Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops i ugens annonceringer

Roskilde Festival har i dag færdiggjort årets plakat med 59 nye navne. Det kan virke som et overvældende tal at overskue, så vi har her udvalgt vores 12 favoritter fra dagens bandpakke.
Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops i ugens annonceringer
Anderson .Paak på Roskilde Festival i 2016. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Nick Cave and the Bad Seeds

Nick Cave er vist glad for Danmark, og det er jo ikke noget, man kan være sur over. Han spiller relativt ofte i landet, og den seneste koncert i Royal Arena var bidende intens. Caves diskografi har så mange højdepunkter, at enhver koncert med hans band er en ustoppelig parade af fantastiske numre.

Senest udgav gruppen den nedtonede og ganske dystre ’Skeleton Tree’, der beviste, at selv med over 30 år på bagen har vi at gøre med en grænsesøgende kunstner, der tør forny sig selv – denne gang i tragediens golde skær.

Den følelsesmæssige intensitet i Nick Caves univers har ganske naturligt været grundlag for mangt en fængslende koncertoplevelse, og på scenen bliver han til en dragende, næsten religiøs skikkelse, der elegant formår at forføre selv den fjerneste tilskuer – hvad enten den står på ’Into My Arms’ eller ’Red Right Hand’.

Nick Cave and the Bad Seeds spiller på Orange Scene fredag den 6. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Charlotte Gainsbourg

Charlotte Gainsbourg er vokset op i et hjem med klaver og lidt mere til. Hendes far er nemlig ingen ringere end den franske popekvilibrist Serge Gainsbourg, men det bør absolut ikke fjerne fokus fra, at hun er en rigtig dygtig musiker i egen ret.

Sidste år udgav hun den fortryllende ’Rest’, hendes første album i syv år. Til trods for den lange pause viste hun sig stadig aktuel – ja, hun var om muligt endnu stærkere end før, både hvad angik instrumentation, sangskrivning og produktion.

Et musikalsk comeback, der sætte hendes smagfulde og æstetiske popmusik i en fortryllende ramme, som fortjener at blive nydt en tidlig Roskilde-aften med et glas rødvin.

Charlotte Gainsbourg spiller onsdag den 4. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Massive Attack

Triphop fik sit gennembrud i start-90’erne med blandt andre Massive Attack bag roret, og over 25 år senere er det stadig kun få, der kan rivalisere Bristol-duoen inden for genren. De kolde, elektroniske toner fra den toneangivende gruppe får en oplagt plads på Orange Scene sent om natten, hvor deres dunkle univers da også passer smukt ind.

Gruppen har udgivet store album som ’Mezzanine’ og ’Blue Lines’, der absolut stadig holder i dag. Man kan let forestille sig, at numre som ’Teardrop’, ’Unfinished Sympathy’ og ’Protection’ kunne lægge op til en magisk mavepuster på Dyrskuepladsen.

Da gruppen gæstede Forum for to år siden, bød de på et stramt eksekveret show, hvor lyden fra deres klassiske hits var blevet endnu mørkere og tungere i bassen. Koncerten var samtidig en politisk bevidst rusketur, hvilket Roskilde Festival lover bliver tilfældet igen til årets koncert.

Massive Attack spiller på Orange Scene fredag den 6. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Joey Bada$$

Broer bygges mellem moderne og klassisk hiphop i Joey Bada$$’ univers. Efter debut-mixtapet ’1999’ fra 2012 var mange hurtige til at kalde ham for en throwback-kunstner, men med tiden har det vist sig, at rapperen har været langt mere fremsynet end hans lyd oprindeligt antydede.

Mens der nemlig er en del 90’er-lyd til stede i Joey Bada$$’ musik, er der også en aktualitet og en melodisk side, der begge er blevet mere udtalte de seneste år. På det nyeste album ’All-Amerikkkan Badass’ er Bada$$ mere systemkritisk og lyrisk stabil end nogensinde før, og han har sidenhen udforsket helt nye sider af sin lyd ved blandt andet at nyfortolke Prince og lave musik med XXXTentacion.

Som livekunstner kører Joey Bada$$ med konsekvent højt tempo og stærk attitude. Mens han forstår at spille op til fest, krydrer han sine koncerter med stærke politiske meddelelser. Dette kunne danskerne senest opleve, da han gav koncert i Store Vega november sidste år – en koncert, hvor Joey fra første sang råbte »Scream fuck Donald Trump«.

Joey Bada$$ spiller fredag den 6. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. James Holden and the Animal Spirits

Hvis man ikke ved, hvem det er, lyder James Holden and the Animal Spirits som navnet på et neotraditionelt countryband, der frekventerer Tønder Festival. Det er et godt stykke fra sandheden. I stedet har vi at gøre med en progressiv innovatør inden for elektronisk musik, der leverer en eventyrlysten lyd med elementer af krautrock, jazz, postrock og psykedelisk musik.

Den folkede antydning i konstellationens navn er dog heller ikke helt væk, for elementer af folkemusik sniger sig ind på det nyeste James Holden-album ’The Animal Spirits’, der er indspillet sammen med improvisationsensemblet The Animal Spirits. Han kalder selv lyden for ’folk-trance’ og siger, at han er inspireret af de spirituelle jazzgiganter Don Cherry og Pharoah Sanders.

Når Holden spiller på Roskilde, tager han The Animal Spirits med sig på scenen til en blanding af organisk og elektronisk musik. Da han i 2014 senest gæstede Dyrskuepladsen, havde han en live-trommeslager med sig, og nu tager han øjensynligt fusionen et logisk skridt videre.

James Holden and the Animal Spirits spiller fredag den 6. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Dua Lipa

I 2017 gik 22-årige Dua Lipa fra at være en lovende popsanger til at være en regulær popstjerne, da hun udgav sit selvbetitlede debutalbum. I løbet af de første par måneder af 2018 er hendes stjerne kun vokset, og singlerne ’New Rules’ og ’IDGAF’ fylder hitlister verden over.

Hendes status som en af det seneste års største popsensationer er da også velfortjent. Den unge brite rammer ungdommens tidsånd som få andre med relaterbare, attitudestærke popbaskere, der er umulige at få ud af hovedet. Derudover er hun en mester i at lade sin markante personlighed skinne igennem på alt, hun rører ved.

Dua Lipas koncerter har generelt haft hende selv i fokus med et velspillende, men tilpas diskret liveband bag sig. Til mange nylige talkshowoptrædener har hun dog også haft nogle stramt koreograferede dansere med. Det bliver spændende at se, hvad for en stil, vi får at se på Roskilde Festival, når hun får æren af at spille på festivalens allerstørste scene.

Dua Lipa spiller på Orange Scene lørdag den 7. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Kali Uchis

I 2017 begyndte en relativt ukendt, men øjeblikkeligt gribende r’n’b-stemme at dukke op på sange fra Daniel Ceasar, Gorillaz og Tyler, The Creator. Denne colombiansk-amerikanske sanger er ganske vist nok stadig bedst kendt for sine gæsteoptrædener, men Kali Uchis er et ganske lovende ungt navn i egen ret.

I morgen udgiver hun debutalbummet ’Isolation’, og hendes hidtidige singler tyder på, at vi let kan have at gøre med en ganske glimrende poppet r’n’b-skive. Især ’After the Storm’ er et pragtfuldt track, der meget flot viser, hvad hun er i stand til som sanger.

Når Kali Uchis træder på scenen, stopper alle bekymringer om vejr eller mørke. Man bliver i stedet transporteret til en varm tropeø i selskab med Uchis’ sensuelle levering og subtile backingband. Hertil spiller hun samme dag som sine samarbejdspartnere i Gorillaz, og vi ville derfor selvfølgelig sætte pris på, hvis hun tog en smuttur forbi Orange Scene efter sin egen koncert.

Kali Uchis spiller lørdag den 7. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Anderson .Paak and the Free Nationals

For to år siden bød Roskilde Festivals Apollo-scene på et friskt, relativt uprøvet navn i form af Anderson .Paak. Med spandevis af charme, et vanvittigt tight liveband og en levende vekslen mellem funk, rock, soul og hiphop leverede amerikaneren det, som måske var årets allerbedste Roskilde-koncert.

Sidenhen er den karismatiske sanger og rapper kun blevet større. Anderson .Paak siger selv, at hans næste album bliver udgivet inden koncerten på Roskilde, og det er indspillet i samarbejde med hans liveband, The Free Nationals, som også spillede med ham i 2016. Så der er lagt op til en reprise og mere til.

Vi har ganske enkelt at gøre med en musiker, der om nogen oser af spilleglæde. Hvad enten han står i front med mikrofonen eller fyrer den af bag tønderne. Arena står klar.

Anderson .Paak and the Free Nationals spiller lørdag den 7. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. The Weather Station

Et af de mere oversete (også fra vores side) album fra sidste år var ’The Weather Station’ fra det canadiske band af samme navn. I centrum finder vi Tamara Lindeman, der både skriver, producerer og synger al musikken.

Hendes stemme er blid på overfladen, men bærer stadig på noget nerve, og den leder ganske fint tankerne hen mod landsfællen Joni Mitchell. Selv om Lindeman ligesom Mitchell laver folk, har vi dog ikke på nogen måde at gøre med en kopi. Lindemans sangskrivning har sine helt egne idiosynkrasier og inspirationskilder, der giver musikken sin helt egen karakter.

The Weather Stations koncerter er elegante, intime oplevelser, der har den bundsolide sangskrivning i fokus. En eftermiddagskoncert i Gloria eller allerhelst på Pavilion ville være den helt perfekte måde at opleve dem.

The Weather Station spiller torsdag den 5. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Danny Brown

En skinger stemme, uortodokse beats og en larger-than-life personlighed – det er noget af det, der gør Danny Brown til et af de mest spændende og nytænkende navne i hiphop inden for den seneste håndfuld år. Oven i dette får vi dybdegående personlige tekster om depression, afhængighed, alderdom og alskens andre strabadser, der optager rapperen.

Danny Brown har spillet en del koncerter på dansk jord, men hans hidtidige toppræstation var muligvis, da han i 2013 første gang besøgte Roskilde Festival. Siden da har han fået noget nær kultstatus for sin excentriske lyd, så det bliver spændende at se, hvordan han klarer det denne gang.

Det er ikke for ingenting, at giganter som Kendrick Lamar, ASAP Rocky, Run the Jewels og Gorillaz har indspillet musik sammen med ham. Sidstnævnte spiller oven i købet på Roskilde samme dag som Brown. Tør man håbe på en gæsteoptræden?

Danny Brown spiller lørdag den 7. juli.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. John Maus

Det mørke, synthesizerdrevne univers, som texanske John Maus efterhånden er ekspert i, føles evigt aktuelt, og især sangene fra hovedværket ’We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves’ rammer hårdt. Så hårdt, at man næsten ikke kan mærke, at der er gået omkring syv år siden det udkom.

Maus vendte sidste år tilbage med den lettere psykedeliske ’Screen Memories’, der var centreret omkring en utryg, surrealistisk stemning. Hans musik er ofte blevet sammenlignet med David Lynchs soundtracks, og især det nyeste lyder som et alternativt soundtrack til ’Twin Peaks: The Return’.

Når Maus står på scenen, får hans musik en helt ny kakafonisk dimension, og hans ivrige bevægelser veksler mellem det komiske og det uhyggelige. Hans vokal bliver også mere højtråbende, og der er ikke nogen tvivl om, at Maus – både live og på plade – kun spiller efter sine egne regler.

John Maus spiller lørdag den 7. juli


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. New Gen

Det hele startede med, at 22-årige Caroline Simionescu-Marin havde en playlist-serie på bloggen GRM Daily ved navn ’New Gen’, hvor lyttere blev præsenteret for nye, spændende navne fra britisk hiphop. I 2017 mundede playlisten ud i et glimrende album ved navn ’New Gen’, og nu er det så også blevet til en live-oplevelse.

New Gen på Roskilde Festival er dog ikke blot en gentagelse af albummet eller en optræden med de største hits fra playlisten. I stedet fortsætter holdet bag med at præsentere nye kunstnere, som de også laver indspilninger med i deres New Gen-studier.

Til festlighederne på Roskilde Festival har de booket de unge rappere 23 Unofficial, Headie One, Loski, M Huncho, Mowgli og One Acen til at vise, hvordan fremtiden ser ud for UK rap.

New Gen spiller på Apollo fredag den 6. juli.

Læs også: Roskilde Festival: Fem tanker om det endelige program – på godt og ondt 

Læs interview: Q&A med Roskildes programchef: »Jeg kan ikke se, vi har nogen Orange-krise«

Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 59 nye navne på plakaten

Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program

Læs også: Hvem skal spille på Orange Scene? Her er de sikre navne og vores bud på de sidste pladser 

Læs også: Roskilde-statistik: Hele festivalprogrammet forklaret i tal

Læs også: Roskilde Festival tilføjer 13 nye navne til årets kunst- og aktivismeprogram

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af