Aksglæde drømmer om kærligheden på sin første ep uden band
På coveret står Jacob Aksglæde alene i et blåt himmelhav med en hånd i vejret. Projektet er siden sidste års debut-ep gået fra band til soloprojekt, og med en prisvindende universitetsopgave overstået og et nu større kreativt frirum, har sangskriveren fået tid og plads til at eksperimentere i nye lyduniverser på sin anden ep.
Som titlen indikerer, befinder Aksglæde sig stadig i fortidens sorger og ungdommens sommerhåb, men med et nu overvejende elektronisk lydlandskab og et produktionsmæssigt nøk opad, opstår der alligevel et nyt og klædeligt udtryk til at akkompagnere hans drengede popvokal og bittersøde univers.
Trommesættet er skiftet ud med mekaniske trommemaskiner, og den akustiske guitar erstattes af et brusende hav af velproduktion og 80’er-klingende synthesizere – et hav, som vellykket nedbryder øvelokalets vægge i det stensikre sommerhit, ‘Næste sommer’, men som også ender med at skvulpe over og drukne ep’ens sidste nummer, ‘Det hvide snit’, i overproduktion.
Aksglæde virker til at være blevet sat fri rent kreativt, og forfriskende nok er han ikke bange for at gå hele vejen med sine ideer, når han på ‘Under pres’ – med Rocazino-pumpende bas, elektrisk lilletromme og sågar autotune (!) – forbinder retroproduktionen med sit eget legende tekstunivers: »Jeg er under pres fra deres hurtige tunger / jeg er under pres, ja, de har tømt mine lunger«.
Med den nye lyd tager Aksglæde, som nu er optaget på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium, afsæt til hovedspring fra skuldrene af hjemlige sangskriverkoryfæer, og han boltrer sig lystigt i den populære, fortidsskuende popbølge, der er skyllet ind over den dansksprogede musikscene de seneste år.
Men det er ikke kun produktionen, der varsler om nye veje i Aksglædes musik. I den kun et minut lange ‘Prelude’ bliver den luftige flabethed lagt på hylden til fordel for en betagende enkelthed, der skaber et tidligt højdepunkt og vidner om en modning, når han med en svagt dybere røst leverer ep’ens første strofer over langsomt blomstrende synthklange: »Her er alt det, i englehvide nuancer / her er alt det, jeg sku’ ha’ givet chancer«.
Kort sagt:
Selv om bandlyden er skiftet ud med aktuelle, 80’er-klingende produktioner, befinder Jakob Aksglæde sig stadig i de bittersøde kærlighedsdrømme, og den originale, enkle sangskriverstil er intakt. En kreativ frisættelse har givet mod og overskud til at eksperimentere med nye udtryk og varsler om videre udvikling i fremtiden.