rundt i et kaotisk og hektisk high. Det store sus og den enorme succes havde lagt sig. Hvad så nu? Hvad med forventningerne til deres andet album? De var måske nok blevet meget bedre musikere, men hvilken vej skulle de gå? De tænkte meget over de store spørgsmål: ’Hvem er vi?’ ’Hvad kan folk lide ved os?’ ’Hvad er det egentlig, vi kan?’
Oliver: »Jeg er meget stolt af ’Coexist’, men ikke af processen. Vi nåede til et punkt, hvor vi var så isolerede, at ingen af os vidste, om det var godt. Det var først til helt sidst, da vi lukkede folk ind, at vi fik en fornemmelse for albummet«.
’Hvis det lyder godt, så lad os bruge det’
Set i bakspejlet overanalyserede de albummet og følte sig pressede. Mere pressede end de ville erkende dengang. Da de skulle i gang med deres tredje album var de klar over, at de blev nødt til at slippe af med nogle af de dogmer, de havde for deres musik – »de uskrevne regler hindrede os virkelig«, forklarer Oliver.
Romy: ’I See You’ blev på den måde befriende, for det har handlet mere om det usagte end om at tale. Om at give slip og sige: ’Hvis det lyder godt, så lad os bruge det’. Det var det, som føltes rigtigt i nu’et, og det har været en rigtig god oplevelse, men også en skræmmende proces«.
De tre valgte på den måde at se hinanden og give rum til udfoldelse. Inspirationen til titlen fik de fra Velvet Undergrounds ’I’ll Be Your Mirror’. Et nummer, de opdagede under indspilningerne og bagefter ikke kunne slippe igen. I den betryggende guitarsang synger Nicos mørke og døsige stemme:
»When you think the night has seen your mind / that inside you’re twisted and unkind / let me stand to show that you are blind / please put down your hands / ’cause I see you«.
Sangens tekst ramte direkte ned i den stemning af tryghed og åbenhed, de tre gerne ville skabe. Den var som skrevet til deres album.
Lyset og den ukuelige optimisme
Trygheden har også fundet vej til albummet. Andensinglen ’Say Something Loving’ lyder som The xx’s bud på en ’se mig, jeg er lige her’-sang. Usikkerheden flager stadig røde flag, men der er et nyt og varmere lys at forholde sig til. En optimistisk tone, som er anderledes end tidligere og dukker op igennem hele albummet.
Der er eksempelvis det sample, som åbner sangen. »Before it slips away«, synger 70’er-popduoen Alessi Brothers efterfulgt af Croft og Sims insisterende – ikke hviskende – stemmer: »Say something loving / I just don’t remember the thrill of affection / I just don’t remember / say something loving / I need a reminder / the feeling’s escaped me«.
Lyd og tekst er rettet udad – mod verden. Sangen gestikulerer og forsøger at få kontakt. En direkte og uforbeholden henvendelse.
Der er også førstesinglen, ’On Hold’, hvor den smittende popmusik, uanset tekstuniversets melankoli, gør det svært at gå til sangen med hængende hoved. Begge sange er Jamie xx-certificerede med beatet langt fremme i lydbilledet og hans store finesse for at finde obskure samples og smelte dem ned i sporene, som havde de altid været der.
Det er første gang, The xx bringer en så utvetydig varme ind i det mørke univers. Et rum de tidligere har afskåret omverdenen fra, mens de sendte breve til os om deres dybeste hemmeligheder. Det er en fornemmelse af, at de tre ikke længere insisterer på at holde deres musik så knugende indad, men har givet slip for at lade deres intuitive musik falde til jorden med et brag eller svæve opad i nye luftlag.
The xx svæver heldigvis, og selv om albummet også føles som et mørkt og intimt rum, er det et rum, hvor vinduet er blevet åbnet på vid gab og et par store kegler af lys falder ind. Udover tristessen og tvivlen, der stadig hænger i den stille luft, er der lys og en ukuelig optimisme.
Ansvar er at konfrontere sig selv
Oliver er den eneste af de tre, som ikke sender en nervøs energi ud i suiten på Nobis Hotel. Han er høj, lidt ranglet og med et drenget ansigt for sine 27 år. Hans basfulde stemme flyder roligt ud, når han taler. Han bruger tid på sine svar og tager sig tænkepauser. Jeg spørger ham, hvor trygheden kom fra, da de besluttede sig for at åbne op – hvad er det, som har ændret sig?
Oliver: »Vi er alle tre blevet bedre til at anerkende hinanden og har fundet ud af, hvor meget det betyder for vores musik, at vi bruger tid på vores indbyrdes forhold, mens vi arbejder på et album«.
For at hjælpe tilliden på vej, og finde ind til hinanden igen, valgte de at indspille albummet i studier rundt om i verden. Rejserne endte med at være essentielle for ’I See You’. Hvor trioen tidligere kun havde indspillet i deres hjemby London, og hermed kunne passe deres hverdag ved siden af indspilningerne, tog de denne gang væk sammen som en lille enhed.
Indspilningerne tog dem til Texas’ ørken og til Islands storladne naturlandskaber. De indspillede også i Los Angelse og i London, hvor de, som noget helt nyt, åbnede studierne op og fik besøg af venner og branchefolk, de stolede på.
Romy: »Det føltes naturligt at åbne op og var i den ånd, vi havde sat os for at indspille pladen. Så det hele ikke var så fastlåst og hemmeligt som tidligere«.
Så I inviterede simpelthen folk ind i det allerhelligste – studiet! – mens I var i gang?
Oliver: »Ja, så sad vi der og stirrede ind i deres baghoveder og holdt øje med, om de nikkede nok med til musikken«, siger han med et skævt smil.
Romy: »Vi fandt hurtigt ud af, at en køretur i bilen var en god måde for os at dele vores nye musik, for der behøver man ikke sidde og stirre på hinanden«.
For Oliver har albummet handlet om mere end en gnidningsfri musikalsk proces. Efter udgivelsen af ’Coexist’ faldt han ned i et tomrum af druk og fester. Han fejrede sin frihed, troede han, men endte i en ond spiral af lavt selvværd, og distancen mellem ham og verden voksede. Først da hans to barndomsvenner og bandmedlemmer hver især satte foden ned og konfronterede ham, kunne han til sidst se det. Han taler ikke meget om det, men man fornemmer det på hans ord og udsyn. Modgangen har været med til at give ham et nyt perspektiv og ændret noget i ham.
Oliver: »Selvsikkerhed og modenhed spiller jo en stor rolle i vores udvikling. Midten og slutningen af 20’erne er en tid med mange ændringer og overgange i livet. Der er folk og ting, du skal stå til regning for, så du bliver mere ansvarlig. Det er der, du for alvor begynder at konfrontere dig selv noget mere«.
Selvsikkerhed og modenhed spiller jo en stor rolle i vores udvikling
Konfrontation og udvikling er ord, som både Romy og Jamie kan nikke genkendende til. Før de gik i studiet med ’I See You’ deltog Romy i intensive sangskriver-sessions i USA og kastede sig ud på usikker grund. I hænderne på fremmede musikere og sangskrivere (blandt andet danske Robin Hannibal) arbejdede hun hårdt på at rykke sig både socialt og musikalsk og lærte at stole mere på sin intuition. Imens turnerede Jamie jorden rundt som succesfuld soloartist med albummet ’In Colour’. Ude af sin destruktive periode blev Oliver ansigt for Dior.
Oplevelserne var alle med til at nedbryde de personlige og musikalske barrierer. Forsigtigt begyndte Oliver og Romy at sidde sammen og udveksle tekstlinjer og melodier. Tidligere havde de holdt sig til mail, fordi de intime tekster blev for personlige til at tale åbent om. Nu sad de sammen, mens de første sange til ’I See You’ begyndte at dukke op. Nu gjorde det faktisk ikke så meget, at Smiths produktioner fyldte mere og gav en ny og varmere tone i deres lyd. Det var helt naturligt.
Kaniner i forlygterne
The xx er det bedste sted, de har været i deres karriere. De er ikke selv i tvivl. Frygten for koncerterne, publikum og medierne er næsten forsvundet. De sidder klar med et anderledes album, de er stolte af. Og de ved, at de har skubbet det værste af opmærksomheden og angsten bag sig, fra dengang det hele var nyt og »vildt grænseoverskridende!«, som Romy siger det ligeud.
Når hun i dag ser nervøse teenagere, har hun ikke svært ved at relatere til dem. Hun ved præcis, hvordan det føles at være lige dér med den selvudslettende usikkerhed ruskende gennem kroppen.
Romy: »Når du er i den alder, er det ikke noget, du er bevidst om. Du er jo den, du er. Men kunne jeg rejse tilbage og møde mig selv som teenager, så ville jeg sige: ’Husk nu at trække vejret, og det er altså okay at lade din stemme blive hørt’. For jeg følte mig faktisk meget isoleret dengang«.
Jamie har været den, som har virket mindst tilpas i hele cirkusset omkring The xx. Specielt i de tidlige år, dengang i 2009 og 2010, hvor presset var størst. Youtube flyder over med interviews fra de tidlige år. ’Kig ikke på os, kræv ikke så meget af os’, strømmede ud af hver fiber i deres kroppe. Især Smith virkede rystet og socialt handicappet, på grænsen til det autistiske, midt i stormen. Hans nervøse trækninger og vigende blik. De ultrakorte og fumlende sætninger. Han lignede en, der følte et konkret fysisk ubehag ved situationen og ville give alt for at komme væk.
Den uskyldige akavethed var for interessant til, at medierne ville slippe den. At deres koncerter derudover var distancerede og ekskluderende gjorde dem bare mere dragende. Oliver beskriver det som en tid, hvor de tre kæmpede og måske var for pressede til tider. Det var især hårdt for de to andre, kunne han mærke. Jamie og Romy er dog begge vokset enormt meget, og de er begge mere snakkesalige og afslappede i dag, kan han se.
»Men altså, de bliver nok aldrig social butterflies, som vi siger på engelsk om dem, der går til fester og smalltalker sig gennem 40 samtaler på en aften«, siger han uden at møde protester fra sine to venner.
»På en god aften har vi nok nærmere fire samtaler«, siger Romy og griner sammen med de andre. »Men så prøver jeg også at have meningsfulde samtaler i stedet«.
Var I faktisk så generte dengang, som medierne gjorde jer til?
Romy: »Jeg tror, at uanset hvem du tog fra gaden i den alder og smed dem op på scenen med den opmærksomhed, så ville de nok føle sig som kaniner fanget i forlygterne. Medmindre du er ekstremt ekstrovert. Medierne lyste virkelig skarpt på os, hvilket selvfølgelig var et chok. Vi er stadig ikke de mest ekstroverte mennesker, men der er sket et skift i os, og vi føler os mere tilpas i os selv. Selv om vi måske ikke er dem der råber op til en fest, er vi heller ikke længere så generte, at det gør ondt«.
Oliver: »Når jeg kigger på billeder af os fra dengang, forstår jeg jo godt, hvorfor folk synes, vi ser introverte og deprimerede ud. Men det er det image, vi gerne vil ændre med ’I See You’, hvis vi kan«.
Hjerteknusere man kan danse til
På den sidste stol i rummet sidder han – gruppens undviger. Jamie Smith, bedre kendt som Jamie xx. Hele interviewet har han siddet foroverbøjet med begge albuer på lårene og hovedet hængende nedad. Nu og da slår han øjnene op fra gulvet, når noget fanger hans opmærksomhed. Han er den tvungne, men alligevel delvist interesserede deltager.
Det eneste tidspunkt, han åbner uforbeholdent op, er da jeg spørger ind til pladens varmere og mere spraglede lyd. Blandt de små samples og de klubbede numre fandt jeg noget, jeg nærmest vil kalde eksotiske stemninger, fortæller jeg ham. Noget der klingede af andre og anderledes musiktraditioner. Det var jeg både overrasket over og vild med. »Ja? Det er jeg også vild med«, smiler han for første gang og retter sig op, så vi nu sidder ansigt til ansigt.
Jamie: »Jeg lytter til meget forskelligt musik og har rejst til så mange forskellige steder de seneste to år. På mine rejser har jeg samlet rigtig mange forskellige vinyler op og lavet produktioner mærkelige steder i verden. Det har også haft en indflydelse på pladens lyd«.
Den røde svenske polo banker på midt i svaret. Han flagrer kort i døren, før han siger »to minutter« og blinker venligt. Tid nok til at klemme lidt mere ud af undvigeren, nu hvor han er i gang. Jeg spørger hvor arbejdet med det ny album har efterladt ham?
Jamie: »Jeg er bestemt nået langt siden ’Coexist’. Jeg er gladere nu, end jeg nogensinde har være før. Det er fedt at kunne sige faktisk. Jeg har følt mig mere fri. Især mod slutningen af vores indspilninger tænkte jeg ikke på nogle grænser eller regler«.
At den større og mere komplekse lyd gør deres live-setup sværere at spille, er der så ikke noget at gøre ved. Det skal de nok finde ud af, lover Jamie. Mest af alt er de alle spændte på de muligheder, pladen åbner for i forhold til en ny energi til deres koncerter – »med et publikum, der måske endda danser!«, udbryder Romy entusiastisk.
I starten af februar kommer The xx forbi Forum som en del af deres verdensturné, der først slutter i sensommeren 2017. Indtil videre har de 65 koncerter på plakaten. Der er stadig bud efter The xx. Ikke mindst fordi deres koncerter er kendt for at tage musikken nye steder hen. Live får Smith lov til at lege og slippe sit geni løs i lange raves og alternative remixes.
’Blue dance music’ kalder jeg deres nye og lysere lyd i en hurtig vending, mens jeg pakker sammen og er på vej ud af døren og en ny journalist tripper på dørtrinet. Tre sæt skeptiske øjne kigger tilbage på mig. Ligesom med disco, så kan man danse og befri sig selv til deres nye numre, også selv om det ofte er mørke og angste tekster, forklarer jeg.
Sims øjne lyser op: »Ja – musik med tekster, der knuser hjerter og får dig til at græde derhjemme, men som du ikke kan stoppe med at danse til. Det er den slags musik, vi virkelig elsker alle tre«.
Læs anmeldelse: The xx ‘I See You’