Mit interview med Rapsody starter med, at newyorker-rapperen ret hurtigt modbeviser to af mine forestillinger om hende.
For det første, at man som kvindelig rapper er nødt til at rappe ekstra godt for at få anerkendelse. »Drenge hader, når piger er bedre end dem til ting som hiphop eller basket. Det er den ultimative skam. Så tit skal man snarere passe på med at være for god«, forklarer hun mig. Og det giver jo egentlig meget god mening, når hun siger det på den måde.
Derefter modbeviser hun fordommen om, at hun som ret klassisk, lyrisk orienteret undergrundsrapper nok synes, at den nye generation af hiphop er på afveje. »Musikken er så kreativ lige nu«, siger hun: »Alle har adgang til at kunne lave musik efterhånden, og på grund af internettet er verden mindre, hvilket gør, at folk kan være mere kreative i stedet for at være afhængige af radio og tv«.
Alt er altså ikke som man måske umiddelbart tror hos Rapsody. For selv om hun kommer fra hiphoppens fødeby New York, og stolt ser sig som et led i byens tradition, er hun langt fra at være en fastfrossen traditionalist. Jeg møder en reflekteret, sjov og åbenhjertet rapper, der frem for alt er repræsentant for at være åbensindet og fordomsfri – og som samtidig er et godt eksempel på det, Rapsody selv kalder en »renæssance« inden for kvindelige rappere, der gentænker hvordan hiphop-genren skal se ud og lyde.
Vi talte med (og lærte af) Rapsody forud for hendes koncert i Pumpehuset den 10. marts.
Der er nok mange, der fik øjnene op for dig med ’Laila’s Wisdom’-albummet fra sidste år, der gæstedes af Kendrick Lamar, udkom på Roc Nation og blev nomineret til en Grammy. Men du har jo været i gang i noget tid, ikke?
»Jeg har været i spillet i over otte år. Da jeg startede med at være interesseret i musik og i at skrive, var det bare for sjov. Mine venner og jeg dyrkede det tilbage i dagen. Som unge i The Bronx plejede vi at være til fester i parken, og da jeg gik i skole, tog vi hjem til hinanden og fandt beats, som vi rappede over«.
Hvornår blev det alvor?
»Da jeg begyndte at føle, at jeg virkelig havde talent for at rappe og rent faktisk kunne gå efter det som en karriere. Glæden ved at lave musik gik ikke væk, men jeg blev mere fokuseret. Jeg så det ligesom en sportsudøver ser en sport: Jeg trænede. 9th Wonder var min mentor, der hjalp mig, når jeg blev frustreret over, at det ikke gik så hurtigt, som jeg håbede«.
Hvordan mødte du 9th Wonder? Han er jo en af de største undergrunds-producere, der har været del af gruppen Little Brother, men også lavet ting med alle fra Jay-Z til Anderson Paak og Kendrick Lamar…
»Nogle venner og jeg startede en hiphoporganisation på vores skole. Vi var en række forskellige artister. En af dem var en producer, der hang ud med 9th for at lære, hvordan man laver beats. Han fortalte 9th Wonder, at vi havde den her gruppe, og så en dag kom han forbi vores skole for at tale med os. Vi var omkring 20 mennesker i et værelse, og han lyttede til alle. Jeg spillede de første sange, jeg havde lavet, for ham, og siden da blev han min mentor«.
Det er ret vildt, at en så etableret person som ham tog sig tid til de unge på den måde.
»Ja, og han gør det stadig den dag i dag. Han er meget ydmyg og nede på jorden. Han tager sig altid tid til at tale med folk. Sådan er han bare«.
Du nævnte før, at I rappede for sjov, og at det var en del af at vokse op. Findes den del af hiphopkulturen stadig?
»Det tror jeg, ja. De unge starter stadig med at rappe og lave musik, fordi det er sjovt. Og i dag har alle muligheden for at indspille musik på deres telefon eller i deres klædeskab – ligesom jeg gjorde. Så alle starter på samme måde: Med nogle venner, der mødes og fortæller historier gennem deres musik. I dag smider de unge det bare online, og hvis det hitter, så hitter det, og hvis ikke, så laver de alligevel mere musik, fordi det jo er sjovt at lave. Derfor er scenen så kreativ lige nu. De unge er ikke begrænsede af noget længere«.
Apropos begrænsninger: Følte du, at du var alene om at være en kvindelig rapper, da du voksede op?
»Nej, jeg kendte mange kvinder, der rappede og som kæmpede den samme kamp som mig. Den eneste forskel var, at man ikke så dem på radio og på tv. Så hvis radio og tv var det eneste sted, man fandt musik, vidste man ikke, at de eksisterede. Men hvis du kendte internettet og fandt musik på Soundcloud, Bandcamp, blogs eller sider som DJ Booth, så kunne du se, at der var mange kvinder derude. Jeg kendte for eksempel mange kvindelige rappere, men hver gang jeg spurgte min søster, kendte hun ingen af dem«.
Det virker til gengæld som om, at mainstreamen er lidt mere klar til at vise kvindelige rappere nu. Sidste år var der folk som Cardi B, der brød igennem, og du blev også nomineret til en Grammy…
»Ja, der er en renæssance i gang. Der er flere kvindelige artister, der anerkender hinanden og ikke slås indbyrdes, som det tit skete før. Cardi B er god, og jeg kan give hende et shout out og omvendt. Det samme med Remy Ma. Det er som om, folk har indset, at vi har brug for en kvindelig tilstedeværelse i hiphop. For mænd kan ikke gøre de samme ting, vi kan. Nu er der folk som Dreezy, Remy Ma, Noname og Little Simz. Vi er alle forskellige og vildt begavede – vi giver hiphoppen nye perspektiver«.
Du nævnte, at der før var en slags idé om, at kvinder skulle slås indbyrdes – som om der kun var plads til én kvindelig rapper. Hvordan kan det være?
»Jeg forstod aldrig, hvorfor vi skulle grupperes og mænd ikke skulle. Mændene var alle sammen forskellige og kunne sameksistere uden at slås indbrydes. Hvorfor skulle det være anderledes for kvinder? Det har jeg aldrig forstået. Vi er nødt til at stoppe det her falske narrativ: Kvindelige rappere er ikke én stor mudderkamp«.
Dit album fra sidste år, ’Laila’s Wisdom’, handler også om de råd, du fik fra et kvindeligt forebillede, ikke?
»Ja, Laila er mormor, og der var et par årsager til titlen. For det første sagde hun altid, at man skal huske at give folk blomster, mens de stadig kan dufte dem. Altså ikke bogstavelige blomster – men at man skal vise sine følelser, mens man er her. Så jeg ville anerkende hendes indflydelse, mens hun er her. Samtidig ville jeg vise alle unge kvinder, at jeg ser deres skønhed, og at jeg vil repræsentere dem og give dem noget, der får dem til at have det godt. Jeg kommer fra et hjem med mange stærke kvinder, og roden til det hele er min mormor. Hun er grunden til, at jeg er så stærk, som jeg er«.
Albummet blev en stor succes. Hvorfor skete det lige nu efter alle de år? Var det lønnen efter mange års arbejde, eller var der noget med timingen?
»Begge dele. Det var perfekt timing, fordi musik generelt er blevet mere musikalsk og lyrisk. Og så er der den her renæssance for kvinder, der rapper. Det var den rigtige tid. Samtidig så har jeg også forsøgt at være mere melodisk og arbejde mere på at skrive sange. Jeg bruger min stemme som instrument nu, samtidig med at jeg er ærlig og sårbar. Så det var både og. En perfekt storm«.
Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler
Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?