03 Greedo laver emomusik til bandemedlemmer på ’The Wolf of Grape Street’
Der er et virkelig rammende sted i et nyligt interview hos Billboard, hvor 03 Greedo understreger, hvorfor han ikke giver nogle som helst fucks for dig, sig selv, sine fjender eller nogen som helst anden.
»Hør her, jeg skal i retten fredag, jeg har et helt metalben, jeg er virkelig fra ghettoen. Jeg har mit hood på mit ansigt«.
Det er som om vestkystrapperen har lyst til at råbe: Det her er virkeligt – se selv!
Nej, 03 Greedo er ikke for sjov, han mener hvert ord han siger, og når hans sange er så stærke, er det fordi han får dén akutte følelse til at skinne igennem. Han har virkelig et metalben. Faktisk skulle benet egentlig amputeres efter et skudsår. Han er vist også døv på det ene øre. Han har været stofmisbruger, hjemløs og står lige nu til livstid i fængsel, hvis han bliver dømt for en anklage om narkobesiddelse.
Og når han siger, at han har sit hood på sit ansigt, er det fordi han har navnet tatoveret. Ikke i siden af ansigtet eller på halsen: Tværs over ansigtet.
Men 03 Greedo er ikke bare en ekstra-real rapper, der lige er skridtet mere autentisk end alle andre. Hans styrke er ikke, at han virker som den mest hærdede. Tværtimod: Hans sange er netop følelsesladede, en slags klagesange fra gadehjørnet. Han har selv kaldt det ’emomusik for bandemedlemmer’, hvilket nok er en mere præcis definition, end nogen journalist kan finde på.
Det placerer rapperen i samme kategori som forbilleder a la Lil Boosie eller Kevin Gates. Rappere, der tydeligvis kommer fra de mest hærdede miljøer, men som ikke er bange for at lade musikken vise sprækkerne i rustningen.
På ’The Wolf of Grape Street’ kommer det blandt andet til udtryk på højdepunkter som ’Substance’, en narkoballade al a Gucci Manes ‘Hell Yes’, eller hyldesten til faldne venner ‘For My Dawgs’, der knytter an til det første store hit ’Mafia Business’. Andre steder er der sange som ‘Paranoia pt. 3’, der er halvt nervesammenbrud, halvt slagsang.
De her sange får meget af sin styrke gennem 03 Greedos whiskey-agtige stemme, der skiftevis rapper og synger i et nærmest Max B-agtigt toneleje. Stemmen knækker og vrider sig, og det hele bliver en smule ekstra forvrænget af, at lyden har en lo-fi-agtig kvalitet. Som om han skriger gennem støjen. Det virker, i mangel på bedre ord, virkeligt.
Produktionerne holder sig mestendels i baggrunden for 03 Greedos vokal, der bærer hele albummet. Og det er ikke altid sørgerligt og trist: ’Pop That’ er en narkotiseret poprap-sang, ’Vulture’ er vokalakrobatik a la Young Thug, og ’If I Wasn’t Rappin’ er en euforisk sang om at klare det trods alle ods. ’100 Bands’ dyrker samme fascination af at have penge lige pludselig – efter mange år med afsavn.
Generelt holder den 21-sange lange udgivelse et højt niveau, selv om visse af sangene lyder ens – dels på grund af, at ikke alle numrene har det stærkeste omkvæd, dels fordi produktionerne har en lidt anonym kvalitet, der understreges af lo-fi-lyden. Det hele flyder lidt sammen en gang imellem.
Den udstrakte udgivelsesform er typisk Greedo: De første mixtapes var over 30 numre lange. Og den upolerede tilgang til udgivelser er også en del af rapperens stil. Han er netop upoleret og umiddelbar.
Og det kan betale sig at blive hængende, for hvis man når helt til albummets sidste sang, får man en af den ansigtstatoverede kunstners bedste sange overhovedet i form af ‘Never Bend’. Her er alt det, der gør Greedo så fascinerende: En melodisk, ekstremt umiddelbar vokal og en fortælling om aldrig at bukke under – på trods af næsten uoverkommelige omstændigheder, som når han husker at ligge på jorden med pistolkugler i sig.
»Hvis ghettoens vægge kunne tale, ville de være ligesom 03«, siger rapperen i starten af sangen, og det er måske et meget godt billede på, præcis hvad sange som ‘Never Bend’ kan.
Så ja, man kan godt tilgive et lidt for langt album af den her rapper, der giver scenen en tiltrængt dosis rå, upoleret virkelighed. For det er netop det, 03 Greedo gør: Han er som en ufiltreret stemme fra virkeligheden i en hiphopverden, der dyrker det kunstige.
Det skyldes nok også, at 03 Greedo jo netop ikke er ung. Han er 31 år. I hiphoppens nuværende, ekstremt ungdomsdyrkende klima er der noget fascinerende ved at høre den her garvede, udslidte stemme skinne igennem. Man kan næsten høre, hvordan ghettoens posttraumatiske stress har lagt sig på hans stemmebånd som rust på et vandrør.
Kort sagt:
03 Greedo har selv sagt, at han laver ’emomusik til bandemedlemmer’, og ‘The Wolf of Grape Street’ indkapsler den tilgang perfekt. Rapperens halvt syngende, halvt rappende vokal lyder som om, årene på gadehjørnet har efterladt ar på stemmebåndene, når han besynger gadelivet – lidt som hos forbillederne Kevin Gates og Lil Boosie.
Læs også: Class of 2017: Årets 10 mest lovende nye rappere