Hvordan synes du, at den genremæssige fordeling mellem de store navne i år ser ud i forhold til tidligere år?
»Det kommer an på, hvor langt man går tilbage, for nu har vi snart 50 års historie at sammenligne os selv med. Vi har et mere blandet felt i toppen af plakaten, end vi har haft tidligere. Vi har en del urban og hiphop, samtidig med at der også er plads til ret straight rock med Nick Cave and the Bad Seeds og industrial med Nine Inch Nails og en legende som David Byrne. Så vi kommer jo rundt i lidt af hvert.
Men det er klart, at hvis vi skal være relevante for et ungt publikum, så skal vi også rykke os med tiden. Vi skal præsentere noget af det, der er stort nu, og især på Orange Scene, hvor vi skal samle alle og give dem den her følelse af, at de alle sammen er med til den samme, store fest«.
I har selv sagt, at det bliver sværere og sværere at booke til Orange Scene, som årene går. Har du i løbet af dine fem år som programchef set en udvikling i, hvilke navne man kan putte på Orange?
»Ja. For nogle år siden ville folk rynke lidt på næsen eller synes, det var vovet, hvis vi satte et hiphopnavn på Orange. Nu har folk vænnet sig til det, blandt andet på grund af nogle fantastiske koncerter med Kendrick Lamar og Outkast, som vi har haft de seneste par år, men jo også med Nas og Ice Cube sidste år. Så det er jo ikke en overraskelse for folk længere. Og når vi så har Eminem, som er en af de få kunstnere i stadionklassen, der aldrig har spillet i Danmark, så sætter vi ham selvfølgelig på Orange. Det er jo et kæmpe scoop for os at kunne præsentere en som ham. Men også på niveauet lidt under er det heller ikke unaturligt at sætte folk som Dua Lipa eller Bruno Mars samme sted«.
Nu får I netop Eminem, en ikonisk rapper, til landet for første gang. I den anden ende er der et mere segmenteret rockudvalg i toppen. Skal vi se det som et tegn på fremtidens Roskilde-programmer?
»Man skal i hvert fald se det som et tegn på nutidens Roskilde-program. Man skal ikke se sådan på det, at nu har vi fundet den her formel, og den kommer vi til at køre med over de næste fem eller ti år. Vi kommer til at flytte os, så om ti år vil det have ændret sig igen. Så vil det være nogle nye strømninger, vi kan se på scenen. Vi skal være i stand til at ændre os, så vi peger fremad og ikke bare er tilfredse med at stå stille på samme sted. Det afspejler vi godt med vores program«.
En tilbagevendende kritik af Roskilde Festival er altid, at det var en rockfestival, men ikke er det mere. Er det en særlig udfordring at skaffe store rocknavne til plakaten?
»De fylder jo ikke lige så meget, som de har gjort, men der synes jeg igen, at vores program afspejler, hvad der sker i verden og på musikscenen generelt. Der kommer ikke ret mange nye Maiden eller Metallica’er, så når de store mastodontnavne er Eminem og deslige, så er det også dem, vi skal have på programmet. Opgaven for os er heller ikke at vise, at rocken eller metalmusikken er død, men at den findes i alle mulige andre afskygninger, selv om den ikke er lige så stor og ikonisk, som den var i 90’erne«.
Repræsenterer toppen af plakaten Roskilde Festivals generelle udvikling i forhold til musikprofilen?
»Ja, det synes jeg. Også fordi den bliver understøttet af det, der er på resten af plakaten. Jeg ville være ked af at sidde med et program, hvor det knækkede over, og hvor hovednavnene pegede i én retning, mens resten pegede i en anden. Så jeg er glad for, at vi kan trække nogle tråde ned igennem plakaten, om det så er fra Eminem ned til Black Star, Vince Staples og Stormzy, eller om det er fra Nine Inch Nails ned til Stone Sour og Dead Cross«.
Sidste år udtalte du, at Solange for eksempel ville spille på Arena, fordi hun ville give en bedre koncert der. Hvilke navne er Orange-egnede, og hvilke er ikke?
»Jeg synes, de mest Orange-egnede navne er dem, der både kan fylde det fysiske scenerum ud, fordi de enten har en stor scenografi eller et visuelt show, eller fordi de har en stærk frontfigur, der i sig selv kan fylde en hel scene ud. Det er Nick Cave fra årets program et glimrende eksempel på. Forhåbentlig også Dua Lipa, når hun står der. Men at kunne fylde det rum og nå ud over den her plads, som jo er enormt stor, det skal man have en vis rutine eller et særligt tække for at kunne gøre.
Musikken kan være mange forskellige ting. Vi kommer til at have First Aid Kit på Orange Scene tidligere på dagen, hvor det er den blødere country/folk, der skal fylde pladsen ud. Det kan de godt, fordi de er sindssygt rutinerede og har spillet mange store koncerter efterhånden. Men det er jo noget andet, end når Nick Cave eller Massive Attack står der med mere volumen på.
Med Solange sidste år var det det rigtige valg, fordi hendes musik krævede en mere intim ramme. I år kommer vi til at have Nine Inch Nails på Arena, fordi de har et visuelt show, der gør sig rigtigt godt i mørke og i en mere lukket ramme. Vi har også David Byrne på Arena, fordi han kommer med et show, der kræver nogle helt særlige omstændigheder. Så vi vælger det med nogle kunstnere«.
I år er det Peter Sommer, Saveus, The Minds of 99 og Nephew af danske kunstnere, der skal spille på Orange. Er det jeres erfaring, at det er sværere at få danske bands til at fylde pladsen?
»Det har været lidt sværere førhen, men jeg synes faktisk, at vi i de senere år har set en tendens til, at folk bakker mere op om de danske navne. Jeg tror også, at dem, der kommer til at stå der til sommer, kommer til at have et godt publikum. Nephew er et at de største danske navne overhovedet, men jeg tror også, at Saveus kommer til at trække ret fint. Der var rigtigt mange til deres show på Countdown-scenen, da de spillede der. De kan godt finde ud af at fylde en scene ud, og de har en frontmand i Martin, der rækker langt ud over scenekanten«.
Hvordan ser fremtiden ud for Orange Scene?
»Jeg synes, den ser god ud. Det har været rart de sidste par år at se, at de urbane navne og relativt unge headliners kan gå ind og løfte scenen, og at vi har danske navne, der også står klar til at være de næste i rækken til at fylde den scene ud. Så jeg kan ikke se, at vi har nogen Orange-krise, som der var nogen, der havde travlt med at udråbe det til for et par år siden. Det synes jeg, at vi har fået afværget, og jeg synes også, at vi har vist, at det kan lade sig gøre at tage nogle chancer med den scene, hvor der måske har været nogle firkantede forventninger til, hvad man kunne tillade sig førhen, og hvor det skulle være et stort, bombastisk rocknavn, før det fungerede. Der synes jeg, at vi har fået vist, at sådan er det ikke, ligesom vi har vist over for os selv, at vi ikke skal være bange for at prøve noget af, fordi vi har et publikum, der bakker op«.
Har du lyst til at sige noget bestemt til kritikerne af årets program?
»Det er jo fint, at der er nogen, der har så mange holdninger og store forventninger til, hvad vi laver. Det viser jo, at så må vi have indfriet nogle forventninger gennem årene, så det tager vi selvfølgelig med os. Men når vi får kritikken er det også ofte, fordi folk ikke kender det hele. Der er rigtigt meget spændende imellem, som man kan pege ud i stedet for at stirre sig blind på de ting, der ikke kommer.
Så jeg vil sige, at man skal læse det med småt og få pløjet programmet igennem og udnytte de muligheder, man har til at få lyttet til en masse ny musik. Det kan sagtens være, du finder nogen, der bliver dit nye yndlingsband«.
Læs også: Roskilde Festival: Fem tanker om det endelige program – på godt og ondt
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops i dagens annonceringer
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 59 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program
Læs også: Hvem skal spille på Orange Scene? Her er de sikre navne og vores bud på de sidste pladser
Læs også: Roskilde-statistik: Hele festivalprogrammet forklaret i tal
Læs også: Roskilde Festival tilføjer 13 nye navne til årets kunst- og aktivismeprogram