Lil Yachty har alt at bevise på ‘Nuthin’ 2 Prove’
Lil Yachty stod i 2016 i gavlens rækværk på en stor regnbuefarvet yacht, der med skingre auto-tune-melodier og børnebeats tromlede over hiphophoveder og Tupac-tilhængere og splittede vandene fuldstændigt med uhørte numre som ‘One Night’ og ‘Minnesota’ fra debut-ep’en ‘Lil Boat’. Dengang vakte den pubertære stemmeføring og de perlebefængte, spraglede dreadlocks foragt og forundring, men samtidig også et håb om en stemme, der en dag ville gro sig stor på hiphopscenen som Soundcloud-generationens spydspids.
Men dykker man ned og undersøger skibsvragsresterne fra rapperens seneste album, så finder man kun levn fra en monoton og farveløs stemme langt fra den spraglede profeti. Debutalbummet ‘Teenage Emotions’ gik på grund, og efterfølgeren ‘Lil Boat 2’ tørrede ud, da de begge var for lange, for indholdsløse og uden kreativ retning.
Men noget kunne tyde på, at Lil Yachty er en hårdfør sømand, for trods uvejr og kritik har han samlet proviant til endnu en skibsfærd med albummet ‘Nuthin’ 2 Prove’, hvis titel er alt andet end retvisende – for Yachty har alt at bevise nu.
Og måske har han lyttet. For på ‘Nuthin’ 2 Prove’ har han kortet noget af længden af, fundet tilbage til farverne i melodien og forenet sig med følelserne og nogle af generationens mest (auto)toneangivende stemmer. Lil Yachty er begyndt at sætte sejl op, men han er stadig i modvind, for fortidens spøgelser stiger op fra dybet, og han lader ikke til at kunne slippe af med dem.
Spøgelset, der bliver ved med at hjemsøge Yachty, er det mørkere alter ego Lil Boat, der udvisker melodierne til fordel for nedbarberede rap-bars og har stået for et utal af gæstevers de seneste år, blandt andet med bidrag til Migos, Lil Pump og idolet Chief Keef. Men problemet med Lil Boat er, at han ikke har samme originalitet som den melodiske Yachty og sjældent kan måle sig med sine fæller rapteknisk eller karismatisk.
Det viser sig på ‘Nuthin’ 2 Prove’, når hovedpersonens gæster enten overstråler ham på albummets mest minimalistiske foretagender eller løfter ham til et niveau, han umuligt kan følge med på selv. Playboi Carti holder kun lige Yachtys hoved oven vande på den spartanske ‘Get Dripped’, men når Yachty er alene, drukner han i minimalisme på numre som ‘Gimmie My Respect’ og især ‘I’m the Mack’, der tager prisen for et af årets kedeligste tracks.
Gæsternes overlegenhed bliver selvfølgelig udstillet på ægteskabs-scoopet ‘Who Want the Smoke’, hvor Cardi B og Offsets vers er mange niveauer over Yachtys, selv om de langt fra er blandt parrets stærkeste præstationer. Lil Yachty formår med sit idéforladte hook at forpurre det enorme potentiale, der ellers ligger i familiesammenkomsten.
Det er dog ikke alle gæster, Lil Yachty har skudt forbi med, for inddragelsen af emorap-fyrtårnene Juice WRLD og Trippie Redd kan være rapperens redning. Forskellen fra før er nemlig, at Yachty ikke falder igennem her. Og selv om ‘Yacht Club’ måske lyder mere som en invitation til Juice World, så formår Yachty at følge trop med en af tidens vigtigste stemmer. På Redd-samarbejdet ‘Forever Love’ klæder det ham at lade sig opsluge i følelsernes vold med hjerteskærende linjer som »I see you and I’m scared what you see back / you come around when you want, I don’t need that / I’ve had so much heartbreak that I bleed black«.
Følelserne er nødblusset, der får Yachty til at vende skuden, og på albummets anden halvdel boltrer han sig i både lyse og mørke nuancer af kærligheden.
‘Stoney’ og ‘Fallin’ In Luv’ er melodiske pletskud, der i begge ender af lysspektret behandler kærligheden, mens ‘Worth It’ er et lysende flashback fra den første ‘Lil Boat’, der graver sejlranden dybere med tyk auto-tune over en decideret kvindehyldest, der problematiserer idealet om den perfekte (plastikskabte) kvidekrop: »In the mirror, she don’t think she perfect / late night on the net, she be surfin’ / looking for a surgery to purchase«
Lil Yachty er langt fra i havn, men opblomstringen af kærligheden har givet ham vind i sejlene igen, og selv om han har misset sin chance som genrens talerør, så viser han, at han har melodisk niveau til at køre med på følelsesvognen – så længe han ikke mister kursen i forsøget på også at være lyrisk trap-rapper.
Kort sagt:
Fortidens spøgelser bliver ved med at hjemsøge Yachty, der på ‘Nuthin’ 2 Prove’ flere gange uden held forsøger sig som trap-rapper over minimalistiske beats. Gæster som Playboi Carti, Offset og Cardi B overstråler rapperen, og når han er alene, drukner han i minimalismen. Men en opblomstring af følelserne, melodierne og kærligheden vender endelig skuden for Yachty, og foreningen med emorappere som Trippie Redd og Juice WRLD kan vise sig at være vindstødet, der skal skubbe Yachty ud af stormen.
Læs også: Alle elsker Sosa: Syv rappere, der er musikalske børn af Chief Keef