Cirka halvvejs inde i interviewet fortæller Keith Birongo, der laver musik som K-phax, at han nok ikke var blevet rapper for ti år siden.
»Dengang handlede det tit om en eller anden aggressiv mand«, siger han.
Men de seneste år er der sket et skift væk fra den entydige, lidt karikerede maskulinitet i hiphoppen. Der er mange måder at være rapper på i 2018, og ingen inkarnerer den udvikling bedre end K-phax, der, som han selv siger, laver »outsider-anthems«.
Og Keith Birongo er netop en ung, følsom outsider, der er vokset op relativt isoleret i Sønderjylland med internettet og dets mange musikalske afkroge som primært inspiration. Her har han fundet både rappere som Lil Yachty og poppunk som Blink-182, der har inspireret ham til at omfavne en helt særegen stil, der er så original og forfriskende, at vi har udpeget ham til en af de nye kunstnere, vi for alvor tror på i 2018.
Vi mødte den her unikke rapper til en snak om hiphoppens nutid og fremtid – og den rolle, K-phax’ generation håber at spille i genrens udvikling.
Du kommer direkte fra lufthavnen – hvor har du været?
»Vi har været i Portugal og skyde en musikvideo til min næste sang. Den hedder ‘Failure’. Det er den officielle titel – før hed den ‘Fuck This Shit I Want It to End Right Now’. Men den nye titel er lidt kortere og ikke alt for emo-agtig«.
Hvordan lyder den nye sang? Indtil videre har du jo kun sluppet singlen ‘Oh My God’ under navnet K-phax.
»Den er inspireret af en Good Charlotte-sang, der hedder ‘Little Things’. Den handler om, at alt omkring mig peger på, at jeg er en failure, og at det handler om at hvile i det. Sådan havde jeg det, da jeg skrev sangen. Den er et outsider-anthem«.
Det er interessant, at du er inspireret af Good Charlotte. Det virker som om, hiphop generelt er begyndt at låne fra poppunk og emo.
»Jeg ser det klart som den næste store ting. Hiphop har haft sin store fase, og nu er det i den populære fase. Jeg tror, at der kommer en punk-fase. Atlanta-rapperen kommer ikke til at blive ved med at være det, folk vil høre. Folk bliver ikke ved med at høre på biler og damer og penge. Jeg tænker, at det næste man skal rappe om, er ting, som folk rent faktisk tænker over«.
Lad os spole tiden lidt tilbage. Du kommer fra Aabenraa, ikke?
»Jeg er flyttet rigtig meget, men ja, Aabenraa er der, hvor jeg har dannet mig selv. Jeg boede altid forskellige steder et år af gangen. Men i Aabenraa boede jeg i tre år. Der sker absolut ingenting. Man er aldrig ude. Der er en Crazy Daisy, men det er ikke lige min ting«.
Hvordan begyndte du så overhovedet at finde frem til musikken?
»Da jeg kom til Danmark i 2005, kendte jeg slet intet til hiphop. Men så gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at lytte til N.W.A. Men det var først mellem 2011 og 2012, at jeg blev fordybet i det. Jeg havde allerede produceret musik i et år, men mest house-tracks og Avicii-agtige ting. Så hørte jeg mixtapet ‘Ferrari Boyz’ af Gucci Mane og Waka Flocka. Det fik mig til at tænke, at det var det, jeg ville lave. Så gad jeg ikke det der popshit – nu er det hiphop«.
Der kan ikke have været mange i Sønderjylland, der hørte den slags.
»I Sønderjylland var jeg nok den eneste, der hørte Chief Keef. Men da jeg startede i gymnasiet var der en del, der hørte hiphop. Det var begyndt at blive mere mainstream«.
Hvordan begyndte du at nå frem til den lyd, du har nu? Jeg har hørt, du fik en lille åbenbaring af at høre Lil Yachty.
»Oprindeligt var jeg faktisk meget inspireret af Travis Scott. ‘Rodeo’ er mit yndlingsalbum af ham, og i 2016 var jeg meget ovre i den mørke vibe. Lil Yachty er ikke grunden til, at jeg laver musik, men han har klart inspireret mig. Første gang, jeg hørte Lil Yachty, var ‘1Night’, før den blowede up. Jeg syntes faktisk, den var trash! Så hørte jeg mere – min favorit er ‘Water On My Face’.«
Hvad kunne du lide ved ham?
»Han var mere straight edge end andre rappere. Man kan relatere til ham mere i forhold til folk som for eksempel Gucci Mane«.
Der er nogle ligheder mellem dig og Yachty, men hvad ville du selv sige er de største forskelle?
»Det jeg taler om i mine tekster. Jeg prøver at være mere eftertænksom. Og så er der mine beats. I det hele taget føler jeg, at jeg har et bredt spektrum følelsesmæssigt. Min første sang, ‘Oh My God’, var en glad sang, så måske har det fået folk til at synes, det er Yachty-agtigt. Men jeg prøver at udtrykke mange forskellige følelser i mine sange. Jeg vil ikke bare være en gimmick-artist. Jeg prøver at tale om ting, der er vigtige«.
Hvad syens du om termen ‘mumble-rap’, som man tit bruger om den slags musik, du laver?
»Jeg synes ikke, det er sejt. Det er old heads, der bruger det nu om dage. Men jeg er ligeglad. Det er whatever«.
Så du synes, det er nedladende?
»Uden tvivl. Det er ikke en kompliment. Jeg forstår godt, at folk har brug for at sige, det er en genre. Men jeg tror ikke, at dem, der laver musikken, ser det som et kompliment«.
Vi har kaldt din musik ‘mumblerap’ uden at mene det negativt, men det er en god pointe, at det måske er den ældre generation, der har fundet på den term og ment det nedsættende. Hvad synes du er den største forskel mellem den gamle generation og den unge generation?
»Jeg synes, den unge generation er mere modtagelig for nye ting. Før var der mange, der ville have boom bap-beats og bars. Men grunden til, at hiphop bliver ved med at vokse, er, at det ikke er old heads, der dikterer, hvad der er sejt. Hvis man for eksempel ser på rock, findes der stadig store bands, men det er meget old heads, der styrer rock. Der kommer ikke nye ting hele tiden som i hiphop. Så jeg tror, at hiphop skal blive ved med at være klar på noget nyt. Og det skal være den nye generation, der dikterer det«.
Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne