Turbolens’ famlende udtryk endte i uforløst Spot-koncert
Som gammel Mew-(giga)fan var jeg positivt stemt, da Bo Rune Madsen åbenbarede sit nye soloprojekt i kølvandet på bruddet med de gamle venner fra Hellerup. På de to hidtil udgivne ep’er ‘Tro, håb og kærlighed’ og ‘II’ lykkes Madsen da også med at udtrykke sine egne musikalske visioner, bragt til verden sammen med en gruppe børn fra Bernadotteskolen.
Det næste spørgsmål var så, hvorvidt Turbolens – Madsen og hans helt unge musikanter – også kunne fungere som liveband. Det var ikke tilfældet under deres koncert i Scandinavian Congress Center.
I betragtning af orkesterlederens rutine undrede man sig over, hvor famlende og uforberedt, han fremstod, og et par kække bemærkninger om sit tidligere rockstjerneliv blev kun mødt med akavet tavshed fra publikum.
Hertil er Madsen ikke den store vokalist, og det var symptomatisk for koncerten, at den fungerede bedst, når hovedpersonen overlod mikrofonen til koret Mullerne og selv gav den i rollen som en motiverende musiklærer. Således formåede ‘Farver’ med vokal fra unge Ella momentvis, men som aftenens eneste nummer, at løfte koncertoplevelsen.
Introen til ‘Helt, mig, selv’ vakte reminiscenser af Mews kompleksitet, men Madsen burde nok tage mere hensyn til, at hans musikere ikke har samme erfaring som ham selv. Trommeslageren og bassisten gjorde en ihærdig indsats, men de kunne ikke helt holde trit med de funky guitarlicks.
‘Rastløse bevægelser’ satte det samlede indtryk i relief. Et på plade aldeles fremragende og rørende nummer med retning og format, men live blev sangen serveret i omarrangeret form, hvor det fine guitarmønster og den gradvise opbygning var syltet til fordel for en alt for tilbagelænet attitude, hvor Madsen heller ikke ramte alle toner lige rent. Med det resultat, at nummeret (Turbolens’ funklende diamant) faldt til jorden som en jordslået karklud.
Jeg køber præmissen om at dyrke det uperfekte og umiddelbare, at lege med musikken. Men en koncert på en af Spot Festivals største scener i bedste sendetid forpligter altså. Og selv om forventningerne var der, blev Turbolens’ koncert et smerteligt bevis på et musikalsk projekt, som fremstod alt for usikkert og famlende til at levere en overbevisende optræden.
Læs anmeldelse: When Saints Go Machine på Spot Festival: En genfødsel, der delte vandene
Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag