’I Decided’: Big Seans nye album mangler – ironisk nok – beslutsomhed
Det måske mest klassiske narrativ i hiphop er den eviggyldige og romantiserede beretning om rapperen, der via musikken er går fra at være luset avisdreng (eller pusher) til storskrydende millionær. Det er trods alt derfor, at næsten enhver i genren på et eller andet tidspunkt har pralet om cremefarvede Lamborghinier og guldkæder, hvis vægt tangerer en ambolts.
Krydrer man sådan et idyllisk rap-epos med den uhyre vigtige krølle, at man selv opsøgte sit idol og beviste sit værd med en freestyle, så har man faktisk Big Seans inspirerende forhistorie kortlagt. Som fantaserende rimsmedsaspirant fangede han nemlig Kanye på gaden i et flygtigt hverdagsøjeblik, der to år senere landede ham en kontrakt hos forbilledet.
Af den grund er det naturligvis forståeligt, at Detroit-rapperen påskønner sit liv.
Desværre virker forestillingen om evig taknemlighed på ’I Decided’ så gabende dadelfri, at det hurtigt bliver intetsigende. Og derfor er det næsten tragikomisk, hvor ironisk og hult albummets titel klinger, når dets trackliste stikker ud i alverdens vægelsindede retninger.
’I Decided’ starter ellers lige så godt. ’Light’ åbner ballet med lige dele lunefuld, 80’er-skelende synth og lyrisk introspekt om vigtigheden af resiliens i modgang. Den Metro Boomin-kuraterede førstesingle ’Bounce Back’ tager derimod straks en mere hårdhudet drejning i både flow og lydside, hvilket fungerer fornemt. Der skal trods alt meget til for at fordærve et Metro-beat.
Alting lyder fortræffeligt – lige indtil man støder på ’No Favors’, der gennem et hovedrystende unødigt vers fra byfællen Eminem tilegner sangens titel en helt ny mening. Et uheldigt gæstevers sænker naturligvis ikke skuden, men det bærer præg af nepotisme og idéfattigdom i en sådan grad, at man undrer sig over, om det blot er inkluderet på grund af kreativt dødvande.
Denne undren tilskyndes yderligere af, at Sean øjensynligt forsøger at gå Drake ublu i bedene. ’Jump Out the Window’ er Seans forsøg på en småpoppet Drake-skæring med halvsyngende omkvæd og vægtigt klaver, mens ’Moves’ ligeledes fremstår som den stedvist afvekslende banger, Drake typisk tyr til, når hans foretagender smager for meget af jordbær med fløde. Det er alt sammen hørt før.
Efter den lettere ligegyldige mellemstation ’Same Time Pt. 1’ (der også lugter langt væk af letkøbt nepotisme i kraft af Jhené Aiko, Seans kæreste) indledes et tre numre langt forløb, der i bedste fald betegnes som forglemmelig baggrundsmusik.
Hvis lytteren ikke allerede hægtes komplet af ved den stillestående ’Owe Me’, risikerer man at høre det rædderlige hook på ’Stick to the Plan’. Hvad Sean ikke ser ud til at begribe, er, at hans stemme ikke hører det mindste hjemme i halvsungne omkvæd.
Ret skal dog være ret: Sean har finpudset de lyriske auteur-evner og staccato-leveringer (såsom på ’Moves’). Problemet er, at han stadig beflitter sig med at udtænke lidt for kontrapunktiske punchlines, der kronisk balancerer en hårfin grænse mellem det oprigtigt opfindsomme og anstrengende forcerede – som når han på ’Halfway Off the Balcony’ ytrer »I realized when it comes to girls / that chemistry means way more than anatomy«.
Ultimativt er erkendelsen, at Big Sean er en jack of all trades, master of none-rapper. Han har sjældent noget originalt at tilbyde genren, som flere af hans samtidige ikke allerede i forvejen gør bedre: Kendrick spytter bedre, Drake synger bedre, Kanye er mere nytænkende. Og når alt dette lægges sammen, lyser bundlinjen rødt – på trods af de små plusser hist og pist.
Kort fortalt:
Med ’I Decided’ gør Big Sean beklageligvis ikke ende på den trættende realitet, at han til dato stadig mangler at udsende et helstøbt album med noget (bare en anelse) originalt på hjerte. Titlen til trods bærer pladen præg af efterdigtende ubeslutsomhed og en konstant lige-ved-og-næsten-fornemmelse, som selv de bedre skæringer på albummet ikke overkommer.
Læs også: Big Sean danser til ‘Moves’ med en masse ældre mennesker hos Ellen